Sådan ser din digitale pung ud i 2020

Hvornår kan du smide pungen i skuffen? Vi ser på, hvilke kort du kan have i den digitale pung i 2020 - og hvilke der er på vej.

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

Nu har danskerne altså mulighed for at lade endnu et kort blive hjemme og gemme det på telefonen i stedet.

Men hvilke kort har stadig ikke en digital løsning? Og hvilke kan du erstatte med en mobilversion?

Her er seks kort, du kan droppe i pungen, som er lige på trapperne - eller som du må se langt efter en digital version af.

1

Betalingskort

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

I 2017 introducerede de fleste store danske banker Apple Pay og Google Pay til deres kunder.

Løsningen erstatter dit fysiske betalingskort og placerer kortet på mobilen. Ved hjælp af NFC-teknologi kan din telefon kommunikere med betalingsterminaler inden for en ultrakort distance. Som for eksempel ved kassen i Fakta, hvor du skal holde telefonen helt hen til terminalen for at betale.

Praktisk talt samtlige betalingsterminaler i Danmark understøtter NFC, der gør mobilbetaling muligt. På nogle tankstationer og hæveautomater kan du stadig have brug for det fysiske kort.

Du skal derudover typisk også bruge dit fysiske kort, hvis du skal have penge tilbage på kortet.

2

Boardingkort

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

Allerede i 2012 introducerede Apple deres 'Wallet', som brugere af iPhone kunne gemme medlemskort, kreditkort og boardingkort i. Google kom Silicon Valley-konkurrenten i forkøbet med 'Google Wallet' i 2011.

Du kan tilføje boardingkort fra de fleste flyselskaber til din 'Wallet' og scanne dem fra din telefons skærm i lufthavnen. På den måde behøver du kun at medbringe din telefon og dit pas for at rejse med de fleste flyselskaber i 2020.

Teknologien bag er relativt simpel. Flyselskabet genererer en QR-kode med de oplysninger, der ellers ville have stået på dit fysiske boardingkort. En QR-kode er en firkantet stregkode, som kan scannes ved den maskine, der ellers ville have scannet papir-boardingkortet.

3

Kørekort

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

Med nattens lancering af 'Kørekort' til mobilen kan du lade kørekortet blive hjemme i skuffen.

Appen indeholder oplysninger om, hvilke køretøjer du må føre, og hvem du er. Derudover er der to QR-koder i appen - en til politiet og en til almindelig id-kontrol i pakkeshoppen eller diskotekskøen.

QR-koderne er dynamiske, hvilket betyder, at de hele tiden ændres. Det gør, at man ikke kan sende et screenshot til en kammerat, man gerne vil overdrage sit id til. Risikoen for svindel er dermed også mindre, ligesom appen kan blokeres, hvis man mister telefonen.

Pakkeshoppen får adgang til dit foto, navn, kørekortnummer, fødselsdato og cpr-nummer, hvis du ønsker at udlevere sidstnævnte.

Politiet kan se de samme data plus informationer om, hvorvidt du er eftersøgt i Danmark eller af Interpol. De kan også se, om dit kørekort er gyldigt, og hvilke tidligere forseelser du måtte have haft.

4

NemID

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

I 2018 kom NemID Nøgleapp, der gjorde det fysiske papkort med nøglekoderne overflødigt. Appen bruges til at godkende din identitet, når du skal sende en bankoverførsel, verificere din alder eller bestille en coronatest.

I januar 2020 havde over to millioner danskere installeret appen på deres telefoner. Digitaliseringsstyrelsen fortæller, at der dermed spares 240.000 nye papkort hvert år, fordi man før skulle sende et nyt fysisk kort med posten, når alle nøglerne var brugt.

I 2019 blev der sendt 3,4 millioner nye nøglekort af pap og plastik ud om året.

For at kunne godkende en NemID-forespørgsel med nøgleappen, skal du logge ind med en kode eller med biometrisk identifikation som fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse.

5

Sundhedskortet - kommer snart

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

Det gule sygesikringsbevis - også kaldet sundhedskortet - kommer i en digital udgave inden sommeren 2021. Det bekræfter Digitaliseringsstyrelsen overfor DR.

Det digitale sundhedskort er bygget på meget af den samme teknologi som det digitale kørekort og kommer derfor højst sandsynlig til at ligne og virke på samme måde.

Appen vil generere en dynamisk QR-kode, der indeholder de oplysninger, der normalt stod på det fysiske sundhedskort.

En funktion, der muligvis vil glæde mange forældre, er, at der i det digitale sundhedskort bliver mulighed for at tilføje sine børns sundhedskort i appen. Det betyder, at en forælder kan have glemt barnets kort, men så får mulighed for at finde det på telefonen.

Det digitale sundhedskort bliver - ligesom kørekortet - et frivilligt tilbud. Man kan derfor fortsætte med at bruge det fysiske kort, hvis man ønsker det, eller hvis ens telefon er løbet tør for strøm.

6

Rejsekortet - lang vej endnu

(© Grafik: Morten Fogde Christensen)

De over tre millioner danskere, der bruger Rejsekortet i Danmark, kommer ikke til at kunne droppe pungen lige foreløbigt.

En mobilløsning af Rejsekortet med NFC-teknologi er nemlig ikke lige om hjørnet. I 2013 skrev Berlingske, at Rejsekortet var udstyret med en forkert chip, der ikke kunne kommunikere med de fleste mobiler.

Sidste år skiftede Rejsekortet til en chip, der kan samarbejde med iPhones og de fleste andre telefoner. Dengang skrev Ingeniøren, at Rejsekortet fortsat 'ingen konkrete planer om en mobilløsning' havde.

Rejsekortet A/S oplyser til DR, at man er i gang med at udarbejde en lovpligtig strategi, som forventes færdig i maj 2021. Her vil Rejsekortet blandt andet tage stilling til, om Rejsekortet skal komme som digital løsning på mobilen.

Firmaet har i 2013 udtalt, at 'rejsekort på NFC-mobiltelefon i givet fald vil være en tillægsydelse, der nok skal betales ekstra for'. Siden er dog sket meget med teknologien, men Rejsekortet har indtil videre holdt sig fra idéen om en mobil løsning.