Tre astronauter er skudt afsted mod den nye kinesiske rumstation

Mandskabet skal bo i tre måneder på rumstationen, hvor de skal løse en lang række opgaver.

Tre kinesiske astronauter bragede i nat op gennem skyerne og ud i det ydre rum.

Destinationen er den nye kinesiske rumstation, hvor de skal bo i tre måneder, mens de vedligeholder og bygger videre på det ambitiøse projekt.

Den seneste opsending er nummer tre ud af i alt 11, og det er første gang, at mennesker skal leve på rumstationen. Det er også første gang i fem år, at kineserne sender mennesker i rummet.

Lige nu er astronauterne i kredsløb om Jorden, og Kina forventer, at mandskabet får kontakt med rumstationen Tianhe i løbet af eftermiddagen.

Der venter en stor og spændende opgave for de tre astronauter, når de først er ombord, fortæller Morten Garly Andersen, som er chefkonsulent på DTU Space.

- Det er en meget imponerende bedrift, de er i gang med at udrette. Det er kinesiske astronauter, som sendes op til en kinesisk rumstation – med kinesiske raketter. Deroppe skal de løse en række tekniske opgaver, mens de samtidigt bliver forsøgskaniner på, hvordan det er at bo på rumstationen i længere tid. Det er en skelsættende mission, især for Kina, siger han.

En vigtig mission

Opholdet på tre måneder i rummet er det længste for kinesiske astronauter nogensinde.

De tre mænd skal derfor teste, hvordan vilkårene er for at bo på rumstationen på lange missioner.

Men inden de når så langt, skal missionen forbi en meget væsentlig udfordring, fortæller Morten Garly Andersen.

- Indtil videre ser alt ud til at gå efter planen, men de mangler stadigvæk at komme sikkert ombord på rumstationen, når de er nået frem. Det kan være en vanskelig manøvre, fordi der ikke er plads til fejl overhovedet. Jeg tror dog, at de har styr på tingene, så det skal nok lykkes, siger han.

Når de tre astronauter ankommer til deres hjem for de næste tre måneder, bliver deres første opgave at læsse deres udstyr af og tjekke op på, om de basale ting på rumstationen er i orden.

De skal sikre sig, at alle de essentielle systemer virker og på den måde bevise, at stationen er sin opgave moden.

Når alt det basale forhåbentlig får grønt lys, starter de på en række mere avancerede opgaver, fortæller Morten Garly Andersen.

- Astronauterne skal sørge for, at de tingene kommer godt på plads og virker. De skal sørge for, at rumstationen også er klar til det næste hold. Og så skal de også forberede sig på en såkaldt spacewalk, hvor de skal gå rundt uden på rumstationen og inspicere, siger han.

  • De tre kinesiske astronauter Tang Hongbo, Nie Haisheng og Liu Boming blev sendt afsted på behørig vis, da de i nat dansk tid blev de første kinesere i fem år til at blive sendt i rummet. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © REUTERS)
  • Der var smæk på, da Long March-2F Y12 løfteraketten tændte jetmotorerne og buldrede afsted. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © REUTERS)
  • Når en løfteraket skal sende mennesker op i rummet, er det typisk en mere raffineret rakettype, der tages i brug. Ellers bliver astronauterne 'rystet godt og grundigt igennem', fortæller Morten Garly Andersen. (Foto: Carlos Garcia Rawlins)
  • Sådan så det ud inde i 'Det himmelske fartøj', som rumskibet er opkaldt, mens det var på vej op. To ud af de tre astronauter har tidligere prøvet kræfter med en tur i rummet, mens den sidste er afsted for første gang. (Foto: Handout)
1 / 4

Store ambitioner for rummet

Selvom det er første gang i fem år, at Kina sender mennesker i rummet, har deres rumprogram taget en lang række syvmileskridt de seneste år.

Det hæsblæsende tempo er en del af et rumkapløb med USA og Rusland, hvor den nye rumstation er kinesernes kronjuvel, fortæller Morten Garly Andersen.

- Kina går virkelig til den med deres rumprogram. De har lagt en meget ambitiøs plan, som skal gøre dem til en førende supermagt i rummet. Med opsendingen af de tre astronauter fortsætter de med at bevise, at de har teknologien til at bakke deres ambitioner op, siger han.

Den Internationale Rumstation ISS, som Kina ikke er en del af, har været i kredsløb siden 1998. Det er sandsynligt, at den bliver taget ud af drift indenfor de næste 10 år.

Derfor kommer den nye kinesiske rumstation til at spille en central rolle i styrkeforholdet mellem de store rumnationer, fortæller Morten Garly Andersen.

- Kineserne kan meget vel komme til at have den eneste funktionelle rumstation i kredsløb om nogle år. Det vil være det eneste sted, verden kan sende mennesker ud til i rummet, og det vil placere kineserne direkte i centrum. Allerede nu er der stor interesse fra internationale forskere, og Kina kommer til at have noget af et diplomatisk trumfkort på hånden, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk