Teknologi

Stephen Hawking mindes: Hans stemme sendes ud i rummet med beskeden om “fred og håb”

Den verdenskendte astrofysikers urne bliver nedsat mellem Newton og Darwin.

Stephen Hawking beskæftigede sig med rummet hele sit liv. Nu sendes hans egne ord ud mod det nærmeste sorte hul 3.500 lysår fra jorden, med en besked om fred og håb. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Den 14. marts i år blev verden en videnskabelig stjerne fattigere, da den verdensberømte astrofysiker Stephen Hawking gik bort 76 år gammel.

I dag bliver Hawking så mindet ved en mindehøjtidelighed i Westminster Abbey i London. Ceremonien vil blive overværet af 1.000 mennesker, hvor en stor del af gæsterne har fået adgang via en offentlig lodtrækning.

I forbindelse med ceremonien vil Hawkings karakteristiske computer-stemme blive transmitteret ud i rummet akkompagneret af musik fra komponisten Vangelis.

- Det er en besked om fred og håb, om sammenhold, og om vigtigheden af at vi lever i harmonisk fællesskab på denne planet, siger den afdøde fysikers datter Lucy Hakwing.

Hawkings ord vil blive sendt ud i rummet i retning af det nærmeste sorte hul omtrent 3.500 lysår fra Jorden, som bærer navnet 1A 0620-00. Det sker fra en af det europæiske rumagentur ESA's satellitter i Spanien.

Hawkings aske placeres mellem Newton og Darwin

Efter mindehøjtideligheden vil Stephen Hawkings aske blive nedsat mellem to andre af videnskabens helt store britiske stjerner Isaac Newton og Charles Darwin.

Westminster Abbey vil resten af dagen være åben for offentligheden, der får mulighed for at komme ind og vise den sidste respekt for den britiske stjernefysiker.

Levede med uhelbredelig sygdom

Stephen Hawking levede i langt de fleste år af sit liv med sygdommen ALS, som betød, at han i mange år var bundet til en kørestol.

Sygdommen betød også, at Hawking mistede stemmen. Store dele af sit liv talte han derfor med en meget karakteristisk computerstemme, som blev et stærkt kendetegn for fysikeren.

Det er netop denne stemme, som nu skal på sin sidste rejse ud i rummet.

Facebook
Twitter