Skal du opdatere din iPhone? Denne gang risikerer den at blive hurtigere

Årets store opdatering af styresystemet til iPhone er nu klar til download. Som altid er der grund til at slå kold vand i blodet - selvom iOS 12 muligvis giver din telefon et boost.

Der kan være god grund til at vente med at opdatere. Men når du gør det, vil du blandt andet få et overblik over hvor meget du egentlig bruger din telefon. (Foto: Nicolai Franck © dr)

Hver september sender Apple et nyt styresystem på gaden til iPhone og iPad - og i år er ikke nogen undtagelse.

Det har tit ført til mange frustrerede danskere blandt de cirka 50 procent af befolkningen, der har en telefon med et æble på.

Ofte har det nemlig resulteret i, at ældre telefoner er blevet super langsomme eller har oplevet et dramatisk fald i batteritiden.

Men med dette års nye styresystem, iOS 12, vil du formentlig opleve det anderledes.

Fokus i år er netop på de ældre enheder

Apple har nemlig, for første gang siden firmaet introducerede iPhone, haft særligt fokus på at undgå dette.

Faktisk har de i iOS 12 haft som ambition, at ældre telefoner skal køre hurtigere og mindst lige så langt på en opladning.

Ved præsentationen af iOS12 i juni påstod Apple, at en iPhone 6 Plus - en fire år gammel iPhone - skulle kunne åbne apps, tastaturet og kameraet op mod henholdsvis 40, 50 og 70 procent hurtigere.

Du skal nok ikke sætte næsen op efter, at det gælder for alt, hvad du foretsager dig på telefonen.

Men vores test af beta-udgaven (en tidlig version) af iOS 12 indikerer i hvert fald, at der er noget om snakken, og at din telefon næppe bliver langsommere med opdateringen.

Dog vil det altid variere fra telefon til telefon og fra iPad til iPad, afhængig af hvor gammel den er, og hvor godt den kører i forvejen. Og så er alle vores telefoner jo udstyret med forskellige apps og indstillinger, der gør det svært at sammenligne.

Men inden du hakker fingeren i bund på den store opdater-knap, så er der lige et par ting der er værd at overveje.

Nogle apps fungerer ikke

I de mere end to måneder, jeg har testet iOS 12 har jeg i den seneste halvanden måned ikke kunne bruge min bank-app, fordi den ikke var blevet opdateret, så den kunne køre på iOS 12.

Det er den netop blevet for tre dage siden, og virker altså nu fint - men først lige på falderebet.

En anden ting, der ikke har fungeret på noget tidspunkt, og som stadigvæk ikke gør det, er notifikationer fra NemID-appen.

Har du erstattet dit papkort med appen, får du altså i øjeblikket ingen beskeder på telefonen, når du har logget ind på en hjemmeside med NemID.

Du kan dog sagtens godkende dit log-in, men du skal åbne NemID-appen manuelt (i stedet for bare at trykke på notifikationen), hvilket er mere besværligt og lettere irriterende.

Det er de eneste to apps, jeg har haft problemer med, men der kan jo sagtens være andre apps, du bruger, der heller ikke er iOS 12-klar endnu.

Husk som minimum at sørge for at opdatere alle dine apps til den nyeste version, når du opdaterer styresystemet. Apps opdateres i App Store.

Batteriet virker normalt

Batteritiden er svær at sige noget endegyldigt om, da det som nævnt varierer fra telefon til telefon.

Generelt har batteritiden i testen af det nye styresystem ikke været nævneværdig anderledes end før.

I et par af de mange små beta-opdateringer har den faktisk været bedre, men i den seneste udgave, som er den Apple udgiver nu, er batteritiden rimeligvis på niveau med, hvad den har været i iOS 11.

Igen, er der ingen garantier for, at det er tilfældet på din telefon, men det virker til, at Apple har fået styr på batteriet denne gang.

Ydeevnen påvirket positivt

Det sidste vigtige punkt er ydeevnen, altså hvor hurtigt din enhed kører. Her er der delvist tegn på forbedringer.

I vores test kører en iPhone X en anelse bedre end før, men det er mere markant med den ældre iPhone 6s. Sidstnævnte åbner - som Apple har lovet - apps hurtigere.

Og hvad der næsten er helt absurd, så åbner kameraet på den 6s vi har testet faktisk hurtigere end på iPhone X. Til gengæld er oplevelsen af at surfe på nettet med iPhone 6s nogenlunde den samme som før opdateringen.

En næsten to et halvt år gammel iPad Pro føles derimod en anelse mere tung i det - i hvert fald ikke hurtigere.

Ovenstående er vel at mærke alene baseret på oplevelsen af at bruge enhederne og ikke på såkaldte benchmark tests eller anden form for videnskabelig undersøgelse.

Bundlinjen er dog, at du - for første gang længe - næppe vil have en negativ oplevelse af at opdatere, hvis du har en lidt ældre telefon. Måske vil du endda opleve en forbedring.

Men rådet herfra er: Vent nogle dage med at opdatere - særligt hvis din telefon eller iPad er af lidt ældre dato. Lad i stedet alle de utålmodige teste, om det kører på en model magen til din.

Hvis ikke det fungerer, skal internettets fælleshjerne nok råbe op.

Apple sender ofte en ny lille tillægs-opdatering ud få uger senere, der retter de værste småfejl, og det kan de fleste sagtens vente på.

Vil du alligevel opdatere i dag, finder du opdateringen i Indstillinger -> Generelt -> Softwareopdatering.

For at du kan opdatere til iOS 12 skal din iPhone være en 5S eller nyere. Har du en iPad skal den være en iPad Air eller nyere. Har du en af de små Pads, skal det være en iPad Mini 2 eller nyere. Desuden kan sjette generation iPod Touch opdateres.

Facebook
Twitter