TEST Dyreste version af YouTubes musiktjeneste taler til de unge - og deres forældre

Har du hang til musikvideoer, giver YouTube Music dig grund til at overveje, om du skal skifte Spotify eller Apple Music ud. Og for en 20'er ekstra kan du få YouTubes videounivers uden reklamer.

Det kan være mere end svært at prøve at mase sig ind på markedet for betalte musikstreamingtjenester, hvor Spotify og Apple Music har sat sig solidt på flæsket.

Google har i flere omgange forsøgt at gøre sig til med forskellige versioner af det, der nu hedder Google Play Music, men nu kommer det helt store skub i form af YouTube Music.

Vi har testet den nye musikstreaming-tjeneste, som er blevet lanceret i Danmark i dag. Og lad det være sagt med det samme: Det er en værdig konkurrent, der nok særligt vil appellere til de helt unge og deres forældre.

Vi kigger på brugerflade, pris, lydkvalitet (vurderet fra et helt almindeligt brugerperspektiv) og ikke mindst på de ekstra video-features, som er der, hvor YouTube Music adskiller sig mest.

Men inden vi går i gang med at kigge på, hvad YouTube Music kan, må vi lige runde prisen, og hvad man får for pengene sammenlignet med de største konkurrenter. Der er grundlæggende tre forskellige pakker:

YouTube Music er gratis og har reklamer, men er stærkt begrænset i sin funktionalitet.

YouTube Music Premium minder rigtig meget om betalingsudgaven af Spotify og Apple Music og koster ligeledes 99 kroner om måneden. Her kan du lytte til al den musik, du lyster, uden reklamer.

YouTube Premium er derimod lidt af en nyskabelse. Udover at du får fuld adgang til YouTube Music Premium (beskrevet ovenfor), slipper du fuldstændig for reklamer på YouTube.

Desuden får du adgang til YouTube Originals, som er serier og dokumentarer særligt lavet til YouTubes yngre målgruppe. Det koster 119 kroner - altså blot en 20'er mere end den rendyrkede musiktjeneste.

Ingen af de andre streamingtjenester kan matche dette, selvom Apple så småt er begyndt at tilbyde originalt videoindhold.

YouTube Premium adskiller sig altså mest fra konkurrenterne, og det er den 'pakke', vi har testet. Fokus er på musikstreaming og YouTube uden reklamer, men ikke på indholdet af YouTube Originals.

Vi starter med at kigge på musikstreaming.

Indhold og personalisering og synkronisering

Musikstreamingtjenester minder generelt rigtig meget om hinanden. De har alle 30-40 millioner sange, du kan vælge i mellem samt en række playlister og anbefalinger, der forsøger at matche din musiksmag.

Det har YouTubes nye musikstreamingtjeneste også. Det er altså ikke bare ‘alskens godt fra YouTube-havet’ men i høj grad de samme sange og samme lydkvalitet som Spotify og Apple Music kan levere.

YouTube uden reklamer kører i den normale YouTube-app eller i sit eget browser-vindue. De to services er altså ikke blandet sammen.

Brugerflade og apps

Kun tre menupunkter i bunden, mens søgefeltet er foroven. (Foto: Skærmbillede © dr)

YouTube Music har apps til iPhone, iPad og Android, mens du må bruge din browser, hvis du vil tilgå servicen på pc.

Som med alle Googles andre services er dine playlister synkroniserede, uanset hvilket apparat du bruger, så det er nemt at skifte mellem forskellige enheder og lytte videre, hvor du slap.

Selve brugerfladen er simpelt opbygget og logisk. Faktisk er den virkelig stramt skåret og stort set selvforklarende.

Appen har sit sorte look til fælles med Spotify, mens måden, spillelister og anbefalinger er inddelt på mere, er i stil med Apple Music.

Der er blot tre menuer i bunden: Startside, Hotliste og Samling - og derudover har YouTube Music valgt at placere luppen (søgeikonet) i toppen.

YouTube Music adskiller sig desuden fra konkurrenterne ved, at man kan bruge mobil-appen på den brede led. Det skyldes, som det snart vil stå klart, at man har fokus på video.

Startside

Startsiden er - sjovt nok - det første, der møder dig, når du åbner appen, men også navnet på den første af de tre menuer.

Det er her, alle anbefalingerne er, og hvor du finder en række spillelister, som ikke bare er tilpasset din musiksmag men også tidspunkt på dagen, og hvor du befinder dig (hvis du har givet lov til, at din lokalitet må bruges).

Selvom det er en computer, der slavisk tilpasser forslagene til din dag, så føles det faktisk personligt med spillelister, der er tilpasset den situation, du befinder dig i. Også selvom det er noget så simpelt som ’tidlig morgen’ eller ‘sengetid’.

Playliste der passer til tidspunktet på dagen. (Foto: Skærmbillede © dr)

Her bliver det også hurtigt tydeligt, at YouTube Music er anderledes, da flere af anbefalingerne er musikvideoer - på godt og ondt. Fx kan du se liveoptrædener fra tv- og talkshows. Blandt andet Dave Letterman eller Jimmy Fallon.

Det er noget, de andre streamingtjenester ikke kan tilbyde.

Genrer er til gengæld ikke et koncept, YouTube Music opererer med, så du må finde indhold på andre måder.

Anbefalinger tager tid

Der er mange danske kunstnere at vælge mellem, når man starter appen første gang. (Foto: Skærmbillede © dr)

Hvor god YouTube Music er til at anbefale musik, er det for tidligt at sige noget om med en test på blot 48 timer.

Umiddelbart har det taget rimelig kort tid at indkredse min musiksmag. De eneste oplysninger, jeg har givet, er navnene på 10-15 kunstnere, jeg synes om, og så har jeg løbende ‘liket’ nogle sange, som bruges til at tilpasse anbefalingerne mere præcist.

YouTube Music bruger som nævnt algoritmer - altså computere - til at udvælge musik og sammensætte playlister til dig.

Apple Music gør derimod meget ud af at fortælle, at de også har mennesker med god musiksmag og fingeren på pulsen til at sammensætte en del af deres playlister.

Umiddelbart må jeg konstatere, at jeg indtil videre ikke oplever nogen positiv forskel ved den menneskelige udvælgelse.

Rigtig mange er også glade for Spotifys personlige spillelister ‘discover’ og ‘discover weekly’.

Men om den ene service er bedre end den anden til at ramme lige præcis din musiksmag, må du selv teste. Den gode nyhed er, at de alle tilbyder gratis prøvetid på mellem en og tre måneder.

Hotliste

Hotlisten består af de mest populære musikvideoer. (Foto: Skærmbillede © dr)

Hotlisten er indgangen til YouTubes musikvideo-univers og musik, der er “Nyt, populært og hot lige nu”.

Ved at slå tidens pop-toner sammen med musikvideoer - og dedikere et af bare tre menupunkter til det - begynder YouTube Music at adskille sig fra konkurrenterne.

Der gemmer sig blot 20 musikvideoer på hotlisten. Men i det øjeblik du vælger en af videoerne, starter du faktisk en musikvideospilleliste. Det er altså mere en klassisk YouTube-oplevelese, end den man er vant til i musikstreaming-apps.

Af samme grund virker appen uanset hvilken vej, du drejer mobilen, hvor de andre musiktjenester kun kan bruges på den høje led.

Personligt har jeg ikke dyrket musikvideoer, siden Nirvana var i hård rotation på MTV, men det er dog nemt at forestille sig, at særligt den yngre målgruppe, der er vant til at streame musik fra YouTube, vil føle sig godt tilpas her.

Bliver du træt af at se musik og vil bare gerne lytte videre, kan du nemt deaktivere videoen. Så fortsætter musikken, mens du sparer batteri og data, hvis du streamer uden at være på wi-fi.

Hotlisten forholder sig (umiddelbart) ikke et sekund til, hvad jeg kan lide, men kun til hvad der er populært og rammer således fuldstændig ved siden af min musiksmag. Så denne menu kommer jeg aldrig til at bruge. Dog er jeg overbevist om, at der er mange, der permanent kan leve deres musikliv her.

Samling

Det tredje og sidste faneblad hedder 'Samling'.

I toppen får du et overblik over, hvad du senest har afspillet. Nedenunder er der fem menuer, som giver overblik over spillelister og albums, du har gemt og sange, du har downloadet til offline brug.

Alle punkter i menuen 'samling' passer på en mobilskærm. (Foto: Skærmbillede © dr)

Du kan også se “Sange, jeg kan lide”, som er en oversigt over sange, du har givet et thumbs up, og som bliver brugt af Googles algoritmer til at skræddersy musik til dig.

