Skal du opdatere Tinder og Instagram? Sådan tager du bedre billeder med din telefon

Din smartphone har indbyggede funktioner, du nemt kan udnytte.

Du skal lege med lyset og finde din gode side, hvis du vil gøre dine selfies endnu bedre. (Foto: Taan Huyn © Unsplash)

Facetune, redigerings-apps og særlige lamper, der får din hud til at gløde. Der er mange tricks til at tage brandvarme selfies.

Men for at tage gode billeder med din smartphone behøver du slet ikke andre apps.

Din smartphone har flere funktioner, der kan gøre dit billede ekstra lækkert, uden at du skal hente særlige apps eller redigere billedet i en uendelighed. Det er ægte #nofilter.

DR har allieret sig med Adam Bindslev, der afholder kurser i fotografi. Han vil her gøre dig klogere på, hvordan du bedst udnytter din smartphones kamera, og komme med tips til at tage gode billeder.

1

Brug exposure

(© DR)

Sådan gør du: Du skal åbne dit kamera og trykke en enkelt gang på skærmen. En firkant kommer frem, som du kan bruge til at vise kameraet, hvor fokus skal være. Til højre er der en sol, du kan trække op og ned for at ændre eksponeringen.

Hvis du skal være sikker på, at lyset på billedet er perfekt, skal du bruge eksponeringen.

Dit kamera har en indbygget lysmåler, som registrerer hvor meget lys, der er tilgængeligt for kameraet. Den skal sørge for, at billedet ikke bliver over- eller underbelyst.

- Når du justerer eksponeringen, fortæller du kameraet, at billedet skal være lysere eller mørkere, end lysmåleren tror. Du kan eksempelvis bruge undereksponering til at gøre et billede af himlen mere mørk og dramatisk, siger Adam Bindslev.

Han har en huskeregel, du kan tage med, når du skal lege med forskellige former for eksponering.

- Motivet i billedet skal have den gode eksponering. Det gør ikke noget, at eksempelvis baggrunden er lidt overeksponeret i et portræt, hvis ansigtet så har den rette eksponering, siger han.

Han fortæller, at det er en fordel at stå lidt væk fra baggrunden, der eksempelvis er en væg, hvis du skal tage en selfie. Så kommer der mere dybde i billedet, og baggrunden bliver lidt mere uskarp, så dit ansigt står endnu skarpere.

2

Forfin dine selfies

(© DR)

Adam Bindslev har også nogle tricks til, hvordan du gør din selfie endnu bedre.

Teknologien i din smartphone kan nemlig arbejde imod dig.

- Objektivet i dit smartphone-kamera er vidvinkel. Det er fedt, hvis du skal tage billeder af et landskab. Men ved en selfie kan det få din næse til at se større ud, siger han.

En matematisk model fra 2018 viser, at hvis du holder kameraet 30 centimeter væk fra ansigtet, kan det få næsen til at se 30 procent bredere ud, end hvis kameraet er 1,5 meter væk. Her ser din næse ikke større ud, end den er i virkeligheden.

- Det er derfor en god idé at få en anden til at tage billedet af dig eller i hvert fald holde kameraet ud i strakt arm, siger han.

Han foreslår også, at du tilter hovedet lidt på skrå, når du tager en selfie.

- De færreste har helt symmetriske ansigter, og det bliver mere tydeligt, hvis du tager billedet lige på ansigtet, siger han.

Den følelse kender du måske fra et pasbillede, hvor billedet er taget lige på.

Det sidste råd er, at man finder sin ‘gode side’.

- Når jeg tager portrætter, studerer jeg personens gode side. Nogle har eksempelvis forskellig størrelse øjne, og her vil jeg gerne have det mindste øje tættest mod kameraet, så det ser større ud og dermed udligner forskellen, siger han og fortsætter:

- Det kan også være, at den ene side af dit ansigt har lidt mere uren hud, et ar eller en lidt mere markant pose under øjet. Så kan man i stedet rette den anden side af ansigtet mere mod kameraet.

3

Få styr på lyset

(© DR)

Ifølge Adam Bindslev behøver du ikke ‘ring-lights’, som du måske kender fra influencers, for at få godt lys på dine billeder.

Du skal bare bruge et vindue og naturligt lys.

- Lyset fra vinduet kan du bruge på forskellige måder. Hvis lyset kommer fra siden og rammer ansigtet, kan det give en karakterfuld belysning. Det giver bløde skygger og lidt dybde. Det er et lys, nogle mænd foretrækker, fordi det giver lidt karakter i ansigtet, siger han.

Hvis du derimod holder din telefon op mod vinduet, bruger selfie-kameraet og vender ansigtet mod vinduet, kan du udjævne linjer i din hud.

Her får du alt lyset direkte ind i ansigtet.

- Hvis du vil oppe dit game, skal du tage et hvidt stykke papir, helst i A3. Hold det under ansigtet, så det reflekterer lys nedefra. Så kommer der ikke skygger nedefra, siger Adam Bindslev.

Hvis du derimod er udendørs, skal du passe på med at stille dig direkte i sollys.

- Det giver hårde skygger under næse og øjne, og det fremhæver hver en rynke. Udenfor skal du stille dig i skyggen, hvis solen virkelig skinner. Selvom her er lidt mørkere, kan kameraet godt kompensere for det - og ellers kan du selv hjælpe til med eksponeringen og fokus, siger han.

Han anbefaler især, at du tager billeder, når solen er på vej op eller ned. Her er lyset blødere end midt på dagen.

4

Zoom er forbudt

(© DR)

Når du tager billedet med din smartphone, er zoom et no go.

Din smartphone laver et digitalt zoom, hvor du beskærer billedet for at komme tættere på. Men det koster pixels.

Din smartphone har et vist antal megapixels. Én megapixel betyder, at der er én million pixels tilgængelige i dit kamera. Dit billede er sammensat af disse millioner pixels.

En tommelfingerregel er jo flere pixels, desto bedre billede.

Når du zoomer med kameraet i din smartphone, gør det billedet mere grynet, fordi der er færre pixels tilgængelige.

- Din smartphone laver ikke et rigtigt zoom. Hvis du gør det med et ‘rigtigt’ kamera, er det med optisk zoom, hvor du ændrer billedet, men det sker ikke med kameraet i en smartphone, siger Adam Bindslev og fortsætter:

- Nogle smartphone-kameraer har ikke mange pixels i forvejen. Hvis du har 12 megapixels, men zoomer fire gange så meget ind, har du nu kun tre megapixels tilbage. Det gør billedet grynet.

FacebookTwitter