Robotter er klar til at vinde VM i kendt computerspil

Tech-virksomhed - med Elon Musk som medstifter - har trænet robotter til at kæmpe mod verdens bedste computerspillere.

Når computeralgoritmerne bliver så gode, at de kan spille komplekse computerspil, kan de måske også bruges til at løse vanskelige problemer i den virkelige verden. Som for eksempel byplanlægning. (© Dota2)

Robotterne har været i træningslejr. I meget lang tid. Faktisk i det, der svarer til at spille hver dag i 180 år.

Så lang tid har et hold nye robotter trænet for at blive klar til verdensmesterskaberne i computerspillet Dota 2. Turneringen er en af verdens største årlige begivenheder inden for lige præcis det spil.

Mesterskabet, der hedder The International, finder sted i august, og som noget nyt får verdens bedste menneskelige computerspillere nu konkurrence af et hold bestående af bots med kunstig intelligens.

Den kunstige intelligens er udviklet af tech-virksomheden OpenAI, som blandt andre Elon Musk var med til at stifte i 2015.

Men i fremtiden skal software-robotterne bruges til noget helt andet end at nedkæmpe og indtage modstanderes base. De skal for eksempel hjælpe ingeniører med at designe byer.

Svært at tænke på fremtiden

Softwarerobotterne var også med til sidste års turnering. Her kæmpede de dog en-mod-en.

I år bliver det sværere. Her skal de arbejde sammen på hold og dyste i kampe med fem-mod-fem, som minder mere om den måde Dota normalt spilles.

Og det er en opgradering, for så skal botsene også være i stand til at samarbejde, fortæller Niels Justesen, der forsker i robotter og computerspil ved IT-Universitetet i København.

- Robotterne skal begynde at koordinere og lægge planer langt ud i fremtiden. De skal have et fælles mål og koordinere angreb sammen. Det kræver meget mere end at skulle bestemme bare at angribe, siger Niels Justesen.

Bots skal ud i virkeligheden

Formålet med opgraderingen af den kunstige intelligens er, at den skal gøre computerne i stand til at løse komplekse udfordringer i den virkelige verden.

Som for eksempel at styre en bys infrastruktur.

- Målet er, at de skal kunne løse sværere og sværere opgaver. Algoritmer er gode til at træffe valg i komplekse systemer, siger Niels Justesen.

- Ved at teste algoritmerne på forskellige computerspil kan vi nemt sammenligne forskellige metoder og måle eventuelle fremskridt. Når computeralgoritmerne bliver gode nok til at kunne spille komplekse computerspil, kan vi forhåbentlig også bruge dem til at løse vigtige problemer i den virkelige verden, siger Niels Justesen.

Slut med brætspil

Robotter har i lang tid været i stand til at spille brætspil – heriblandt skak – og vinde over de bedste i verden. Men hvad angår kunstig intelligens er brætspil nu passé.

Computerspil er langt mere avancerede end brætspil, så det kræver meget mere af robotterne. Computerspil skjuler information for spillerne, og der er desuden langt mere information, som spillerne skal behandle og reagere på.

For at gøre robotterne klar til Dota 2-turneringen har de tumlet rundt i et virtuelt miljø, hvor de har lært af deres fejl og hele tiden forbedret sig. De har trænet, hvad der svarer til 180 års spil om dagen.

- Det starter ud helt tilfældigt, hvor de vandrer rundt på kortet. Så, efter et par timer, begynder de at tillære sig basale færdigheder, siger Greg Brockman, der er medstifter og teknologichef i OpenAI, til The Verge.

Robotter er udfordrede

Robotterne har alle de fordele, man kan forvente sig af en computer. Deres reaktionstid er umenneskelig hurtig, de klikker ikke forkert i spillets brugerflade og de kan indsamle information og danne sig et overblik over spillets miljø hurtigere end de bedste professionelle spillere kan blinke med øjnene.

Al den information skal deres menneskelige modstandere tjekke manuelt eller vurdere ud fra instinkt.

Dog står robotterne over for store udfordringer, så vi må vente til august for at se, hvordan de egentlig kommer til at klare sig i konkurrencen mod de professionelle, mener Niels Justesen fra ITU:

- Det er en stor og vigtig udfordring, de har sat sig for, men vi kender først resultaterne til august.

Facebook
Twitter