På den græske halvø Peloponnes gemte der sig noget af en overraskelse lige under jordoverfladen.
Efter at have være dækket af jord i tusinder af år har danske og græske arkæologer nemlig fundet resterne af den antikke græske storby Sikyon.
Sikyon blev ødelagt i 303 f.Kr. Med tiden blev byen glemt, og det gjorde dens placering også.
Men efter mere end 2.000 år har arkæologer nu fundet resterne af byen kun én meter under jordoverfladen.
Det fortæller Silke Müth-Frederiksen, seniorforsker ved Nationalmuseet, som har været med til at lede udgravningen.
- Det var ganske fantastisk at finde byen. Vi havde mange skriftlige kilder om den, så det var utrolig spændende at finde de første genstande i jorden, siger hun.
Sikyon blev ødelagt og glemt
I år 303 f.Kr. blev Sikyon erobret af den makedonske konge Demetrios I.
Han ødelagde store dele af byen og grundlagde en ny by på et plateau i nærheden, som var lettere at forsvare. Det er også en af grundene til, at byen har været forsvundet i mere end 2.000 år.
- Man tog højst sandsynligt de materialer, man kunne bruge fra Sikyon, og brugte dem til at bygge den nye by. Det betyder, at resterne af Sikyon meget hurtigt forsvandt under nye jordlag, siger Silke Müth-Frederiksen.
Resterne af Sikyon er fundet i et stort område omkring den moderne by Kiato på Peloponnes. I sin tid var den en vigtig by både politisk og økonomisk. Blandt andet på grund af sin centrale placering i Middelhavet.
Arkæologerne finder et 'heroon' og mystiske sandaler
I resterne af byen har arkæologerne blandt andet fundet et såkaldt ’heroon’.
Det er et sted, hvor datidens indbyggere dyrkede deres forfædre og sandsynligvis også underjordiske guder. Arkæologerne skal nu i gang med at undersøge keramik og små figurer fra bygningen, da det muligvis kan give et indblik i indbyggernes ritualer.
Ved siden af 'heroonet' fandt de også en grav fra det 5. århundrede f.Kr., hvor der lå et par sandaler ved siden af den afdødes fødder. Det er kun jernrammen og sømmene, som er bevaret.
- De har været tunge at gå med, så gad vide, hvem der havde brug for sådan et par sandaler, siger Silke Müth-Frederiksen.
I andre grave har man også fundet personer, som havde fået forskellige genstande med i graven.
Blandt andet fine drikkekopper, miniaturevaser, lamper, en sølvmønt og såkaldte jernstrigiles, som blev brugt af atleter til at skrabe olie og snavs af kroppen efter for eksempel en brydekamp.
Forsker: Sikyon kan vise os, hvordan byer opstod
Ifølge Silke Müth-Frederiksen er Sikyon en enestående mulighed for at se tilbage i tiden.
I dag er der tit blevet bygget oven på gamle byer, og derfor kan det være svært at udgrave gamle ruiner.
- Et eksempel kunne være Athen, hvor det er svært at lave udgravninger under nutidens by. I Sikyon har vi en virkelig god mulighed for at undersøge hele byen, da der næsten ikke er bygget ovenpå de gamle ruiner, siger hun.
Ved at analysere fundene fra Sikyon kan man danne sig et billede af, hvordan byerne blev bygget på den tid.
For eksempel om byerne er bygget tilfældigt, eller om der har været lagt vægt på planlægning. Man kan også få et indblik i, hvordan livet var på den tid.
Derfor skal fundene nu analyseres yderligere, siger Silke Müth-Frederiksen.
- Vi vil gerne finde frem til bycenteret i byen og de offentlige bygninger, så vi kan undersøge, hvordan det offentlige liv foregik på den tid, siger hun.
Silke Müth-Frederiksen og hendes kollegaer skal nu arbejde videre med forskningen.
De skal blandt andet forsøge at finde Sikyons bymure og finde ud af mere om byens havn. Her kan man se, at vigtige handelsvarer som olie, korn, fødevarer, byggematerialer og keramik blev importeret og eksporteret.
Arkæologerne har også fundet flere grave, monumenter og tegn på olivenolieproduktion. I nogle af husene har man også fundet gulve af småsten lagt i mørtel og vægmalerier i flere farver.