Succes for SpaceX: Amerikansk rumkapsel kobler sig til rumstation

Kapslen, der kun har en dukke om bord, er nået sikkert frem til rumstationen.

Se video af sammenkoblingen mellem 'Crew Dragon' og rumstationen ISS.

En ubemandet rumkapsel er søndag ved middagstid blevet koblet sammen med rumstationen ISS, oplyser den amerikanske rumfartsadministration Nasa.

Se sammenkoblingen ske, øverst i artiklen.

Rumkapslen "Crew Dragon", der blev opsendt af rumfartsselskabet SpaceX lørdag, vender efter planen tilbage til Jorden på fredag. Til den tid vil den have været forbundet med rumstationen i fem døgn.

Lørdagens opsendelse af 'Crew Dragon' fra Florida i videoen herunder:

Opsendelsen af SpaceX's "Crew Dragon" er en generalprøve for Nasa forud for opsendelsen af to astronauter senere på året.

- Denne mission har en helt afgørende betydning. Vi er på tærsklen til igen at sende amerikanske astronauter ud i rummet i amerikanske raketter fra amerikansk jord for første gang siden rumfærgeprogrammet blev indstillet i 2011, sagde administrator Jim Bridenstine fra Nasa.

Den private virksomhed SpaceX har tidligere sendt flere lastfartøjer til ISS. Men "Crew Dragon" er den første kapsel, der er bygget til at fragte mennesker - og den første, der selv har kunnet koble sig til ISS uden hjælp fra rumstationens robot-arm.

'Ripley' var om bord

Rumstationen er i kredsløb om Jorden i omkring 400 kilometers højde med en hastighed på 28.000 kilometer i timen. Det betyder, at den når omkring planeten på 90 minutter.

Om bord i rumkapslen var en dukke ved navn Ripley, opkaldt efter Sigourney Weavers karakter i filmen 'Alien'.

Testdukken er iført rumdragt og sidder ved et vindue. Der er påsat sensorer på dens hoved, hals og rygrad, da den bliver udsat for de kræfter, som et menneske udsættes for på en rumrejse.

SpaceX blev skabt i 2002 af Elon Musk, der er bedst kendt for at stå bag elbilfabrikanten Tesla.

USA pensionerede for otte år siden sin sidste rumfærge, og siden har Nasa været afhængig af russiske Sojuz-fartøjer for at få astronauter sendt op til rumstationen.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter