Svamp truer med at udrydde danskernes favoritfrugt

Vi er nærmest afhængige af bananer. Men i Danmark kan du stort set kun købe en enkelt sort. Og den er i fare for at blive udryddet.

Bananer er nummer et. Hos Coop har bananer i mange år været den bedst sælgende fødevare.

Japanske forskere har udviklet en ny banan, der hedder Mongee. Den er sødere end normale bananer, og du kan endda spise skrællen.

Planterne kan også vokse i områder, hvor der er helt ned til nul grader. Altså i et klima som det danske.

Men derfor kommer vi dog næppe til at se bananplantager i Danmark, der vil stå ved siden af bølgende marker med raps, byg og hvede.

- Der er et meget stort spring fra at udvikle noget i et laboratorie til, at det får indflydelse i den virkelige verden, siger Mogens Hovmøller, der er på professor på Institut for Agroøkologi, Entomologi og Plantepatologi, på Aarhus Universitet.

Hvert år bliver der solgt 320 millioner bananer i Danmark, anslår Coop.

Men der er hårdt brug for nye bananer i frugtskålen. 99 procent af de bananer, som vi køber i dag, er af en enkelt sort, der hedder Cavendish. Den dominerer totalt verdensmarkedet.

Visne bananer

Men problemet er, at lige præcis den sort er sårbar overfor en bestemt svamp. Risikoen er, at den breder sig, og bananplantager over hele kloden er i fare for at visne hen. Den globale produktion og forsyning af bananer er truet.

På mange måder er det producenternes egen skyld. De har satset hele butikken på at dyrke en enkelt sort.

Det har de gjort, fordi det er planter, som giver et højt udbytte og en stabil produktion. Samtidig har bananerne god holdbarhed og er nemme at transportere.

- Man dyrker den samme sort på store arealer, hvor sygdomme kan sprede sig uhindret, og det er det grundlæggende problem, siger Mogens Hovmøller.

Krise for kaffebønner

Det samme skete med kaffe i 1970erne, hvor krisen ramte Sydamerika.

- Man tog en klon og formerede og dyrkede intensivt, så man fik en fuldstændig identisk kaffeplante over det meste af Sydamerika, siger Mogens Hovmøller.

Planten blev ramt af en rustsvamp, som lagde hele produktionen ned i flere år og tvang kaffedyrkerne til at udvikle nye sorter.

Kartofler er en anden afgrøde, hvor den enkelte sort ofte bliver dyrket på store arealer i mange år.

I Asien og Mellemøsten har man også haft tilsvarende problemer med rust i hvede, hvor samme eller beslægtede sorter blev dyrket over meget store arealer. Og dermed steg risikoen for store sygdomsepidemier.

Store Mike dominerede verden

Det er problemer, som man langt hen ad vejen undgår i Danmark.

- I Skandinavien dyrker man typisk flere sorter af de samme afgrøder. Og de danske planteforædlere har været gode til at udvikle nye sorter, så der indenfor eksempelvis hvede er 15-20 forskellige sorter, som dominerer markedet hvert år, siger Mogens Hovmøller.

- Så hvis en enkelt sort går ned, så er der andre, som klarer sig, og dermed er det nemt for landmændene at skifte eller blande sorter, siger Mogens Hovmøller.

Det er heller ikke første gang, at bananen er truet. Indtil 1950erne dyrkede man også kun en enkelt art. Den blev kaldt 'Big Mike' men hed officielt Gros Michel, og den dominerede salget over hele kloden.

Gros Michel blev også nærmest udryddet af sygdom. Det havde enorme økonomiske konsekvenser for bønder og virksomheder, og det gav store problemer for salget i flere år, mens produktionen blev omlagt til Cavendish.

Bananer for milliarder

Denne gang er der ikke nogen åbenlys arvtager til Cavendish. Men japanerne er ikke de eneste, der forsker i nye banansorter eller forsøger at finde løsningen i klonede bananer eller gener.

For det globale marked for bananer er på cirka 80 milliarder kroner. Der er mange penge på spil. Så bananerne forsvinder ikke.

- Som man så med kaffen i Sydamerika, så giver det måske problemer i en årrække. Men der er et kæmpe marked for bananer, så man finder en løsning, siger Mogens Hovmøller.

Facebook
Twitter