Rumraket sender Tesla-stifter tættere på drømmen om koloni på Mars

- Jeg frygtede en kæmpe-eksplosion ude på rampen, siger manden bag opsendelsen af verdens kraftigste raket.

- Jeg prøver stadig at absorbere alt det, der er sket, for det er stadig lidt surrealitisk for mig.

Sådan lyder det fra Elon Musk, manden bag den seneste raket, der er blevet sendt i kredsløb om jorden med kurs mod Mars.

Raketten har navnet Falcon Heavy er udviklet af virksomheden SpaceX, der er ejet af Elon Musk, som også er manden, der står bag Tesla-elbilerne.

Og netop en Tesla Roadster er kommet på tur i rummet, da sådan en bil er blevet monteret på raketten med en mannequindukke i rumdragt siddende bag rattet.

Der gik bare to timer, fra røgen stod op ved opsendelsesrampen i Florida omkring klokken 21:45, før Elon Musk kunne meddele, at en Tesla nu er i kredsløb om Jorden.

- Jeg frygtede en kæmpe-eksplosion ude på rampen, hvor man ville kunne se et hjul trille ned ad vejen og se Tesla-logoet lande et andet sted. Men heldigvis var det ikke det, der skete, lyder det fra Elon Musk efter opsendelsen.

Tættere på drømmen om bosættelser

Den succesfulde opsending af Falcon Heavy er mere end bare en personlig sejr for Elon Musk. Det er også et skridt, der bringer ham tættere på sit erklærede mål, som både SpaceX og Tesla Motors er en del af.

- Det handler om, at vi mennesker ikke kun skal bo på Jorden. Vi skal bo andre steder i solsystemet. Simpelthen for at sikre artens overlevelse, siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker ved DTU Space, og fortsætter:

- Der er han i samme båd som den engelske fysiker Stephen Hawking, der også siger, at hvis vi kun bor her på Jorden, så er det for sårbart, og så risikerer vi at dø, hvis der opstår en katastrofe.

Det har været Elon Musks mission at etablere en koloni, siden han etablerede SpaceX for 14 år siden. Han vil ikke nøjes med en base. Det er ikke nok at plante et flag på Mars og tage nogle røde sten med hjem.

For Elon Musk handler det om at opbygge en civilisation, hvor mennesket har slået rod på Mars og opbygger en hverdag, hvor man bor og arbejder og ikke nødvendigvis har fokus på at komme tilbage til Jorden.

Der er dog stadig et stykke vej til, at det kan lykkes.

- Nu handler det i første omgang om at få mennesker længere væk end til månen, som er det fjerneste vi har rejst indtil nu. Næste mål er at komme til Mars – i første omgang med en bemandet mission, siger Michael Linden-Vørnle.

Genanvendelse gør rumforskningen billigere

Falcon Heavy er langt fra en hvilket som helst raket. Den kan i sig selv være med til at bringe Elon Musk tættere på drømmen om en koloni på Mars.

Raketten er en helt ny type løfteraket, der kan løfte det dobbelte af den næststærkeste raket - og til en tredjedel af prisen.

Derfor åbner opsendelsen af Falcon Heavy også for en ny guldgrube, der kan skaffe Elon Musk en ny indtjeningskilde, der kan drive hans arbejde videre mod målet.

- Elon Musk har endnu engang vist, at han har formået at nå de mål, han har sat sig. Han har nu adgang til den kraftigste raket på markedet, og det giver ham en fordel i forhold til at kunne sælge opsendelser til kunder, få større satellitter ud i rummet og kunne sende rumsonder langt ud i rummet, siger Michael Linden-Vørnle.

- Det giver ham en god forretning, så han kan tjene nogle penge, så han kan få realiseret sin vision om at sende mennesker til Mars.

Ikke nok med, at Falcon Heavy, der består af tre Falcon 9-raketter, er billigere end andre typer løfteraketter, så kan den også genanvendes. Og det blev allerede demonstreret under opsendelsem i går, hvor to af hjælperaketterne leverede en helt perfekt landing.

- Det er en væsentlig del af SpaceX’s opsendelsesprogram og målet om at levere billigere opsendelse, så man kan få flere kunder, siger Michael Linden-Vørnle.