Skjulte fordele: Fire skills du kan 'level up' med computerspil

Actionspil som CS:GO og Fortnite kan gøre dig bedre til at skifte mellem opgaver og give dig falkeblik.

Vi elsker at game. Hele 54 procent af 13-19 årige drenge spiller computer eller konsol hver dag, mens tallet er 38 procent for de 20-29 årige mænd.

Fortnite, CS:GO og Call of Duty er nogle af de mest populære actionspil på markedet.

Men hvad gør de her spil ved os? I perioder svømmer medierne over med historier om, at de gør os aggressive, ensomme eller deprimerede.

Om det faktisk passer, undersøges og diskuteres stadig på livet løs af forskere på området.

Og det er ikke til at vide, om de når et endeligt svar på, om gaming påvirker vores liv negativt.

Heldigvis er der også aspekter ved actionspil, som mange forskere mener, kan komme dig til gode, når du gamer løs.

Der er bare én ting, som er vigtig at huske: De har ikke det fulde billede af konsekvenser og fordele ved gaming endnu.

- Forskerne er stadig uenige omkring mange aspekter ved gaming. Gaming er svært at undersøge, da der skal tages mange forbehold, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er adjunkt på IT Universitetet, hvor han forsker i psykologiske effekter af computerspil.

Rune Kristian Lundedal Nielsen har dog kigget nærmere på forskningen og fundet fire områder, hvor forskere mener at kunne konkludere, at actionspil kan udvikle din evner.

1

Det vilde falkeblik

I et spil som CS:GO kan det være en fordel med et godt visuelt overblik, hvor du hurtigt kan reagere på små ændringer. Der er nemlig mange detaljer i spillets grafik, der kan gøre det sværere at spotte din modstander. (© Hidden Path Entertainment og Valve Coporation)

Når man gamer, er det ofte vigtigt med et godt overblik, når bomber, skud eller orker flyver rundt om ørene på din karakter.

- Der er resultater, der viser, at folk, der spiller computerspil simpelthen har trænet deres øjne til at være bedre til at opdage noget visuelt. De er bedre til at opdage og reagere hurtigt på små ændringer på skærmen, siger Rune Lundedal Nielsen.

I et forsøg er testpersoner, der ikke har gamet før, blevet 'trænet' i et actionspil. Det har givet resultater, der viser, at spillet Unreal Tournament kan hjælpe på dit falkeblik.

- Studiet viser, at med 10-30 timers træning med skydespillet bliver testpersonerne bedre til at lokalisere et mål blandt en masse distraherende faktorer i et stort synsfelt. Her har de målt både inden og efter ‘træningen’ med spillet, siger Rune Lundedal Nielsen.

Men igen er der uenighed om forskernes resultater på området, når det kommer til visuelt overblik.

- Det er et kontroversielt forskningsfelt. Der er uenighed, da man kan komme til forskellige resultater alt efter hvilke spil, man undersøger, siger han.

2

Fuld fart på multitasking

I Battlefield 4 er der især mange opgaver, som du skal veksle mellem. Du skal tale med dine holdkammerater, tjekke kort, skyde modstandere og styre en helikopter. (© EA Video Games)

Forsvarets Personalestyrelse fortalte i marts, at de rekrutterer mulige medarbejdere ud fra deres gamer-skills.

Her blev multitasking blandt andet nævnt som en veludviklet evne hos gamere, som Forsvaret er interesseret i.

Den evne viser forskningen også, at gaming kan forbedre.

I et forsøg fra 2012 kunne forskerne se, at personer, der ikke før havde spillet action-computerspil, blev signifikant bedre til dual tasking (udføre to opgaver samtidigt, red.) og task-shifting (gå fra en opgave til en anden, red.).

Resultaterne blev holdt op imod to andre grupper, der henholdsvis havde spillet et digitalt puslespil eller ikke spillet noget.

- Det digitale puslespil kan også kategoriseres som et computerspil, så man kan altså ikke konkludere, at alle computerspil forbedrer din evne til at skifte mellem opgaver. Men man kan se, at specifikke actionspil kan forbedre evnen i den her undersøgelse, siger Rune Lundedal Nielsen.

3

Great English skills

Skyrim er et spil, der indeholder meget tekst. Du kan nemlig finde masser af bøger i spillet, der kan hjælpe dig til at finde særligt gear eller forstå universet bedre. (© Bethesda Game Studios)

Hvis din kammerat gamer, mens du selv spiller fodbold, kan han få en fordel i forhold til sine engelskkundskaber.

Undersøgelser viser nemlig, at computerspil på engelsk kan hjælpe dig med at blive bedre til sproget.

- Det er en af de ting, som er bedst undersøgt. Der kan man simpelthen se, at gamerne bliver bedre til engelsk på grund af spillet, siger Rune Lundedal Nielsen.

Men det gælder altså ikke alle, der spiller computer, understreger han.

- Det vil kun være noget, man kan finde i lande som Danmark, Norge og Sverige, hvor man ikke oversætter computerspil. I lande som fx Tyskland og Frankrig, hvor man oversætter, vil man selvsagt ikke finde den effekt, siger han.

Det er altså ikke computerspillet alene, der har effekten.

4

Teamwork hele vejen til sejr

I Call of Duty kan man spille sammen i teams, og det kræver derfor samarbejde og god kommunikation, hvis man skal besejre fjenden. (© Activision)

Når dit guild skal til at angribe, er det vigtigt med samarbejde og god kommunikation, så alle udfører deres opgave. Og det kan gamere mærke, at de får af computerspil.

- Der er det, vi kalder 'anekdotisk bevis' for, at de elever, der træner e-sport, oplever, at de bliver bedre til at kommunikere og samarbejde på grund af gaming, siger Rune Lundedal Nielsen.

Mere end halvdelen af de 13-19-årige danske drenge spiller computer eller konsol hver eneste dag.

Han forklarer dog, at vi her skal huske, at det ikke nødvendigvis gælder for alle, blot fordi nogle føler det.

- Det er gamerne selv, der skal vurdere deres adfærd og evner. Det er ofte sådan, man bedriver forskningen indenfor gaming, siger Rune Lundedal Nielsen, og fortsætter:

- Det gør, at vi kan sige ‘ja, der er videnskabeligt belæg for, at det her har en positiv effekt’, men det er ikke den mest solide form for data.

Og han mener slet ikke, at det er action-spillet i sig selv, der giver bedre evner. Spillet giver bare rammerne.

Det er tværtimod menneskerne omkring dig, der kan forbedre dine evner.

- Du kan ikke sige, at du bliver bedre til at samarbejde eller kommunikere, alene fordi du spiller actionspil. Men hvis du har en træner eller en lærer, der har de nødvendige pædagogiske og didaktiske evner, kan det have den effekt, at du lærer at kommunikere bedre og samarbejde.

Han forklarer, at det kan du også ved andre sportsgrene, hvis træneren dyrker de aspekter ved sporten.

- Men det er ikke iboende i hverken gaming eller fx fodbold, at du bliver bedre til kommunikation eller samarbejde. Det handler mere om, hvem der for eksempel er træner, eller hvordan kulturen er på holdet, siger han.

Facebook
Twitter