Sådan stopper du apps på Facebook i at snage i dit liv

50 millioner Facebook-brugere har fået misbrugt deres data. Undgå at blive den næste.

Tit er det sådan, at vi på sociale medier siger ja til ting, uden helt at vide, hvad vi giver tredjepartsudbydere lov til, siger ekspert. (Foto: grafik: Emil Thorbjörnsson © DR Nyheder)

Spiller du Farmville, logger på The Guardians nyhedsapp, på Go Mores app eller en helt fjerde app med din Facebook-profil, giver du firmaer adgang til forskellige personlige oplysninger om dig.

Mange ved slet ikke, at når du er logget på eksempelvis rejsesiden Tripadvisors app via Facebook, så giver du som udgangspunkt Tripadvisor adgang til at se blandt andet din venneliste, din hjemby, dine billeder, hvad du har 'liket' og din email-adresse.

Det tager nogle Facebook-brugere med oprejst pande og anser som en del af dealen med at bruge et gratis medie, men er du nervøs for, om oplysninger om dig kan blive misbrugt, så tjek alle dine apps på Facebook igennem ved at følge guiden nedenfor.

På den måde kan du selv styre, hvad firmaerne får at vide om dig.

Nederst i denne artikel kan du desuden få fire råd til, hvordan du øger sikkerheden på din Facebook-profil.

Vi ved ikke hvad vi siger ja til

At se sine apps på Facebook en ekstra gang igennem er blevet aktuelt efter en større sag om ulovlig misbrug af data fra 50 millioner Facebook-brugere.

Sådan blev over 80 millioner profiler misbrugt

Et par hundrede tusinder facebook-brugere sagde ja til at tage en personlighedstest via en app med titlen thisisyourdigitallife.

Brugerne gav adgang til deres personlige data , når de anvendte app’en.

Thisisyourdigitallife-app'en indsamlede brugernes psykologiske profiler, som knyttedes til deres Facebook-profiler. Men den indsamlede også data om testpersonernes Facebook-venner.

På den måde kunne datasættet - de indsamlede profiler - potentielt vokse til flere end 87 millioner profiler, selvom kun 2-300.000 brugere havde taget testen. Den funktion er i øvrigt nu fjernet fra Facebooks dataudleverings-tjeneste.

Et stort antal af dem havde sagt ja til at tage en personlighedstest på Facebook.

Og ad den kringlede vej har det britiske firma Cambridge Analytica ulovligt fået adgang til brugeres personlige oplysninger samt deres venners.

De informationer er blandt andet blevet brugt til at påvirke amerikanske vælgere under præsidentvalget i 2016.

- Tit er det sådan, at vi på sociale medier siger ja til ting, uden helt at vide, hvad vi giver tredjepartsudbydere lov til.

- Derfor har man kunnet suge data ud af brugerne – i første omgang brugere, der frivilligt har sagt ja, og i anden omgang også deres netværk. Det er lidt ligesom en virus, der spreder sig fra den ene bruger til den anden, forklarer David Budtz Pedersen, der er lektor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

Dine venners apps ved meget om dig

Rent faktisk er det sådan, at bruger dine venner en app via Facebook, så giver dine venner (ofte uden at vide det) app'en adgang til at se deres vennelister og flere personlige oplysninger om deres venner.

Bekymret? Få mere kontrol over oplysningerne ved at se det sidste trin i guiden ovenover for at undgå, at apps, som andre bruger, får adgang til oplysninger om dig.

- Idet vi er aktive på sociale medier som Facebook, så efterlader vi en hel del data om os selv. Hvem vi er, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide. Hvilket indhold vi føler os tiltrukket af eller frastødt af.

- Når man samler al den data og underlægger den en psykologisk profilering, så er man i stand til meget præcist at tegne et billede af, hvad borgerne synes er godt og skidt, siger David Budtz Pedersen.

Og det er guld værd for for eksempel firmaer og politiske partier.

Ifølge David Budtz Pedersen er firmaers måde at bruge folks oplysninger på ikke nødvendigvis ulovlig, og at der er mange gråzoner.

I sagen om Cambridge Analytica har Facebook indrømmet at have begået fejl.

FIRE MÅDER AT STYRKE DIN FACEBOOK-SIKKERHED

  • Sæt de rigtige privatlivs-/privacy-indstillinger
  • - Mange brugere har en alt for sløset sikkerhedsindstilling på Facebook, hvor de - måske uden at vide det - deler både kommentarer, billeder og andet indhold, som kan anskueliggøre for offentligheden, din civilstatus, politisk observans, aldersgruppe.
  • - Man skal følge de helt grundlæggende vejledninger på Facebook, og ikke selv prøve at sætte indstillingerne, for man risikerer, at data dermed bliver gjort offentligt tilgængelige.
  • Klik ikke ukritisk på links
  • - Man skal ikke gå ind på links til eksterne sider, hvor man bliver rodet ud i quizzer eller andet konkurrencesvindel. Det kan være både skadeligt og uønsket indhold. Inden man får set sig om, er man rodet ud i en karrusel, hvor der bliver trukket penge hver måned.
  • Aktivér totrins-godkendelse
  • - Den gør, at man fx får tilsendt en sms, når der er en mistænkelig adfærd, fx hvis man logger på fra et andet land.
  • Brug et stærkt password
  • - Så er man fri for, at nogen logger på automatisk eller manuelt og høster ens oplysninger.
  • Kilde: Peter Kruse, it-sikkerhedsekspert.