Spotify får kamp til stregen: YouTube Music er nu i Danmark - med en særlig trumf i ærmet

De fleste musikstreaming-tjenester kan stort set det samme. Men nu kan du slippe for alle reklamer på YouTube, hvis du abonnerer på firmaets nye musikservice.

YouTube er ikke længere bare en videotjeneste. Nu tager firmaet kampen op mod Spotify og Apple Music om de betalende musikkunder. (Foto: Nicolai Franck © dr)

YouTube er med afstand verdens største musikstreaming-tjeneste. Selvom det er en videoplatform, så bliver der faktisk lyttet til mere musik på YouTube, end der gør på Spotify, Apple Music, Deezer, og hvad alle de dedikerede musiktjenester hedder… tilsammen.

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at det Google-ejede videofirma nu satser på at blive en ‘rigtig’ musiktjeneste, som kunderne betaler for, i stil med de førnævnte konkurrenter.

Nu er turen kommet til Danmark, hvor firmaet i dag lancerer tre forskellige pakker: YouTube Music, YouTube Music Premium og YouTube Premium.

Ja, navnene lyder helt utrolig ens og er da også nemme at forveksle med hinanden.

Slip for reklamer på YouTube - og få musik med gratis

Mens de to første (YouTube Music og YouTube Music Premium) i høj grad minder om de musikstreaming-tjenester, som mange danskere allerede abonnerer på, så er YouTube Premium sit helt eget produkt.

For første gang bliver det nemlig muligt for danskerne, at slippe for ALLE reklamer på YouTube. Det koster 119 kroner om måneden, men giver samtidig adgang til den reklamefri udgave af YouTube Music, som i grove træk er det samme som Spotify og Apple Music - altså en musikstreamingtjeneste med adgang til 30-40 millioner sange.

Som rosinen i pølseenden giver abonnementet adgang til de såkaldte ‘YouTube Originals’, som er YouTubes bud på originalt produceret videoindhold - det som især Netflix har bygget sig store og fede på.

YouTube Premium er altså lidt en tre-i-ener: En musikstreaming-tjeneste i stil med Spotify (som koster 99 kroner) og for 20 kroner ekstra om måneden, smider de så en reklamefri udgave af YouTube og noget originalt videoindhold oven i.

Kun for børn over 13 år

Ligesom hos konkurrenterne findes YouTube Premium også i en familiepakke, hvor op til seks personer i den samme husstand kan have hver deres konto.

Der er dog bare den lille hage ved det, at det kræver, at børnene har deres egen Google-konto, og sådan en må man først oprette, når man er 13 år. Hvis man er et meget retskaffent menneske, kan man altså ikke lade børn under 13 år bruge YouTubes nye musik- eller videotjeneste.

Dog kunne man nemt forestille sig, at mange forældre vil være i et dilemma, hvor de enten lader børnene se YouTube, mens de er logget ind med de voksnes konto, eller opretter en konto til barnet og lyver om dets alder.

Familieabonnementet på YouTube Premium koster 179 kroner om måneden.

Svært at udkonkurrere Spotify og Apple på musik

Er du hamrende ligeglad med YouTube uden reklamer, men vil bare gerne betale for reklamefri musikstreaming, så forsøger YouTube at tage kampen op med Spotify og Apple Music med YouTube Music Premium.

Med andre ord er det en streamingtjeneste på fuldstændig samme vilkår med millioner af sange fra originale kilder. I tillæg har YouTubes nye musiktjeneste - ikke overraskende - særligt fokus på musikvideoer.

Det koster 99 kroner om måneden eller 149 for et familieabonnement - altså fuldstændig den samme pris samme som konkurrenternes tjenester. Derimod tilbyder YouTube ikke et musikabonnement til 49 kroner om måneden til studerende, som Spotify og Apple Music gør.

Om YouTube er bedre til at foreslå god musik til dig, om lydkvaliteten står distancen eller om brugerfladen kan vippe konkurrenterne ud af din telefon, er en anden sag.

Det kan du læse mere om her.

Gratis musik med reklamer - og vilde begræsninger

Men så var der jo også den trejde udgave, som blot hedder YouTube Music (de navne minder godt nok meget om hinanden...).

Den koster nul kroner men har til gengæld reklamer, ligesom man kender det fra gratisudgaven af Spotify og Deezer.

Men den gratis musik på YouTube Music kommer med et alvorligt og særdeles uattraktivt kompromis.

Hvis man skifter til en anden app, eller hvis ens mobil går på låseskærm, så stopper musikken med at spille. Din telefon skal altså ligge med tændt skærm og bruge masser af batteri, uden du kan bruge den til noget som helst andet, for at du kan høre musik.

Den dyre løsning er den mest attraktive

Kigger man på de tre nye tilbud, er det altså umiddelbart svært at få øje på, hvem der vil skifte til gratis- eller premiumudgaven af YouTube Music, hvis de allerede er godt tilfreds med Spotify eller Apples musiktjeneste.

Til gengæld vil YouTube Premium - altså den dyreste version til 119 kroner - formentlig være ganske attraktiv for de folk, som blot gerne vil have adgang til at streame en masse musik, og som bruger YouTube en del.

20 kroner ekstra kan sikre en reklamefri udgave af YouTube og måske også et par interessante nye serier i firmaets originale videoindhold. YouTube har altså her en trumf i ærmet, som kan blive ganske ubehagelig for konkurrenterne.

Serier produceret for YouTube er en del af YouTube Premium. (Foto: Skærmbillede © dr)

Der findes formentlig en del forældre, der ville betale 119 kroner alene for at slippe for, at deres børn skal sidde og pløje igennem den ene reklame efter den anden, når de er på YouTube.

Er du blandt dem, så er den eneste mulighed at tage musikstreamingen med i pakken, for der findes ikke et abonnement, der alene tilbyder reklamefrit og originalt YouTube-indhold.

Og har man først smidt 119 kroner for den frihed, så tager det nok ikke mange sekunder at afmelde sit nuværende 99-kroners musikabonnement.

Husk at Google bruger dine data

Som altid med Googles produkter - og YouTube er som nævnt ejet af Google - skal man huske, at ens historik bliver brugt til at målrette reklamer.

Så selvom du har betalt for at slippe for reklamer på YouTube og i YouTube Music-appen, risikerer du altså at møde en reklame for en Metallica-koncert, næste gang du søger på Google, hvis det er et band, du lytter til i musik-appen eller har set videoer med på YouTube.

Dog kan man manuelt slette sin historik inde i appens indstillinger.

Er du ikke kommet i gang med musikstreaming endnu - eller er du bare nysgerrig - så er den gode nyhed, at alle de forskellige tjenester tilbyder gratis prøveperioder på mellem en og tre måneder. Så det er altså nemt at prøve dem en af gangen, inden du vælger, hvilken der passer bedst til dig.

De tre nye YouTube-tjenester er tilgængelige fra i dag. YouTube og YouTube Music-apps til Android, iPhone og iPad kan hentes i Google og Apples App-butikker. På pc kører både YouTube og YouTube Music direkte i browseren.

Facebook
Twitter