Stonehenge har ikke altid ligget i England: Sten blev flyttet hundredvis af kilometer

Arkæologer har fundet spor efter stenene i Wales. 225 kilometer fra deres nuværende placering.

Stonehenge er muligvis bygget af genbrugssten. Ny forskning tyder på, at stenene har stået i en stencirkel i Wales, før de kom til England. Det drejer sig dog kun om de mindre sten. (Foto: © Toby Melville, Scanpix)

Verdens måske mest berømte stencirkel - Stonehenge - har i flere hundrede år forundret og forvirret arkæologer.

Monumentet, der stammer fra stenalderen og er omkring 5.000 år gammelt, er nemlig omgærdet af mystik. For hvordan kunne stenalderfolket stable de tonstunge sten? Hvor fik de stenene fra? Og hvad blev anlægget brugt til?

Nu er der kommet endnu et mysterie til.

Arkæologer har nemlig fundet tegn på, at Stonehenge oprindeligt lå flere hundrede kilometer væk i Wales og senere blev flyttet til dets nuværende placering i det sydlige England.

På en hede kaldet Waun Mawn har arkæologerne fundet en række huller, som stenene fra Stonehenge passer perfekt ned i.

Den cirkel, som hullerne danner, har desuden præcis samme mål som den i England.

Men det må have været et kæmpeprojekt at flytte de mange sten. Så hvordan kan det overhovedet være en mulighed?

Ifølge Claus Clausen, der forsker i stensætninger i Norden, giver opdagelsen god mening.

- Vi har historiske myter, der nævner, at stenene er blevet flyttet. Indtil nu har vi bare ikke tillagt dem den store sandhedsværdi, siger han og fortsætter:

- Så når de engelske arkæologer kan vise tegn på, at stenene har stået et andet sted, stemmer det godt overens med myterne.

Det var her på heden ved Waun Mawn i Wales, at forskerne fandt resterne af den stencirkel, der er blevet flyttet og genbrugt til Stonehenge. (© A. Stanford)

Ikke alle sten blev flyttet

Stonehenge består af en række sten i forskellige størrelser.

De mest kendte er de såkaldte ‘sarsen-sten’, som er de store kampesten, der har en vandret sten balancerende ovenpå sig.

Det er dog ikke de sten, der er blevet flyttet hele vejen fra Wales. De er nemlig først kommet til senere.

Mellem sarsen-stenene står en cirkel af mindre sten kaldet “bluestones”, der har en blålig farve.

Det er de sten, arkæologerne mener, er blevet flyttet, fordi et af hullerne i Wales og en af stenene passer perfekt sammen.

Selvom det ikke er de største sten, der måske er transporteret fra Wales, har det stadig været lidt af et ingeniørarbejde, fortæller Claus Clausen.

- Stenene vejer to til fem tons hver, så det har været sin sag at få dem flyttet. De har sandsynligvis gjort det ved at rulle dem på træstammer hen over land. Det har krævet mange mennesker, at gøre det. Og lang tid.

Her ses et hul efter en af de sten, der i dag står ved Stonehenge. Hullet er fundet i den vestlige del af Wales flere hundrede kilometer fra Stonehenge. Stenene har altså været på en lang rejse (© M. Parker Pearson)

Gammel myte fortæller om flytningen

Der er ikke fundet nogen skriftlige kilder fra det folk, der byggede Stonehenge. Derfor er der meget om monumentet, vi ikke ved i dag.

Der findes dog nogle senere kilder, der omtaler det, fortæller Claus Clausen.

I middelalderen begyndte engelske myter at omtale Stonehenge. Myterne nævner, at stenene blev flyttet.

- En af myterne går på, at troldmanden Merlin hjalp med at flytte Stonehenge fra Irland til England med sin magi, da kongen og hans soldater ikke selv kunne flytte det, siger Claus Clausen og fortsætter.

- Selvom det er en myte, kan der godt være et gran af sandhed deri. De fleste myter kommer af en eller anden begivenhed.

Det er Flemming Kaul, der er seniorforsker på Nationalmuseet, hvor han forsker i sten- og bronzealderen, enig i.

- Der kan godt være en konkret kerne i sagnet. Wales ligger jo på vejen til Irland. Måske er der i Merlin-myten en sidste erindring om, at stenene kom fra vest, siger han.

Stenene har måske været brugt flere steder

Det nye fund er ikke det eneste, der tyder på, at de såkaldte bluestones har været brugt flere steder, før de endte som en del af Stonehenge, fortæller Flemming Kaul.

- Nedenfor Stonehenge ved floden Avon har der også engang stået en lille stencirkel af bluestones. Den blev dog allerede pillet ned og flyttet i stenalderen, siger han og fortsætter:

- Måske var det de samme sten, der har haft en mellemstation her, inden de endte som en del af Stonehenge-anlægget.

Om der har været flere stop på vejen, hvor stenene har dannet andre monumenter, ved vi ikke. Men det er muligt, vurderer han.

- Stenene var lig med magt dengang. Havde du kontrol med monumenterne, havde du magten over området. Derfor handler stenenes flytning måske om at folkene fra området ved Stonehenge erobrede dele af Wales. For at cementere den erobring, flyttede de måske deres hellige sten.

Stonehenge vidner om et organiseret samfund

Stonehenge blev bygget i bondestenalderen. På det tidspunkt havde folk i England lært at dyrke jorden.

Samfundene voksede og små landsbyer var opstået.

- Byggeriet af Stonehenge viser kulminationen af den udvikling, der startede i England, da landbruget blev indført. I stedet for at jage slog folk sig ned ét sted, siger Flemming Kaul.

Det, at stenalderfolkene blev fastboere, gjorde, at nogle af dem kunne specialisere sig i andet end at skaffe mad. Nogle blev præster, andre håndværkere og nogle ledere.

- Samfundet blev mere hierarkisk. Hierarkiet muliggjorde, at ledelsen kunne prioritere ressourcerne og sætte gange i store byggerier. Stonehenge viser, at der boede mange mennesker i området og magten var koncentreret på det her tidspunkt, siger han.

Beregninger lavet af engelske forskere viser, at det har krævet mindst 10 millioner arbejdstimer at bygge Stonehenge.

- Når vi nu ser, at stenene måske kommer helt fra Wales, skal vi nok lægge 10 millioner arbejdstimer oveni i det. Det har altså været et enormt projekt.