Teknologien gi'r vinger: Nu kan du blive en menneskelig helikopter eller en superhelt

Der findes allerede flere gadgets, som giver dig muligheden for at suse gennem luften uden at sidde i en flyvemaskine.

Flere opfindere har forsøgt at gøre superhelte og James Bond kunsten efter med jetpack-teknologi. Flere er lykkedes - og i denne artikel får du en række eksempler på de gadgets, som kan give dig muligheden for at flyve. Hvis du altså har penge nok. (Foto: Andy Weekes/Shutterstock)

Der findes mange ting, som det kunne være sejt, at vi mennesker kunne.

Men der er ikke ret meget, som ville være sejere, end hvis vi kunne flyve.

Vinden, som suser mod kinderne, mens du helt af dig selv skærer gennem luften.

James Bond og superheltene på det store lærred har i lang tid haft patent på oplevelsen.

Det har de ikke mere.

Hvis du læser med herunder, bliver du introduceret til fire gadgets, som allerede eksisterer i virkeligheden – og som kan få dig til at flyve.

1

1: Virkelighedens Ironman

(Foto: MD © NEWSPIX INTERNATIONAL)

Marvel-helten Ironman er kendt for mere end sit store ego og ubehøvlede kommentarer.

Han ejer nemlig gadgets, som kan gøre selv Batman misundelig. Kronjuvelen er en højteknologisk rustning, som giver superhelten mulighed for at flyve og slå ualmideligt hårdt.

Den engelske familiefar Richard Browning er også lykkedes med at konstruere sin egen Ironman-dragt i virkeligheden. Dog uden våben og helt så meget rustning.

Med jetmotorer på armene er flyveoplevelsen nok det tætteste, du kommer på at flyve som en superhelt, fortæller Steen Garbers Enevoldsen, som er civilingeniør og teknologinørd.

- Det er uden tvivl den type jetpack, som giver dig den mest autentiske oplevelse af at flyve frit som en fugl. Det er hundrede procent dig, som styrer farten og retning – men det er også med til at gøre det svært at bruge den. Det kræver sindssygt meget styrke og kontrol at flyve på den måde.Man skal nok øve sig en del, siger han.

Dragten er drevet af brændstoffet kerosin, som man også bruger i flymotorer, og er indtil videre den hurtigste jetpack af sin slags med en topfart på 136 kilometer i timen.

Du kan godt få fingrene i en vaskeægte Ironman-dragt. Men det kræver, at du ikke har plyndret sparegrisen i et godt stykke tid.

I det britiske stormagasin Selfridges i London kan dragten købes for godt og vel 2,8 millioner kroner.

2

2: Den klassiske jetpack

(Foto: Jam Press/JetPack Aviation / Spl © www.SplashNews.com 2021)

Allerede tilbage i 1960’erne fløj James Bond med en jetpack i filmen Thunderball.

Teknologien var allerede på plads dengang, men er de seneste 10 år blevet forfinet og optimeret kraftigt af den australske pilot David Mayman.

Old-school jetpacken fungerer på den måde, at du har spændt to jetmotorer – eller thrusters – på ryggen som en rygsæk.

Rygsækken er forbundet til to joystick-lignende gashåndtag, som du holder fast i og styrer farten med.

Den mere klassiske tilgang til jetpacken var i starten et militærprojekt. Med tiden er den dog mere blevet møntet på private forbrugere, fortæller Steen Garbers.

- Udviklingen i jetmotor-teknologien har gjort det langt mere tilgængeligt. I dag kan du selv købe en lille jetmotor for 30-40 tusinde kroner. Men det er værd at understrege, at vi stadigvæk snakker omkostninger på flere hundredtusinder kroner. Det er altså et virkelig snævert marked, siger han.

Med David Maymans jetpack kan piloten flyve i op til 12 minutter, og i den model med allermest motorkraft kan man nå op over 320 kilometer i timen.

Den eneste måde, man kan få lov til at købe sig en James Bond-gadget, er ved at købe den direkte af David Mayman.

Købsprisen er ikke offentliggjort, men for cirka 32.000 kroner kan du få en prøvetur med kyndig vejledning fra opfinderen selv.

3

3: Bliv en menneskelig helikopter

En af de tidligste 'helihopter-packs' hedder Martin-jetpack. Det er den, du kan se på billedet, men i dag findes der flere forskellige modeller, hvor nogle flyver på strøm i stedet for flybrændstof. (Wikimedia Commons)

En tredje måde, du kan komme til at flyve på, er ved at forvandle dig til en menneskelig helikopter.

Med to store propeller – såkaldte ducted fans - på skuldrene, kan du tage på himmelflugt som en blanding mellem en krigshelikopter og en el-bil.

Flere producenter arbejder nemlig med batteridrevne modeller, som fjerner en stor del af støjen, der ellers kendetegner jetmotorer på andre jetpacks.

Den elektriske motorkraft har nogle klare fordele, da den forurener og larmer langt mindre end de brændstofslugende konkurrenter.

Men den har også nogle svage sider, fortæller Steen Garbers.

- Selvom der findes batterier, som kan give dig den nødvendige effekt til at flyve i kortere perioder, kræver det så meget strøm, at du næsten skal have en Tesla spændt fast på ryggen. Det er stadigvæk billigere end flybrændstof, men det er langt fra holdbart endnu, siger han.

Prisen på en helikopter-appendiks er indtil videre ukendt.

4

4: En flyvende segway

Den franske opfinder Franky Zapata står her på sin flyvende super-segway. Midt i luften. Flyboardet, som det hedder, findes også i en vand-version, hvor opdriften kommer fra to kraftige vandslanger. (Foto: YVES HERMAN)

Det startede som en højtryksspuler på steroider.

Den franske opfinder Franky Zapata har i mange år været kendt for sit vanddrevne flyboard, som ligner en krydsning mellem en segway og et surfbræt.

Adrenalinjunkier har verden over kunnet prøve kræfter med det flyvende vandtæppe, som holdes svævende af to kraftfulde vandstråler. En model, du måske har set – eller endda prøvet.

Sidenhen har Franky Zapata dog udviklet en motoriseret version, hvor vand er erstattet med brændstof.

Metoden er den samme, hvor du står på flyboardet og styrer både hastighed og bevægelser med et joystick.

Det kan meget vel være den letteste – og frem for alt sikreste – måde at flyve på, fortæller Steen Garbers.

- Flyboardet har for længst bevist sit potentiale med den store popularitet, som den vanddrevne version har. Du får foræret en masse balance af selve brættet, og du kan relativt let justere fart og retning, siger han.

Vand-udgaven af flyboardet koster omkring 45.000 kroner. Prisen på jet-versionen er ukendt.

Men selvom flyboardet og dets jetpack-konkurrenter er kommet langt, er det en omgang meget dyrt legetøj, siger Steen Garbers.

- Det er i sidste ende en håbløst ineffektiv – og dyr – måde at flyve på. Det er lidt ligesom med en motorcykel og en bus, hvor motorcyklen selvfølgelig er sej og sjov, men den har ikke en chance for at være et bedre eller mere energieffektivt valg end bussen. Når det er sagt, er både motorcykler og jetpacks ualmindeligt seje, siger han.

Alt i alt er der generelt mange minusser i bogen, hvis man skal gøre op, om jetpack-teknologien nogensinde bliver til en mainstream transportform, mener Steen Garbers.

- Jeg tror ikke på, at det nogensinde bliver noget, vi alle sammen bare har. Jetpacks larmer og vil skabe store støjgener, det er alt for risikabelt sikkerhedsmæssigt, hvis en motor for eksempel skulle sætte ud – og så kan vi rent logistisk ikke have folk til at blæse rundt med 200 kilometer i timen inde i byerne, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk