Tankeeksperiment: Hackede biler lammer New Yorks trafik

Forskere har undersøgt, hvad der sker, hvis dele af New Yorks massive biltrafik pludselig blev hacket og stoppet.

New Yorks travle trafik ville formentlig gå helt i stå, hvis bare hver tiende bil blev tvunget til at holde stille. (Foto: Justin lane © Scanpix)

En hidsig cocktail af gule taxaer og travle privatbiler krydret med lyden fra politibiler og ambulancer i udrykning.

New Yorks enorme myldretidstrafik er ikke for børn og kan nok bedst beskrives som en maskine, der måske ikke altid kører helt smurt, men stadig bevæger sig effektivt og taktfast.

Hvad skal der så til for at standse den trængte trafik i USA's folkerigeste by? Ja, hvad sker der, hvis ondsindede hackere en dag tager kontrollen over et bestemt antal af bilerne på vejene?

Det er spørgsmål, som fysikere fra Georgia Tech har stillet sig selv.

I tankeeksperimentet har forskerne bygget en model, der kan simulere, hvordan det ville påvirke den samlede trafik på Manhattan i New York, hvis en bestemt procentdel af bilerne blev hacket og beordret til at holde stille.

Det er situationer som denne, hvor hackede biler blokerer vejen, som forskernes model udregner hyppigheden af. (© Skanda Vivek / Georgia Tech)

Det fortæller Skanda Vivek, der er en af forskerne bag tankeeksperimentet til videnskabsmagasinet ”Så vidt vi ved” på P1.

- Vi har antaget, at bilerne er blevet stoppet, fordi det er den simpleste antagelse. Men det er også meget magtfuldt. Man kan forestille sig en række forskellige scenarier, som for eksempel at bilerne får forkerte informationer, så de kører ind i andre biler og skaber en masse ulykker, siger han.

- Men generelt handler alle scenarier om, at bilerne blokerer vejene, og det er det, vi byggede vores model omkring.

Hver tiende bil kan lamme trafikken

Modellen i tankeeksperimentet medregner ting som antal vejbaner, vejlængder og hvilken afstand der generelt er mellem bilerne.

Det bruger den til at udregne en sandsynlighed for, hvor ofte og på hvilke veje to eller flere hackede biler ville holde ved siden af hinanden og blokere vejen helt.

Og når forskerne trækker den ned over trafikken på Manhatten, lyder resultatet, at omkring 10 procent af bilerne skal hackes og standses for helt at afbryde trafikken på Manhattan.

Dermed deles byen op, så for eksempel udrykningskøretøjer ikke kan komme fra den ene til den anden ende af byen.

- Ved 10 procent hackede biler kommer du ingen vegne. Men med helt ned til én procent hackede biler, kunne vi forstyrre trafikken, så din tur gennem byen måske ville tage dobbelt så lang tid. Det er overraskende, siger Skanda Vivek.

Forskerne peger også på, at de 10 procent er et vigtigt tal, fordi de fire største bilproducenter i New York hver især sidder på lidt over 10 procent af trafikken. Det skal altså 'bare' lykkes en hacker at få adgang til bilerne fra én af de fire bilproducenter for at lukke trafikken helt ned.

Jo flere biler, der bliver hacket, jo flere af Manhattans veje bliver blokeret. Her er hvide veje de tilgængelige, men de forsvinder, som andelen af hackede biler stiger. GIF: Ingeborg Munk Toft (© Skanda Vivek / Georgia Tech)

Resultatet kommer dog ikke bag på den danske trafikforsker Niels Agerholm fra Aalborg Universitet. Han mener, at 10 procent lyder som et ret stort tal, hvis vi overfører det til trafikken herhjemme.

- Jeg tror, at tallet er betydeligt lavere. I Aalborg skal der bare være én eller to biler, der holder stille i Limfjordtunellen og så vente på myldretiden. Så står det hele stille, og det tager timer, inden vi er kommet af med trængslen, siger han.

Hackere tog rattet i et forsøg

Vores biler bliver smartere og klogere, og det skyldes især, at mange nye biler kobles på internettet.

Det lader bilerne kommunikere med omverdenen og holder dem opdateret med det nyeste software. Men det bærer altså også skylden for, at bilerne overhovedet kan hackes.

Ifølge forskerne vil alt, der kan hackes også på et tidspunkt blive det. Og derfor mener de, at en situation, som tankeeksperimentet fremlægger, også vil kunne ske i virkeligheden.

Idéen til tankeeksperimentet er altså ikke grebet ud af den blå luft. Faktisk kom inspirationen fra et forsøg og en artikel, som teknologimediet Wired bragte i 2015.

Her viste to hackere, hvordan de kunne overtage en moderne, internetopkoblet Jeep ved at udnytte en enkel svaghed i den computer, der forbinder bilen til nettet.

Efter at have fundet hullet i muren, kunne de trådløst tage kontrollen med både styretøj, vinduesviskere og ventilationsanlæg - uden chaufføren bag rattet kunne gøre en dyt ved det.

- Det var meget skræmmende, og vi tænkte, at der også var denne større kollektive risiko. Hvad sker der, når mange biler bliver hacket, fortæller Skanda Vivek.

Sikkert internet er vejen frem

Det er dog ikke en udpræget teknologiskepsis, der har fyldt i Skanda Viveks hoved, når han har været med til at udvikle modellen.

Men ifølge ham er vi for gode til at få nye teknologier ud i virkeligheden, og så se hvad der sker derfra.

I stedet vil han og forskerne bag det her tankeeksperiment bidrage til, at vi kan finde problemerne på forkant.

- Vi håber, at man kan bruge vores tal til at arbejde for mere sikre internetforbundne biler. De har en masse fordele, og de er fremtiden. Men jeg mener, det er vigtig at være opmærksom på, at der er nogle skjulte farer, som vi bør tale om, siger han.

Ifølge trafikforsker Niels Agerholm fra Aalborg Universitet kommer vi nok til at skulle løse problemerne med de internetforbundne biler hen ad vejen.

Han tror nemlig, at risikoen for hacking er en konsekvens, som vi er villige til at tage.

- Hvis vi ser historisk på det, havde vi enormt mange trafikdræbte, da bilerne første gang kom på vejene. Det accepterede vi. Og det tror jeg, vi kommer til at gøre igen, siger han.

Facebook
Twitter