Sidst men ikke mindst får du et overblik over de kunstnere, du har valgt at abonnere på, som med tiden gerne skulle udvikle sig til en oversigt over alle dine favoritkunstnere.

Hele menuen ‘Samling’ er super stramt skåret. Alle menuerne passer ind på én mobilskærm, uden du skal scrolle, hvilket gør det virkelig overskueligt.

Skal man opsummere meget kort, kan man sige, at Startsiden er ‘nutid’ - altså forslag til, hvad du skal lytte til lige nu. Hotlisten er populære videoer, mens Samling er ‘datid’. Altså al den musik, du har lyttet til tidligere og sange, kunstnere og albums, du aktivt har valgt til.

Søgning på sang-tekster

Udover de tre hovedmenuer er der som nævnt i toppen af skærmen en lup - det universelle tegn for søgninger.

Netop søgninger er, som alle ved, Googles ypperste spidskompetence, og det slår også igennem på YouTube Music.

Kan du ikke huske, hvad en sang hedder, men kan du til gengæld en bid af teksten, søger du blot efter den. (Apple Music skulle få en lignende funktion i det næste styresystem, der er klar inden for den næste måneds tid.)

Det er super fedt, og gør det nemt at finde sange, og helt som med Google-søgninger skal du blot skrive et par bogstaver eller ord, før du bliver tilbudt forslag. Du når blot at skrive ‘vi er’, før den foreslår ‘vi er røde vi er hvide’ og ’Re-sepp-ten’. Det virker bare.

Lige et protip: Husk at “sætte ordene i citationstegn”, hvis du er helt sikker på, at du har fået rigtig fat i teksten.

Kan ikke uploade dit musikbibliotek

Selvom vi skriver år 2018 i kalenderen, og streaming forlængst har slået igennem i Danmark, så er der stadigvæk mange mennesker, der har kæmpe samlinger af musik på deres computere.

Og her får de lov til at blive, hvis du bruger YouTube Music.

Spotify giver dig mulighed for at uploade sange, så du kan høre dem via Spotify-appen. Apple gør det endnu nemmere. Her skal du blot sige ‘ja tak’, så bliver hele dit iTunes-bibliotek uploadet, hvis sangene eller albummet ikke findes på firmaets musktjeneste.

Den går ikke på YouTube Music.

Antisocial

I modsætning til både Spotify og Apple Music er der indtil videre ikke mulighed for at følge sine venner og dele playlister inde i appen.

Samtidig skal man også være opmærksom på, at YouTube Music p.t. ikke kan bruges til at streame på Sonos-højtalere. Så tjek lige efter hvis du har særlige behov for at få musikken til at spille på andet end din mobil eller computer.

Der findes heller ikke nogen funktion som Spotify Connect, der gør det muligt at høre musikken på eksterne højtalere eller tv, hvor du kan styre musikken fra mobilen. YouTube Music lever altså indtil videre lidt i sit eget lukkede univers.

Lydkvalitet

Du kan selv vælge, om musikken skal spille i lav, normal eller høj kvalitet. Derudover er der den lidt mystiske ‘altid høj’, som ikke henviser til en bestemt tilstand, men som betyder, at lydkvaliteten ikke sættes ned, hvis data-forbindelsen bliver langsom.

Høj kvalitet er på YouTube Music en bitrate på 256 kbps AAC. Det samme format som Apple Music streamer i. Spotify spiller i 320 kbps, men i et andet format, der hedder OGG Vorbis. Normal kvalitet på YouTube er blot 128 kbps AAC.

Indstillingen påvirker naturligvis dit dataforbrug og dit batteri. Lytter du til musik, bør du dog som udgangspunkt stensikkert vælge ‘høj’, mens der måske kan være andre overvejelser, hvis du ser mange videoer, da video jo fylder en del mere end lyd.

I vores test har lydkvaliteten været indstillet på ‘altid høj’, og der har kun været et udfald i et supermarked, hvor mobildækningen er virkelig ringe, så det skal YouTube Music ikke have skylden for.

Lydkvalitet er noget, man skal passe på med at udtale sig kategorisk om, da man hurtigt kommer til at træde de ægte lydnørder over tæerne, og vi har da heller ikke testet det videnskabeligt.

Men jeg har ikke kunne høre forskel på lyden sammenlignet med Apple Music eller Spotify. Så i min verden er den godkendt.

Privacy

Hver eneste gang Google er involveret, bliver man nødt til at knytte en kommentar til privatlivet.

