Satellit knipser fantastisk fællesbillede af Månens bagside

En kinesisk satellit, der er i kredsløb om Månen, har fanget sit første, komplette billede af Månens bagside og vores blå planet.

Den 3. februar tog satellitten, DSLWP-B (Longjiang-2), fællesbilledet. Satellitten har været i kredsløb om Månen siden juni 2018. (Foto: Cess Bassa © C.A. Muller Radio Astronomy Station)

Når du kigger op på Månen, ser du altid kun en side af den.

Månens anden side, der også kaldes "bagsiden" eller på engelsk "the far side of the moon", har historisk set været lidt af et mysterium.

Indtil den 3. januar 2019 havde intet menneskeskabt objekt besøgt den del af vores skinnende nabo.

Her landede den kinesiske rumsonde Chang'e-4 på Månens bagside som det første rumfartøj nogensinde, og det har givet os fascinerende billeder af månen.

Nu er der endnu et billede til fotoalbummet.

Den kinesiske satellit DSLWP-B (Longjiang-2), der er i kredsløb om Månen, tog den 3. februar sit første, komplette billede af månens "bagside" og Jorden. Det skriver flere internationale medier som The Verge og Computing.

Den kinesiske satellit havde ikke radiokontakt med Jorden, mens Chang’e-4 landede på Månen, da den ikke skulle forstyrre rumsonden.

Den 13. januar var der igen hul igennem til satellitten, og den 4. februar kunne vi altså nyde det nye fællesbillede, efter at det hollandske Dwingeloo radioteleskop hentede billedet ned fra den kinesiske satellit.

Facebook
Twitter
Emner: