Stjerneskuespiller delte familiebillede: Datteren sagde fra over for 5,3 millioner følgere

Gwyneth Paltrows datter har sat gang i debatten om deling af billeder af børn på sociale medier.

Billedet på Gwyneth Paltrows Instagram har i skrivende stund 161.181 synes godt om-tilkendegivelser (arkivfoto). (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

En simpel kommentar fra en datter har sat gang i en debat på sociale medier om en af tidens store spørgsmål.

Må forældre uhæmmet dele billeder af deres børn?

Et spørgsmål, der bliver mere og mere relevant, i takt med at generationer, der er vokset op med sociale medier, nu bliver så gamle, at de kan sige fra.

Det er den 14-årige Apple Martin, datter af skuespiller Gwyneth Paltrow og Coldplay-forsanger Chris Martin, der har startet debatten ved at sige fra på sin mors Instagram-profil.

Apple Martin ville nemlig ikke finde sig i at blive delt med morens 5,3 millioner følgere, skriver The Guardian.

Derfor kommenterede hun et billede på Instagram fra familiens skiferie, hvor mor og datter sidder sammen i en skilift.

- Mor, vi har talt om det her. Du må ikke poste noget uden mit samtykke, skrev hun i en kommentar, der senere er blevet slettet.

Gwyneth Paltrow svarede:

- Man kan ikke engang se dit ansigt!

Kommentaren satte gang i en livlig debat, hvor mange sympatiserede med datteren, mens andre kaldte hende respektløs.

- Bare fordi forældre har et juridisk ansvar for deres børn, betyder det ikke, at børn ikke har lov til at udtrykke deres frie vilje. Jeg kan ikke forestille mig noget mere påtrængende end at leve så tæt på offentligheden uden at kunne gøre noget ved det, skrev en Instagram-bruger på Gwyneth Paltrows profil.

En anden gav dog ikke meget for datterens opførsel.

- Wow en uforskammet pige. En ting, vi alle skal lære, er, at respektere vores forældre, skrev brugeren.

På sociale medier, før de bliver født

Ifølge Joanne Orlando, der forsker i teknologi og læring ved Western Sydney University i Australien, er det en debat, som vil komme til at fylde mere i fremtiden. Der er nemlig en hel generation af unge, der har fået hele deres liv dokumenteret af forældrene på sociale medier.

- For de her børn var deres ultralydscanning første gang, de ramte sociale medier, og så ellers fra den dag de blev født, siger Joanne Orlando.

- De har ingen kontrol over, hvad deres forældre lægger op. Så de vil forsøge at genvinde kontrollen, når de er i stand til det, siger hun til The Guardian.

Mange forældre spørger ikke om lov

Problemstillingen er også aktuel herhjemme, hvor forældre også i høj grad deler deres børn på sociale medier.

En Epinion-undersøgelse lavet for DR i 2017 viste, at 39 procent af forældre til børn mellem 11 og 18 aldrig eller sjældent spørger børn om lov, før de deler billeder af dem på sociale medier.

I andre europæiske lande kæmper børn og forældre med samme problemstilling.

I Frankrig, der har meget strenge love for privatlivet, har politiet været nødt til at advare forældre om dele billeder af deres børn. Det kan nemlig give op til et års fængsel eller en bøde på 335.000 kroner at gøre det uden samtykke.

Facebook
Twitter