Transfer-nyt: Google-chef skal gøre Apples Siri god

Mangeårig chef for Googles kunstige intelligens skal få Apples Siri op i gear.

Apple snupper Googles chef for kunstig intelligens. (© Skærmbillede fra Apple Video)

Mens et skifte fra Real Madrid til Barcelona kaldes ‘det forbudte skifte’, er det mere almindeligt, at ansatte hos de store techgiganter skifter fra det ene firma til det andet.

Men det er alligevel lidt af en transfer, der netop har fundet sted i teknologiens hovedstad Silicon Valley.

Googles chef for søgninger og kunstig intelligens, John Giannandrea, forlader virksomheden for at tiltræde en rolle hos Apple som firmaets chefstrateg for machine learning og kunstig intelligens.

Her vil Giannandrea, som en ud af 16 chefer, referere direkte til Apples CEO, Tim Cook.

Har skubbet kunstig intelligens ind i alle Google-produkter

Hos Google har John Giannandrea været med til at sørge for, at kunstig intelligens er blevet dybt integreret i alle Googles produkter.

En strategi som Googles direktør Sundar Pichai kalder AI first (kunstig intelligens først).

Et af de centrale omdrejningspunkter i denne strategi er den digitale assistent, Google Assistant (Googles svar på Siri), som søgegiganten har implementeret i deres Pixel-telefoner og deres smarte højtalere, Google Home.

Google bruger også kunstig intelligens og såkaldt machine learning i alle deres services som fx Gmail, Google-søgninger og Google Translate, men virksomheden er også langt fremme med billedegenkendelse, førerløse biler og helt basalt computerens forståelse af det sted og den situation, brugeren befinder sig i.

På trods af, at Apple var det første techfirma til at lancere en digital assistent, da Siri blev præsenteret i 2011, så er der bred enighed i tech-verdenen om, at Apple er blevet overhalet af både Google og Amazon.

Lukkede Apple har åbnet op

Apple har indtil for nyligt været meget lukkede omkring udviklingen af kunstig intelligens.

Først i slutningen af 2016 tillod firmaet, at deres ansatte måtte publicere deres research, og kort tid efter gik firmaet med i konsortiet 'Partnership on AI', som blev stiftet af blandt andre Google, Amazon, Microsoft, Facebook og IBM med henblik på en at udvikle teknologien i en etisk forsvarlig retning.

Flere eksperter har vurderet, at den lukkede tilgang har stået i vejen for Apples evne til at hente de skarpeste hjerner indenfor kunstig intelligens. Det kan ansættelsen af John Giannandrea muligvis være med til at ændre på.

Apple udfordret af deres egen tilgang til privatliv

Apples tilgang til kunstig intelligens er en smule anderledes end deres konkurrenters. Mens Google og Amazon bruger enorme mængder af detaljerede data, de har indsamlet om brugerne, har Apple valgt at begrænse dataindsamlingen mest muligt.

Dette kan være en udfordring for udviklingen af intelligente services, men det er en rejse, John Giannandrea er indforstået med.

I en mail sendt til Apples ansatte fra firmaets direktør Tim Cook, som New York Times er i besiddelse af, skriver direktøren:

- Vores teknologi skal tilføres de værdier, vi holder i hævd. John deler vores dedikerede indsats for privatlivets fred og vores gennemtænkte tilgang (til udvikling af produkter, red) i takt med, at vi gør computere endnu smartere og mere personlige.

Facebook
Twitter