Selvom du betaler for at slippe for reklamer, så bliver de sange, du lytter til, og de videoer, du ser, tilføjet til din Google-profil. Det vil sige, at dine lyttepræferencer bliver samkørt med resten af de ting, Google ved om dig.

Det betyder også, at du på et senere tidspunkt kan møde reklamer på nettet, der er baseret på, hvad du har lyttet til.

Dette kan dog deaktiveres i indstillingerne i YouTube Music-appen, men det betyder så samtidig, at det bliver mere end svært for YouTube at tilbyde dig spillelister og sange, du kan lide, hvis de ikke må gemme data om, hvad du lytter til.

Men i det mindste er valget dit.

YouTube uden reklamer

Når nu vi snakker om reklamer, så lovede vi også at berøre den anden halvdel af YouTube Premium-pakken - den reklamefri udgave af YouTube.

Det kræver jo ikke meget test, da alle formentlig kan sætte sig ind i, hvor fedt det er ikke at skulle vente på at se en video. Eller ligefrem få en video afbrudt for at skulle trækkes gennem en reklame for et morgenmadsprodukt.

Testopgaven blev uddelegeret til et yngre familiemedlem og en ven, der fik lov til at se 30 minutters fodboldvideoer uden reklameafbrydelser.

Dommen var fuldstændig entydig: “Mega fedt!”

Det er det nok også for mange forældre, der har alt for lidt kontrol med, hvad deres poder bliver bombarderet med på YouTube.

Konklusion: YouTube Premium kan blive svær at gå udenom

Her rammer vi samtidig det, der gør YouTube Premium til et solidt alternativ. For blot 20 kroner mere end hvad en ‘almindelig’ musikstreaming-tjeneste koster, får du reklamefri YouTube.

Køber du et familieabonnement, hvor op til 6 personer får hver deres konto, koster det 179 kroner - altså 30 kroner ekstra om måneden, sammenlignet med et familie-musikabonnement.

Nå ja, så følger der også noget originalt videoindhold med.

Men farvel til reklamer på nettets altdominerende videotjeneste er uden sammenligning det, der i min verden gør YouTube Premium mest interessant. Også selvom jeg egentlig er ganske imponeret over selve musikstreaming-tjenesten.

YouTube Premium indeholder som kort nævnt også originalt videoindhold på YouTube. (Foto: Skærmbillede © dr)

Et par udfordringer tilbage

Personligt har jeg et par udfordringer i mit digitale setup, som skal løses, før jeg kan gå all in på YouTubes nye tilbud. Fx hører jeg musik derhjemme via de føromtalte Sonos-højtalere, og mit ur understøtter heller ikke YouTube Music lige nu.

Men har du ikke rodet dig ud i den slags første-verdens-problemer, så er der god grund til at tjekke YouTube Premium ud. Det første fix er (som næsten altid) gratis: 3 måneder på et individuelt abonnement og en måned på familieabonnementet.

Betaler du allerede for en konkurrerende musiktjeneste, som anbefaler god musik og hvor du har opbygget et bibliotek, er det nok tvivlsomt, at det giver mening at skifte til betalingsversionen af YouTube Music, der ikke inkluderer fordelene på YouTube.

Det skulle da lige være, hvis du synes, musikvideoer er det fedeste i verden. Søgning via sangtekster er en virkelig smart ting, men mere ‘nice to have’ end ‘need to have’.

Gratisversionen er til gengæld et super mystisk produkt, hvor jeg til enhver tid ville vælge Spotifys gratisløsning. I YouTubes udgave kan man nemlig ikke bruge sin telefon, mens man lytter til musik, og går telefonen på låseskærm, stopper musikken også(!). Det er tæt på grotesk.

De sidste ord

Det ændrer dog ikke ved, at YouTube Music i betalingsudgaven er godt designet og en ganske habil service for den helt almindelige musikbruger. Særligt dem, der kun lytter til musik på mobilen og computeren. Og i særdeleshed dem der er vant til at streame musik på YouTube. Har du en mere nørdet tilgang til at lytte musik, får du ikke dit behov opfyldt her.

Men igen er det muligheden for at slippe for reklamer på YouTube, der for alvor gør produktet værd at kigge nærmere på.

Tjek det selv. Alle streamingtjenester kommer med en gratis prøveperiode, så det bedste, du kan gøre, er at kaste dig ud i det og se, hvilken der passer bedst til dig.

Facebook
Twitter