Teknologisk koldkrig: Amerikansk Android-forbud kan skyde Huawei i sænk

Verdens tredjestørste smartphone-producent er havnet på USA's sorte liste og går nu en usikker fremtid i møde.

Den kinesiske teknologivirksomhed Huawei skal i fremtiden klare sig uden software importeret fra USA, Heriblandt Googles app-butik til smartphones. Virksomheden er nemlig røget på præsident Trumps sorte liste. (Foto: Wang Zhao © Scanpix)

Tidligere på mandagen kunne nyhedsbureauet Reuters fortælle, at den kinesiske teknologivirksomhed Huawei ikke længere må benytte sig af centrale dele af Googles Android-styresystem i sine telefoner.

Det er ret opsigtsvækkende, for Huawei er den næststørste producent af Android-telefoner i verden og sidder på i 17 procent af det globale marked for smartphones.

Men nu bliver Huawei altså ramt af en amerikansk bestemmelse, der forbyder amerikanske virksomheder at sælge teknologi til det kinesiske firma.

Trump sætter Huawei på sort liste

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har efter sigende placeret Huawei på den såkaldte “Entity”-liste. Det er en liste over udenlandske virksomheder, som amerikanske virksomheder ikke må sælge teknologi til.

Det betyder, at Huawei stadig godt må bruge de mest basale dele af Android-styresystemet i sine telefoner, da det er udviklet som såkaldt open source-software og ikke er underlagt de samme regler som andre produkter.

Men Googles app-butik, Google Play Butik, som de fleste nok regner for at være en naturlig del af en Android-telefon, bliver solgt separat igennem en samarbejdsaftale, som telefonproducenterne kan indgå med Google.

Det er her, Huawei kommer i klemme. For app-butikken bliver solgt som al anden software, og det er omfattet af eksport-forbuddet. Medmindre der gives en særtilladelse.

Uvis fremtid for verdens næststørste telefonproducent

Altså må de telefoner, Huawei producerer fra nu af, ikke have Googles app-butik installeret.

Det betyder, at Huawei går en uvis fremtid i møde. Der er ingen Android-telefoner, der indtil videre har opnået succes, uden at Googles app-butik er installeret.

Faktisk er der kun ganske få virksomheder på verdensplan, der overhovedet har forsøgt at lancere en Android-telefon uden Googles app-butik uden for Kina, som Huawei nu er tvunget til.

Blandt andet har handelsgiganten Amazon tidligere nægtet at gå med på kravene i en samarbejdsaftale for at få Googles app-butik på deres Amazon Fire-telefoner. Derfor måtte Amazon udvikle deres egen app-butik. Uden stor succes.

Situationen er dog ikke helt fremmed for Huawei. Google har nemlig ingen tilstedeværelse i Kina, og derfor findes Googles app-butik heller ikke på smartphones i Kina. Heller ikke dem, Huawei sælger.

I stedet er der en hel underskov af forskellige app-butikker, man kan købe sine apps igennem.

Men uden for Kina er det altså en anden sag. Her dominerer Googles egen app-butik landskabet så meget, at EU-kommissionen sidste år uddelte en bøde for misbrug af monopol.

Huawei har derfor heller ikke noget oplagt valg som alternativ leverandør af en app-butik til sine telefoner.

Tyder på, Huawei har været klar over truslen

Hvis man forestiller sig Huaweis smartphone-forretning som et spil klodsmajor, så er Googles app-butik en af de centrale brikker, der holder tårnet oppe.

Men noget tyder på, at Huawei også selv har kalkuleret med, at der var en risiko i at have så meget af forretningen hvilende på et amerikansk importeret produkt.

Teknologisitet The Verge skrev i marts, at Huawei siden 2012 har arbejdet på sin egen udgave af Android, som kan lanceres, hvis samarbejdet med Google skulle gå i vasken af den ene eller den anden årsag.

Huawei har ifølge nyhesmediet CNBC også arbejdet på at lave sit eget styresystem til bærbare computere.

Forbuddet mod at sælge software til kinesiske virksomheder vil da formentlig også komme til at gælde virksomheder som Microsoft, der laver Windows-styresystemet, som Huawei i dag bruger til sine bærbare computere.

Teknologisk kold krig?

Opgøret mellem den amerikanske stat og Huawei har ulmet siden februar 2018, hvor amerikanske efterretningstjenester advarede mod at bruge virksomhedens teknologi.

Kritikken lød dengang på, at Huawei kunne agere bagdør for overvågning fra den kinesiske regering. Huawei har lige siden sagens begyndelse stået fast på, at anklagerne ikke holdt vand.

Herhjemme har der været en lignende diskussion om Huawei, der oprindeligt havde fået kontrakt på at bygge det danske 5G-netværk.

Planerne blev dog lavet om efter stor debat om, hvorvidt det ville udgøre en trussel mod vores cybersikkerhed.

Beslutningen om at standse samarbejdet med Huawei stritter imod Googles aktuelle strategi om at nærme sig det kinesiske marked.

Adspurgt om den nye udvikling oplyser Google til DR, at:

- Google efterlever myndighedernes beslutning og er ved at undersøge konsekvenserne.

Hvad betyder det for mig?

Men hvad betyder al den her storpolitiske virak så for de mange Huawei-telefoner, der er i omløb, på hylderne og på vej gennem fabrikkerne?

En talsperson fra Huawei udtaler til Reuters:

- Huawei vil fortsætte med at levere sikkerhedsopdateringer og support til alle eksisterende produkter. Både dem, der er solgt, og dem, der er på lagrene i hele verden. Vi vil fortsætte med at bygge et sikkert og bæredygtigt økosystem for at give den bedste oplevelse til alle brugere i hele verden, siger han.

Og Google oplyser:

- For brugere af vores tjenester vil Google Play og sikkerhedsbeskyttelsen fra Google Play Protect fortsætte med at fungere på eksisterende Huawei-enheder.

Både Huawei og Google forsikrer, at eksisterende telefoner, som er i brug, vil fortsætte med at fungere som hidtil. Samtidig lover begge virksomheder at understøtte telefonerne så godt, de kan.

Men hvis forbuddet mod at sælge amerikansk software til Huawei bliver opretholdt, ser fremtiden for en af verdens største teknologivirksomheder pludselig mærkbart anderledes ud.

Facebook
Twitter