Rum-Tesla på afveje: Ryger langt forbi Mars

Elon Musks elbil, som Falcon Heavy-raketten tirsdag sendte afsted mod Mars, ender i stedet alene i det tomme rum.

Hvor er vi på vej hen? Elon Musks Tesla Roadster skulle egentlig til Mars. I stedet ender den sandsynligvis sine dage alene i det tomme rum. Her ses mannequin-dukken "Starman" om bord ved rattet. (Foto: ho © Scanpix)

Opdateret: Har præciseret, at den sidste rakettænding ikke var en fejl, men en ubekendt faktor ved testen.

Da verdens kraftigste, fungerende raket Falcon Heavy i tirsdags bragede ud i rummet, håbede folkene bag, at lasten ombord - SpaceX-ejeren Elon Musks første Tesla Roadster - kunne sendes forbi planeten Mars.

Opsendelsen var en kæmpe succes, der blev tiljublet fra alle leder og kanter. DTU-Space chef Kristian Pedersen kaldte det et "ingeniørkunst af kosmisk klasse."

Testen var da også på stort set alle parametre en enorm succes.

Men der skete noget uventet under tredje og sidste affyring af rakettens andet trin og ifølge astrofysikere og NASA, er elbilen nu på vej ud i det rene ingenting.

Da affyringen af rumskibets enlige Merlin 1D-Vacuum raketmotor var færdig igår, var det tydeligt, at bilen og dens passager - en mannequin i rumdragt kaldet "starman" - havde fået alt for meget fart på.

Muligvis var der mere brændstof tilbage end forventet - den slags er nemlig meget svært at måle - eller også er Merlin-motoren mere effektiv end SpaceX troede.

I et tweet skrev Elon Musk i hvert fald, at affyringen havde sendt bilen på en forkert kurs forbi Mars og videre ud i rummet.

I stedet for at ramme i nærheden af vores naboplanet Mars, ville Teslaen ifølge ham nu efter alt at dømme ramme asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter.

https://twitter.com/elonmusk/status/961083704230674438?ref_src=twsrc%5Etfw

Kurs mod intetheden

Opdaterede beregninger fra NASA viser dog, at rumskibet ikke rammer i nærheden af noget som helst. I hvert fald ikke før tidligst i 2020, hvor Teslaen ifølge Harvard-astrofysikeren Jonathan McDowell kommer tættest på Mars, men alligevel er næsten syv millioner kilometer fra den røde planet.

Han beskriver bilen og dens passagers situation sådan her:

- Opsummering: Starman kommer til at være alene i meget lang tid.

https://twitter.com/planet4589/status/961473844023320576?ref_src=twsrc%5Etfw

De nye beregninger bekræfter, at fartøjet når længere ud i solsystemet end Mars' bane om Solen, men ikke langt nok til at nå asteroidebæltet mellem 329 og 478 millioner kilometer fra Solen.

Men da opsendelsen var en test, har det ikke den store betydning hvor Teslaen ender. Testen er en succes, og fartøjet opfører sig som håbet.

Testen var en succes trods alt

Trods kursændringen mener Tina Ibsen, astrofysiker ved Tycho Brahe Planetariet da også stadig, at testen kan kaldes succesfuld. Men på fremtidige missioner kan det være mere kritisk hvis rakette brænder længere end forventet.

- Lige nu er det bare en Tesla, der er blevet skudt for langt, men hvis det er forsyninger eller mennesker, der sendes afsted, så er det selvfølgelig rigtig skidt at ramme ved siden af, siger hun til Ritzau.

Testen viser under alle omstændigheder, at Falcon Heavy er i stand til at flytte en last langt ud i solsystemet og med den rette kurs også til asteroidebæltet. Noget der helt sikkert er interessant for flere private aktører, som ønsker at udnytte det til minedrift.

Hjem kommer bilen i hvert fald ikke. Den vil i stedet kredse om Solen i al evighed - eller indtil den støder ind i et eller andet, eller bliver hentet hjem igen. Måske af en rig bilentusiast engang i en fjern fremtid.

Til den tid har solvind og kosmisk stråling dog taget hårdt på den ensomme rumbil.

Timingen af raket-tændinger er afgørende for, hvor rumskibe ender henne i solsystemet. Læs mere om hvordan rumskibe kan få hjælp af tyngdekraften til at rejse mellem solsystemets planeter her.

Facebook
Twitter