Sandt eller falsk: Kan man se Den Kinesiske Mur fra rummet?

Det handler faktisk om øjnene, der ser, fortæller dansk astronaut og direktøren for DTU Space.

Andreas Mogensen er den eneste dansker, som har tilbragt tid på den internationale rumstation, ISS. Så han må da vide, om man kan se Den Kinesiske Mur ude fra rummet? Collage: Allan Nisgaard og Mathis Birkeholm Duus, originalfotos © Colourbox

Den Kinesiske Mur er i dag mere end 6.000 kilometer lang og er uden sammenligning det største bygningsværk i verden.

I sin storhedstid anslås det, at den strakte sig over svimlende 21.000 kilometer.

Muren blev i forskellige tidsperioder opført for at holde fjender ude, og det store fæstningsværk har længe været centrum for én af de ‘sandheder’, vi alle sammen kender: Det kan ses fra rummet.

Problemet er bare, at det ikke kan siges så enkelt i virkeligheden.

For hvornår starter rummet? Og må man bruge hjælpemidler til at zoome ind på muren?

Den danske astronaut Andreas Mogensen har i en periode boet på den internationale rumstation, ISS.

Mens han var deroppe, kiggede han grundigt efter, om den store mur var til at få øje på, fortæller han.

- Med det blotte øje kunne vi ikke se Den Kinesiske Mur oppe fra rumstationen. Det krævede, at vi fandt vores store 800 mm kameralinser frem, før vi kunne zoome ordentligt ind og tage billeder af den, siger han.

Det handler om, hvor gode ’øjne’ du har

Andreas Mogensens øjne var altså ikke i stand til at se den gigantiske mur fra rumstationen, som ligger i kredsløb cirka 400 kilometer over Jorden.

Men med hjælp fra en kameralinse var det pludselig en anden sag.

Endnu længere væk fra Jorden svæver et hav af satellitter rundt i det, vi kalder de jordnære baner.

De befinder sig i kredsløb, som er omkring 800 kilometer fra Jorden, og selv så langt ude kan man se Den Kinesiske Mur, hvis man har de rigtige hjælpemidler.

Det fortæller Henning Skriver, som er direktør på DTU Space.

- Den Kinesiske Mur står klart og tydeligt, hvis man kigger på billeder fra de mange satellitter, som befinder sig i den jordnære bane. Man kan faktisk skelne mellem forskellige objekter helt ned til en halv meters afstand, hvis satellitten er indstillet på den rigtige måde, siger han.

Til spørgsmålet om, hvorvidt man kan se Den Kinesiske Mur fra rummet, er der altså to svar, fortæller Henning Skriver.

- Hvis du skal kunne se muren kun med hjælp fra dine egne øjne, skal du formentlig være inden for 100-150 kilometer af Jorden. Det vil sige på grænsen til det, vi kalder rummet. Er hjælpemidler som kameraer med zoom derimod tilladt, kan man se rigtig mange ting langt ude fra rummet. Også Den Kinesiske Mur, siger han.

Det handler ikke kun om størrelse

Man skulle tro, at det kun er de allerstørste objekter på Jorden, som kan ses helt ude fra rummet.

Satellitternes evne til at stille skarpt er imidlertid så god, at man også kan se langt mindre ting på deres billeder, fortæller Henning Skriver.

- Noget af det allervigtigste, når satellitterne skal skelne mellem to forskellige ting, er kontrasten. Man kan sagtens se et ganske lille objekt, hvis det for eksempel er en kulsort sten på en kridhvid sandstrand. På samme måde skiller Den Kinesiske Mur sig også ud ved at være mørkere end meget af den natur, den er bygget i, siger han.

Når en satellit skal genkende én ting fra en anden, gør den brug af solens stråler, der rammer Jorden.

Lyse objekter vil reflektere en stor mængde af lyset, mens mørkere objekter vil ’suge’ flere af strålerne til sig.

Det er det, som kaldes albedo.

Is og sne har en meget høj albedo og reflekterer en meget stor del af solens stråler, når de rammer. Det er én af grundene til, at isen er meget vigtig for at holde klima og temperaturer i balance. (Foto: STAFF © Scanpix)

Derfor vil der på satellitbillederne være tydelig forskel på dem, fortæller Henning Skriver.

- Hvis satellitten er indstillet til at tage billeder af for eksempel en kirke, vil selve kirkebygningen formentlig reflektere solens stråler nogenlunde ens, fordi den er bygget af de samme materialer. Derimod vil kirkegården stå i klar kontrast, da den er grøn og dermed en anden farve end selve bygningen. På den måde vil man kunne se, hvad der er kirke, og hvad der er kirkegård, siger han.

Hvis afstanden er rigtig, og man har det rigtige udstyr, kan man altså se ret mange objekter fra rummet.

Myten om at man kan se Den Kinesiske Mur, startede faktisk med nogle teorier om, at man kunne se den helt oppe fra Månen.

Men her stopper festen trods alt, fortæller Henning Skriver.

- Der er selvfølgelig en grænse for, hvor langt væk fra Jorden et kamera kan være, hvis det stadigvæk skal kunne se muren. Man kan absolut ikke se den fra Månen, og de satellitter, som er i den geostationære bane, er også for langt væk, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk