Skibsvrag har inspireret vin-trend: Flaskerne lagres på bunden af havet

Forholdene i havet er tæt på perfekte til at lagre vin, siger ekspert.

Sådan ser en undersøisk vinkælder ud. Vinene her tilhører den spanske undervands-vinproducent, Crusoe Treasure. (Foto: Handout)

Påskefrokosterne er formentlig i fuld gang, og på bordet står der måske en flaske vin eller to ved siden af snapsen og den trofaste påskebryg.

Det er en meget fintfølende proces at lave en god flaske vin, og når det lykkes, er de fleste af os villige til at få både hovedpine og blå tænder af at nyde et glas.

Det kræver den gode drue, masser af solskin og den helt rigtige mængde regn.

Bare for at nævne nogle stykker.

Derfor udvikler vinproducenterne hele tiden nye måder at få smag og fylde i deres vine på.

En af de nyere metoder er at sænke vinflasker ned i havets dyb, når de skal lagre.

Det kræver lidt ekstra at se til sin vinkælder, når den befinder sig i havet. Men for nogle vinproducenter virker resultatet til at være besværet værd. (Foto: Handout)

På den måde kan man skabe noget unikt, fortæller René Langdahl, som er vinekspert og selv har stiftet bekendtskab med undervands-vin.

- Det ændrer på aldringsprocessen, når vinen lagres på bunden af havet. For nogle vine kan det give en anderledes smagsoplevelse, fordi de kan trække gennem længere tid uden at blive færdige. Samtidigt giver det vinen en historie og et liv, som får den til at skille sig ud fra mængden, siger han

Der er særligt én type producent, som gør brug af bølgen blå, når deres vine skal lagres.

Nemlig dem, som laver bæredygtige naturvine, siger René Langdahl.

- Det er en måde at opnå gode forhold for lagring, uden at skulle bruge en masse elektricitet på at styre for eksempel temperaturen. Det passer rigtig godt til deres filosofi og image, fortæller han.

Havet giver tæt på perfekte forhold

Lagring af vin er en meget vigtig del af at tilføre vinen smag og karakter.

Derfor er det essentielt, at forholdene er optimale, når vinflaskerne skal hygge sig, indtil indholdet af flaskerne ender i glasset.

To faktorer er her særligt vigtige: Mængden af lys og temperaturen.

Her leverer havet nogle forhold, som er tæt på perfekte, fortæller René Langdahl.

- Det er alfa og omega, at temperaturen hele tiden er den samme, når vin skal lagre. Hvis temperaturen svinger, får det vinen til at oxidere, fordi korkproppen udvider sig og lukker ilt ind i flasken. Det får processen med at aldre til at gå for hurtigt, og det giver ofte et dårligt resultat.

Flasker kan stå på havets bund uden at vinen går til grunde, fordi temperatur og mangel på lys giver ideelle forhold for langsom lagring. (Foto: Alex Dawson)

Beholderne med vin befinder sig ofte på 30-40 meters dybde, hvor sollys er en yderst falmet gæst.

Det er en fordel for vinen, fordi lyspåvirkning også er med til at få vinen til at oxidere.

Hav-lagring giver producenterne et naturligt miljø, hvor forholdene giver mulighed for langsomt at lade vinen få sin karakter og smag.

For vin med bobler i virker trykket nede i det dybe hav også til at have en positiv effekt, siger René Langdahl.

- Champagne og andre mousserende vine indeholder seks bars tryk på grund af kuldioxiden, som skaber de karakteristiske bobler. Når en mousserende vin aldres, mister den langsomt trykket og bliver mere flad. Fordi trykket på havbunden er så højt, påvirker det tilsyneladende flaskerne, så indholdet kan være lagret i længere tid uden at blive fladt.

Dykkere har flere gange fundet gamle flasker med vin i skibsvrag. I nogle tilfælde har vinen være drikkelig - og faktisk også velsmagende. Det vides ikke, om der har været vin ombord på skibet på billedet. (Foto: WOJCIECH P.)

Metoden stammer fra gamle skibsvrag

Når vinproducenter sænker flaskerne ned i havet for at ældes, er det ikke noget tilfælde.

Inspirationen til at lave ’dybhavs-vin’ stammer fra gamle skibsvrag, hvor dykkere ved flere lejligheder har fundet alt fra vin til champagne i lasten.

Intakte og velsmagende vel at mærke.

Efter mere end 100 år på havets bund har flaskernes indhold på forunderlig vis overlevet.

Det har skabt en stor interesse for de ’historiske’ dybhavs-vine, fortæller René Langdahl.

- Der har været en del hype forbundet med vinene fra de gamle skibsvrag. Folk har været meget ivrige efter at smage en så gammel champagne, og jeg troede faktisk selv, at jeg havde smagt én af dem. Det viste sig dog at være en fup-version, siger han.

Interessen har ført til, at vinproducenter i flere forskellige lande har kastet sig over at lagre deres vine i havet.

Det første firma til at producere undervands-vin var spanske Crusoe Treasure, som startede deres eksperimenter allerede for otte år siden. En af deres flasker fra havet koster mellem 400-700 kroner.

Østersøen er en god ’vinkælder’

Normalt er bobler i havet ikke noget, vi skænker en tanke.

Men når det drejer sig om de mousserende af slagsen fra Champagne-distriktet, er det pludselig en anden snak.

I 2010 fandt en gruppe dykkere et skibsvrag i den nordlige Østersø.

Sådan så nogle af vinflaskerne ud, da de blev fundet i vraget i 2010. (Foto: Alex Dawson)

Ombord på det sunkne skib var adskillige flasker champagne fra producenten Veuve Clicquot.

Nogle af champagneflaskerne blev solgt på auktion til samlere, mens andre blev åbnet og smagt for at finde ud af, hvad så lang tid under vand havde betydet for indholdet.

Det viste sig, at champagnen smagte godt – og ganske anderledes – efter at have ligget i skibsvraget.

Derfor er Østersøen blevet en populær ’vinkælder’, fortæller René Langdahl.

- Østersøen er et af de steder, hvor forskellige producenter sænker deres vine ned på havbunden for at lagre. Der er konstante temperaturer, og det giver også noget til fortællingen, at nogle af de mest velkendte skibsvrag med gammel vin ombord er fundet i det farvand, siger han.

Et af de firmaer, som har sænket deres produkter ned i Østersøen, er netop Veuve Clicquot, som prøver at genskabe succesen med deres 100 år gamle flasker champagne fra skibsvraget.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk