Smartphone, spilkonsol eller tablet i julegave: "De her teknologier er ikke kun legetøj"

Træder dit barn ind i det digitale univers alene, kan det gå galt. Sæt dig ind i tingene og følg med, lyder rådet fra ekspert.

Hvert tredje barn på mellem 6 og 9 år går på nettet uden at være under opsyn. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion i 2017. (Foto: AndreyPopov © This content is subject to copyright.)

Ligger der en iPhone eller tablet til lille Smilla eller Noah under træet på mandag?

Det er der stor sandsynlighed for.

Danske forældre bruger i to ud af tre tilfælde juleaften eller fødselsdage som anledning, når deres børn skal have en tablet, konsol eller smartphone. Det viser en undersøgelse lavet af Nordea i samarbejde med TNS Gallup i 2016.

Den viser også, at godt 70 pct. af de otte-årige har deres egen tablet, ligesom 60 pct. af de ni-årige har deres egen smartphone.

- Vores tal havde nok været endnu højere, hvis vi havde lavet vores undersøgelse i dag, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea, til DR Viden.

Men hvordan klæder du dine børn bedst på til at træde ind i en verden af forbrugerfælder, challenges, tendenser og likes, når de knap har lært at læse?

- Det vigtigste er at forstå, at mange af de her forskellige teknologier ikke er legetøj, siger Katrine K. Pedersen, forfatter til bogen ‘De Digitalt Udsatte’ og ekspert i kommunikationsteknologi, til DR Viden.

- Og som forældre, skal man sørge for at forstå de her devices ud fra den teknologi, de bærer, og den teknologi, de er.

For børn og ikke for børn

På forsiden af Katrine K. Pedersens bog, står der ‘De Digitalt Indfødte’, men ordet ‘indfødte’ er streget over og erstattet af ‘udsatte’.

- Når vi kalder dem digitalt indfødte, så bilder vi os selv ind, at de har styr på det. Og så glemmer vi at forholde os til, hvilke digitale universer de bevæger sig i, og hvordan de påvirker dem, siger Katrine K. Pedersen.

- Jeg hører tit fra forældre og folkeskolelærere, der siger: “Er det ikke fantastisk? Jeg kan ikke finde ud af det her, men så kalder jeg bare på lille Ole, og så viser han mig lige hvordan og hvorledes”. Men det er jo ikke nødvendigvis sådan, det hænger sammen. For der er selvfølgelig ting, lille Ole ikke forstår, og som han har svært ved at orientere sig i uden en voksen.

Katrine K. Pedersen fremhæver en trend fra tidligere i år, hvor flere børn på de sociale medier Snapchat og WhatsApp samt på SMS fik tilsendt ubehagelige udfordringer

Udfordringerne kunne involvere selvskade eller skade på andre. Og hvis barnet nægtede, ville afsenderen - en ulækkert udseende dukke kaldet Momo - komme efter barnets familie.

Katrine K. Pedersen holdt i april en TED-talk om, hvordan vi er gået fra at være homo sapiens til at være phono sapiens. Til daglig er hun ansvarlig for undervisning og formidling på museet ARKEN . (© Pressefoto)

- Børn skal lære, hvad der er for børn, og hvad der ikke er. Men hvis de har indtrykket af, at det er dem, der ved bedst og har mest styr på teknologien, beder de måske ikke deres forældre om råd eller hjælp - selv om de oplever noget traumatiserende eller grænseoverskridende, siger Katrine K. Pedersen.

Dansetrin, udsmykning og ludomani

Én ting er uhyggelige kædebeskeder fra en gustent udseende japansk dukke, der også ville kunne sætte en skræk i livet på de fleste voksne mennesker.

En anden er dit barns pludselige indtræden i en verden af kroner og ører.

- I gamle dage havde man måske en pind eller et legetøjsvåben, man kunne rende rundt og lege krig med ude i skoven, siger Katrine K. Pedersen.

- I dag spiller børnene spil, hvor de træder ind i et univers, der er udviklet til, at de hele tiden skal få lyst til at blive der længere tid og bruge flere penge - præcis som var det et storcenter.

Børn er blevet en ny direkte målgruppe ifølge Katrine K. Pedersen, og det er virkelige penge, ikke fiktive mønter, der er på spil.

Når mor eller fars kreditkortoplysninger er gemt i maskinen, kan børnene købe eksempelvis nye baner, våben-udsmykning og sågar dansetrin, som er et yderst populært indkøb i Playstation-spillet Fortnite.

Playstation rådgiver på deres hjemmeside om, hvordan man sætter en forbrugsgrænse op for sit barn.

Men børnenes forbrug af virkelige penge i spil kan komme ud af kontrol. Jævnligt dukker historier frem om børn, der har brugt flere tusind kroner på såkaldte in-game-purchases uden forældrenes vidende.

Og DR har tidligere i år fortalt om børn, som gambler med indkøbte spilgenstande på nettet. I februar måtte Spilmyndigheden nedlægge forbud mod seks hjemmesider, som husede online gambling for børn.

- Det er virksomhederne, der danner rammerne for den her nye legekultur. Det er problematisk, fordi der er et meget ulige forhold mellem børnene og så de udbydere, der skaber de platforme, børnene agerer og leger på, siger Katrine K. Pedersen.

Opdragelsen skal følge tiden

Fik du for 15-20 år siden en Gameboy eller et TV til jul, fik du nok at vide, at for mange timers skærmkigning, ville give dig firkantede øjne.

Det ville heller ikke skade at komme ud at røre sig en gang i mellem, sagde dine forældre måske.

Men de "gamle" råd falmer en smule i dag, mener Katrine K. Pedersen.

- Jeg har også hørt den der med, at man kan få firkantede øjne. Men vi kan ikke give råd i en så traditionel forstand længere, nu hvor alt er koblet sammen i et digitalt univers, siger Katrine K. Pedersen.

- Der er andre ting på spil. Børnene er en del af større interessefælleskaber på mange platforme, når de spiller bestemte spil eller følger bestemte youtubere.

Og netop fordi der er andre ting på spil, bør du snarere sætte dig i barnets sted i stedet for at sætte regler op for barnet, mener Katrine K. Pedersen.

- I stedet for at sige: "Nu skal du altså ud at klatre i træer", så sæt dig ned og observer, hvordan dit barn spiller. Så kan I sammen udvikle nogle gode vaner for at modstå den her fantastiske, pangfarvede, pixelerede verden, siger hun.

Byg bro til dit barn

Trods en løftet pegefinger til forældre og folk med interesse for feltet i form af hendes bog, har Katrine K. Pedersen dog også håb fremtiden.

- Jeg er total tech-optimist og jeg elsker teknologi. Men i forhold til den nuværende digitale legekultur, og dét børneunivers der er tilgængeligt, så er der mange alvorlige problemer.

- Og lad for guds skyld være med at købe et device til dit barn, før du selv har sat dig ind i, hvad det er for et univers, børnene træder ind i, siger Katrine K. Pedersen.

Udover at du kan spare husstanden for uforudsete spiludgifter og spare dit barn for mareridt om en japansk dukke, er der også andre fordele ved at involvere sig i sit barns digitale liv, mener Katrine K. Pedersen.

- Er du interesseret og nysgerrig, bygger du en bro til senere hen i livet, hvor dit barn måske er så uheldig at opleve mobning eller noget andet ubehageligt. Har I opbygget et "digitalt" tillidsforhold, vil dit barn have nemmere ved at komme til dig for hjælp eller gode råd, siger Katrine K. Pedersen.

- Er du til stede i barnets digitale liv, behøver de her nye teknologier ikke være farlige, fantastisk dårlige eller fantastisk gode. Så er det bare en noget i vores liv, som vi forstår, og vi skal forholde os til - ligesom virkelighedens trafik med sine færdselsregler er det.