Skjult kamera gør nye smartphones til én stor skærm

Flere kinesiske smartphone-producenter fremviser telefonener som nærmest rammeløse. Kameraet skyder frem fra skjul når det skal i brug.

Kampen om at være det første firma, der kan præstere en telefon, hvor hele fronten er en stor skærm helt uden ramme, er gået ind i en ny fase.

Det kinesiske mobilfirma Oppo har netop præsenteret en ny Android-telefon med navnet Find X, hvor 93,8 procent af fronten er skærm. Med andre ord, er der stort set ingen kanter tilbage rundt om den aktive brugerflade.

Udover at det giver telefonen et rent look, så gør den mindre spildplads til rammen det nemmere at betjene telefoner med store skærme, ligesom de også passer bedre i en bukselomme.

Kameraet skyder op på 0,5

Det seneste stykke tid har de fleste nye telefoner haft et såkaldt notch - en udskæring i toppen af skærmen, hvor selfiekameraet er placeret. Apples iPhone X var den første med det noget specielle design, men siden er mange andre telefoner fulgt efter.

Her ses iPhone X der blev berømt og berygtet for det såkaldte notch - den sorte udskæring, der huser kameraet. (© Apple)

Oppo har dog tænkt ud af boksen, for at fjerne udskæringen.

I stedet har de designet et kamera, der mekanisk skyder op fra telefonens indre, når man skal bruge det. Og det sker faktisk ganske hurtigt.

Når kameraet er skubbet op, så ser telefonen ret anderledes ud. (© Oppo)

Ifølge Oppos egne specifikationer sker det på 0,5 - altså et halvt sekund. Bedømt ud fra test i medier, der har haft mulighed for at afprøve telefonen, så stemmer det meget godt overens med virkeligeheden.

Kameraet på Find X bruges ligesom på iPhone X som oplåsnings-mekanisme ved at 3D-scanne brugerens ansigt. Når man swiper op fra bunden af telefonen, skyder kameraet op i samme bevægelse - og genkender den ansigtet, låser den op.

Skal man tage et billede eller en video, så skyder kameraet ligeledes op, når du aktiverer foto-appen.

Find X skulle komme til Danmark senere på året, men prisen er stadig ukendt.

Vivo har også pop-up kamera

Oppos nye flagskibstelefon kommer blot en uge efter en anden af de helt store kinesiske producenter, Vivo, lancerede et lignende koncept.

På Vivo Nex er det blot selfiekameraet der dukker frem, mens det på Oppo-telefonen både er front og det bagudvendte kameramodul, der popper ud af telefonens krop.

Det er kun det lille selfie-kamera, der popper ud af Vivo Nex. (© Vivo)

Vivos Nex-telefon må dog se sig overhalet af Oppo på den såkaldte skærm-til-krop ratio, som fortæller, hvor stor en del af fronten der reelt set er skærm.

Nex kan “kun” præstere 91,24 procent, som er 2,5 procent mindre end Oppo. Dog er det stadig et godt stykke over iPhone X, hvis skærm udgør 82.9 procent af telefonens front.

Mens Oppo ligesom iPhone X har droppet fingeraftrykslæseren, så gør Vivo-telefonen iøvrigt brug af en anden ny teknologi. Den har nemlig fingeraftryksscanneren indbygget inde i skærmen, så den ikke er synlig.

Fremtiden eller teknologi fra en svunden tid?

Ser man en video af Oppos pop-up kamera, ser det både imponerende og en smule futuristisk ud. Mere tvivlsomt er det, om der er nogen fremtid i kameraer, der skyder ud af telefonen. En mekanisk løsning byder i hvert fald på flere åbenlyse problemer.

Først og fremmest er telefonen ikke vandtæt, og det er også nemt at forestille sig, at skidt og støv der kan trænge ind i mekanikken på sigt kan give telefonen problemer.

Helt lavpraktisk bliver det også mere end svært at finde et cover til en telefon, der skal have plads til at et kamera i telefonens fulde bredde, kan skyde ud af toppen.

Og hvis kameraet ikke er beskyttet, når det er fremme, er det naturligvis også mere sensibelt overfor stød, hvis man taber telefonen.

Desuden koster det på batteriet, når en motor konstant skal føre kameraet frem og tilbage.

Trenden går mod færre tekniske dele

I det her taget går kamera-løsningen imod en anden trend, som bl.a. Apple har været bannerfører for, hvor mekaniske knapper hastigt bliver sendt på pension.

Istedet bliver de erstattet af ikke-bevægelige dele - som fx fingeraftrykslæseren på nyere iPhones eller musepladen, der sidder på firmaets bærbare computere - der via et haptisk feedback, får det til at føles som om, man trykker på en knap.

HTC har for nyligt erstattet sideknapperne på deres nye U12-telefon med den samme teknologi.

Nogen gange giver det pote at gå mod trenden, og Oppo og Vivo er i hvert fald lykkedes med at lægge sig forrest i ræset om at udvikle telefonen, hvor hele fronten er 100 procent skærm.

Men kameraer, der popper ud af telefonen, ligner ikke den permanente løsning på det problem, de i virkeligheden søger at fikse.

Facebook
Twitter