Strømforsyning til Mars er dansk design

NASA’s nye Mars-mission, som lørdag blev sendt op fra Californien, er afhængig af en dyr dims fra Danmark. Men der er en reserve med.

  • Prototypen på den danske strømforsyning til Mars-missionen er blevet på Jorden. Men der er to af de rigtige ombord på rumskibet for en sikkerheds skyld. (Foto: Uffe Bregendahl)
  • Udstyret skal fungere trods stråling i rummet. Det får en simuleret forsmag på, hvad der venter, i laboratoriet i Herlev. (Foto: Uffe Bregendahl)
  • Udviklingschef Martin Persson: - Der er ikke plads til fejl. (Foto: Uffe Bregendahl)
1 / 3

En million dollars. Så meget har teknologivirksomheden IR HiRel med dansk udviklerafdeling i Herlev fået for at udvikle den elektronik, som skal forsyne ”Mars InSight Lander” missionen med strøm.

Strømforsyningen styrer hovedcomputeren, som styrer alt det andet. Så for en sikkerheds skyld er strømforsyningen med i to identiske versioner.

- Vores strømsystem er en vital del af landingsfartøjet. Hvis den ene fejler, skulle den anden gerne tage over. Men hvis de begge fejler, så mister man hele missionen. Så det er vitalt for missionen, at vores strømforsyning lever op til de forventninger, der er til den, siger direktør Jes Ballin fra IR HiRel.

Tjek, tjek, tjek

Afdelingen i Herlev har 30 ansatte og er en del af den tyske Infineon-koncern. Opgaven for NASA kom i hus via et samarbejde med den amerikanske rum- og luftfartsvirksomhed Lockheed Martin, og der er flere fælles ordrer og missioner på vej.

Hovedaktiviteten for HiRel er dog kommerciel rumfart. Medarbejderne har de seneste 20 år under forskellige navne og ejerskab været flittige leverandører til kommunikationssatellitter og andet udstyr til rummet. Virksomheden leverer fx hvert år 400-500 strømforsyninger til forskellige missioner.

Komponenterne i de specialdesignede strømforsyninger er lavet af materialer, som kan klare at komme ud i rummet. Men den største omkostning er tidskrævende udvikling og grundigt testarbejde.

Til gengæld garanterer udviklingschef Martin Persson, at strømforsyningerne er i en helt anden klasse end dem, der sidder i husholdningsapparater og ladere til mobiltelefoner og computere.

- Når du køber en mobiloplader eller en billig radio, så er det lynhurtigt skruet sammen. Men vi går ind og tester helt ned i detaljen på hver enkelt komponent for at sikre, at spænding og strøm gennem komponenten er korrekt og ikke overskrider, hvad de kan tåle, forklarer han.

Stråleangreb og træls temperatur

Desuden er udstyret designet til at overleve i rummet, hvor elektronikken både bliver bombarderet af kosmisk stråling og mere drilske enkeltstående ladede partikler.

- Man kan ikke skærme sig ud af det. Man bliver nødt til at designe kredsløbene, så de kan tolerere, at nogle af komponenterne opfører sig mærkeligt et ganske kort øjeblik, når de bliver ramt. Så vi er sikre på, at designet ikke falder fra hinanden, når det kommer ud i rummet, siger udviklingschefen.

Strålingen er et problem overalt i rummet. Men på missionen til Mars bliver elektronikken også udfordret af ekstreme temperatursvingninger. Derfor har prototyper på de danske strømforsyninger været i både fryseren og ovnen i laboratoriet for at se, hvordan de håndterer det.

Og de færdige versioner er nødt til at være perfekte.

- Vi sender ikke fejl ud af huset. Hvis der er fejl på et produkt, så fejlfinder vi og retter. Og så tester vi det igen. Der er ikke plads til fejl, siger Martin Persson.

Den første store test for strømforsyningerne på den nye Mars-mission kommer, når ”Mars Insight Lander” skal lande på den røde planet. Efter planen sker det den 26. november efter seks måneders rejse.

Facebook
Twitter