Sølvmedaljer til danske gymnasieelever i international fysik-olympiade

For anden gang vendte det danske hold hjem fra International Physics Olympiad med to sølvmedaljer.

Det danske hold. Fra venstre: Rasmus Brunch Nielsen, Oscar Emil Sommer, Kasper Schouborg Nielsen, Lasse Harboe Wollf og Robert Garbrecht Larsen

- Det er toppen af internationale gymnasieelever, der deltager i konkurrencen.

Det fortæller Michael Brix, der er gymnasielektor i fysik og medlem af Den Danske Fysikolympiades komite, om den store finale.

Den internationale konkurrence, der i Danmark kaldes Fysikolympiaden, blev i år afholdt i Lissabon.

Her vandt tre danske gymnasieelever den 28. juli én bronzemedalje og to sølvmedaljer.

Hele 400 gymnasieelever fra hele verden dystede i teoretiske og eksperimentelle opgaver indenfor fysikken. I år blev der blandt andet dystet i områder som gravitation fra sorte huller og behandling af kræftceller ved hjælp af nanofysik.

Danmark var tæt på guld

Hvert år sendes fem gymnasieelever fra hele landet afsted til finalen efter flere måneders forberedelse og udskillelsesproces.

I år var Rasmus Bruhn Nielsen, Oscar Emil Sommer, Kasper Schouborg Nielsen, Lasse Harboe Wolff og Robert Garbrecht Larsen repræsentanter for Danmark.

Og de fik hevet tre medaljer hjem.

Bronzemedaljen stod Rasmus Bruhn Nielsen for, mens Oscar Emil Sommer og Lasse Harboe Wolff snuppede sølvmedaljerne.

Det er anden gang, at Danmark vinder sølv, siden vi første gang deltog i 1995.

De første danske sølvmedaljer nogensinde blev vundet sidste år. Her var det også Oscar Emil Sommer og Lasse Harboe Wolff, der vandt dem.

18-årige Oscar Emil Sommer fra Rysensteen Gymnasium er dog lidt ærgerlig over, at det ikke var en guldmedalje, der skulle med hjem i år.

- Jeg var kun 1,5 ud af 50 point fra at vinde en guldmedalje, så det var bittersødt. Men jeg var stadig rigtig stolt, da jeg fik sølvmedaljen, fortæller han.

Vigtig sejr over Sverige

Oscar Emil Sommer forstår godt, hvis folk tror, at deltagere i en stor fysik-konkurrence ikke fungerer socialt, fordi de kun tænker på fysik. Men det er ikke tilfældet.

- Der var et socialt fællesskab, hvor alle ville hinanden det bedste. Inden vi fik resultaterne, gav vi hinanden kram og heppede på hinanden på tværs af landene, siger han.

Oscar Emil Sommer forklarer, at det dog er vigtigt, hvilke lande man slår i konkurrencen. Det er særligt fedt at slå svenskerne, fordi der er en venskabelig konkurrence mellem de mindre europæiske lande.

- Det var også vigtigt, at vi slog englænderne, for jeg skal studere i England efter sommerferien, griner han.

Efter sommerferien skal Oscar Emil Sommer studere naturvidenskab med fokus på fysik på Cambridge University.

Facebook
Twitter