Rumskibe på én kilometer: Kina vil sende supertankere i rummet

De gigantiske fartøjer kan blandt andet fragte mennesker til Mars i fremtiden.

Der er endnu ikke kommet tegninger af, hvordan de kinesiske mega-rumskibe skal se ud. Men størrelsen taget i betragtning kan man ikke undgå at tænke på legendariske fartøjer fra film som The Starship Enterprise i Star Trek, som ses på billedet. (Foto: Granger/Shutterstock)

Et rumskib, der måler én kilometer fra hale til spids, lyder som rendyrket science fiction.

Det sender hurtigt tankerne i retning af film som Star Wars og Independence Day, men ikke desto mindre er det netop den opgave, en gruppe kinesiske forskere har kastet sig over.

Planen er at designe og senere hen bygge et gigantisk fartøj, som kan åbne for helt nye muligheder i rummet.

For eksempel kan de hjælpe os til at kunne zoome ind på planeter uden for vores solsystem eller fragte mennesker til Mars.

På trods af den enorme størrelse er projektet ikke bare et skud i tågen, fortæller John Leif Jørgensen, som er professor og afdelingsleder på DTU Space.

- Det er et rigtig godt projekt, fordi det i høj grad er den vej, udviklingen går. Det ser ud til, at de vil i gang med at bygge en lidt mindre prototype nærmest med det samme – og gigantiske rumfartøjer bliver helt sikkert en del af fremtidens rumprogrammer, siger han og fortsætter.

- Nogle af de ting, vi allerhelst vil opnå i rummet, kræver, at vi knækker koden til at bygge og samle de her gigantiske rumskibe. Det vil give kineserne en stor fordel, hvis de bliver de første med en god løsning – både hvis fartøjet ’bare’ bliver 700 meter eller den ene kilometer, som de håber.

Lige nu er ture til Mars forbeholdt robotter, som er på planeten for at tage billeder og stenprøver. Men hvis vi mennesker i fremtiden skal følge i deres hjulspor, kan det meget vel blive i gigantiske rumskibe. (Foto: Nasa © Scanpix Denmark)

Mars-missioner og gigantiske teleskoper

Et meget nærliggende spørgsmål er: Hvad søren skal man bruge så stort et rumskib til?

Mega-rumskibene i science fiction-film er ofte fyldt med tusindvis af soldater og fungerer som en slags stor, flyvende base.

Sådan bliver det selvfølgelig ikke, hvis de store rumskibe i fremtiden bliver til virkelighed, men det betyder på ingen måde, at deres opgaver bliver kedelige, fortæller John Leif Jørgensen.

- Man vil for eksempel kunne bruge fartøjerne til at få bygget nogle nye og endnu større rumteleskoper. Nasa og flere af de helt store aktører har arbejdet en del med en metode, der hedder interferometri, som kan give os mulighed for at zoome ind på planeter i andre solsystemer og lede efter liv eller beboelige forhold, siger han.

For at et teleskop, der bruger interferometri, kan virke bedst muligt, kræver det, at to store teleskop-spejle placeres langt fra hinanden.

Lysbølgerne fra en fjern stjerne opfanges af de to spejle, som sender lyset videre til selve kameraet, som sidder midt mellem de to spejle.

Afstanden mellem de to spejle er afgørende for, hvor god en opløsning billederne fra teleskopet giver, og der kan selvsagt være meget langt mellem spejlene i et teleskop, hvis det sidder i et rumskib på én kilometer.

Lige nu kommer en del af vores viden om verdensrummet fra billeder taget af Hubble-teleskopet. Hubble er stort, men skal vi se længere ud i universet, skal teleskoperne ændre sig og blive endnu større, siger John Leif Jørgensen. (Foto: ho © Scanpix Denmark)

En anden opgave, som et mega-rumskib kunne løse, er at transportere mennesker til planeten Mars, når vi på et tidspunkt er klar til at sende bemandede missioner derop.

Der skal formentlig bruges en særlig slags motor til den type rumrejse, og den skal besætningen ikke være for tæt på, fortæller John Leif Jørgensen.

- En Mars-mission med mennesker kommer højst sandsynligt til at bruge en motor drevet af atomkraft. En atom-motor er langt mere effektiv end alle andre alternativer, men med den mængde radioaktivitet er det ikke uden risici. Et meget langt rumskib er den simpleste letvægtsmåde at sørge for, at astronauterne ikke bliver udsat for farlig stråling, siger han.

Store rumskibe giver store udfordringer

Når man drømmer stort, betyder det for det meste også, at man skal løse store udfordringer.

I forbindelse med at sende monstrøst store fartøjer ud gennem atmosfæren er den første udfordring, at store komponenter er dyre at ’løfte’ derop.

Rumskibene vil blive sendt op i dele, som derefter samles i rummet, men selvom det bliver til mange dyre opsendelser, er det ikke kinesernes største bekymring, fortæller John Leif Jørgensen.

- Kina er rigtigt godt med i forhold til at sende tingene op billigst muligt. De har hele infrastrukturen på plads selv, og er ikke afhængige af at skulle betale andre for at hjælpe dem. Til gengæld venter der nogle store opgaver, når først delene skal samles, siger han.

Den største kinesiske løfteraket hedder Long March 5b. Tidligere på året har den tonstunge svuppert blandt andet fragtet dele af Kinas nye rumstation ud i rummet. (Foto: STRINGER © LUOYUNFEI)

En af de opgaver er, at de mange store dele vil drive fra hinanden ude i rummet.

Selvom de er vægtløse, står objekter ikke stille i rummet, og de vil derfor blive trukket i forskellige retninger eller risikere at ramme ind i hinanden, før de er blevet skruet sammen til et helt rumfartøj

Og selv hvis et mindre fartøj for eksempel kunne holde samling på stumperne, ville den måske største udfordring stadigvæk melde sin ankomst, fortæller John Leif Jørgensen.

- Der mangler simpelthen teknologi, som effektivt kan samle modulerne ude i rummet. Det er en udfordring, som indtil videre har vist sig svær at løse, men hvis de lykkes med det, er det en stor fjer i hatten. Det er helt sikkert én af de vigtigste grunde til, at Kina har kastet sig over projektet, siger han.

FacebookTwitter