Tjek om dine data har været en del af Facebook-skandalen

42.000 danskeres data er havnet i Cambridge Analyticas data-høster. Nu kan du se, om du er en af dem.

Facebook-skaber Mark Zuckerberg skal senere i dag svare på spørgsmål fra de amerikanske politikere om data-skandalen. Allerede nu kan du tjekke om dine data har været en del af den. (Foto: © Aaron P. Bernstein, Scanpix)

Er du bange for, at det skandaleramte sociale medie Facebook har videre givet dine data til det ligeledes skandaleramte analysefirma Cambridge Analytica, så kan du nu få syn for sagen.

Hvis du har en Facebook-profil, kan du klikke på dette link. Så scanner Facebook din profil og ser, om du er en af de mange, hvis data er blevet høstet.

Facebook har lovet, at den information på et tidspunkt bliver vist til alle brugere i toppen af appen, men inden da kan man selv tjekke.

Sådan lyder det fra Facebook, hvis du ikke har fået misbrugt data. - Baseret på de oplysninger, vi har tilgængelige, har hverken du eller dine venner logget på "This Is Your Digital Life". - Derfor ser det ikke ud til, at dine Facebook-oplysninger blev delt med Cambridge Analytica af "This Is Your Digital Life". (Foto: © DR/Screendump, DR Nyheder)

87 millioner profiler

I alt er omkring 87 millioner Facebookbrugeres profiler blevet indsamlet af akademikeren Alexander Kogan, som solgte dataen videre til Cambridge Analytica. Som akademiker må man gerne indsamle data på den måde, men man må ikke sælge dem. Det er der, hele skandalen udspringer fra.

Sagen har resulteret i, at Facebooks skaber Mark Zuckerberg senere i dag dansk tid skal stå skoleret i den amerikanske kongres og svare på spørgsmål.

Det skal han også i morgen. Sagen har rejst spørgsmål om, hvor stor en rolle Facebook spiller i den demokratiske proces, og om virksomheden forvalter den rolle på en ansvarlig måde.

Samlede data til forskning og solgte det

Alexander Kogan indsamlede dataene gennem en personlighedstest-app på Facebook, hvor testpersonerne også gav tilladelse til, at appen måtte videregive data om samtlige af deres venner. Den funktion er der i dag lukket for.

Cambridge Analytica sælger sig selv og sine tjenester på at kunne lave markedsføring målrettet specifikke psykologiske profiler på sociale medier. Virksomheden slår på, at den dermed kan være tungen på vægtskålen til et valg.

Virksomheden har blandt andet været hyret af flere republikanere i den amerikanske valgkamp, blandt andet Ted Cruz og Donald Trump.