Undersøgelse: Overraskende få bruger dark web til skumle formål

Langt de fleste, der benytter sig af en krypteret browser, holder sig på det almindelige internet.

Ekspert mener, at den nye undersøgelse er på grænsen i forhold til, hvad der er etisk i orden. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Stoffer, materiale med seksuelle overgreb på børn, pas og personlige oplysninger.

Der er næsten ikke det, der ikke bliver handlet med på ‘dark web’.

Derfor er det også nærliggende at tro, at det primært er kriminelle og skumle typer, der bruger krypterede browsere, så de kan besøge den mørke del af internettet.

Med en krypteret browser kan det nemlig ikke spores hvilke sider, de besøger.

Men en amerikansk undersøgelse viser, at langt de fleste, der bruger en krypteret browser, kaldet Tor, ikke bruger den til at søge efter ting på dark web.

- Det ser ud til, at langt de fleste bruger Tor som en form for almindelig browser, fordi de ikke ønsker, at deres internetbrug overvåges. Det er en form for ekstra privat browser.

Det siger Rasmus Munksgaard, der er ekstern lektor i kriminologi ved Aalborg Universitet og ph.d. ved Universitetet i Montréal, hvor han forsker i dark web.

I seks måneder har forskere haft indblik i adgangen til Tor-netværket, hvor de kunne følge med i, hvordan Tor blev brugt til at tilgå hjemmesider.

Forskernes undersøgelser viser, at kun 6,7 procent af al aktivitet på Tor foregår på the dark web, hvor i øvrigt ikke alle foretager sig noget kriminelt.

Resten af aktiviteten foregår på det helt almindelige, “kedelige” internet, hvor brugeren kunne have brugt en browser som Chrome eller Explorer, men gerne vil have mere privatliv.

Aktivitet er skjult

Undersøgelsen er en stikprøve, hvor forskerne har undersøgt én procent af al global aktivitet via Tor.

- Stikprøven giver os et groft estimat, men det er et indblik i brugen af Tor, som vi ikke har haft før, siger Rasmus Munksgaard.

Fordi Tor-trafik er krypteret, har forskerne ikke kunnet se, hvad Tor-browseren bliver brugt til at søge efter.

Forskerne har udelukkende tracket såkaldte entry nodes, som registrerer, at en bruger går ind på en internetside, der er enten til the dark web eller the clear web - sider, der kommer frem på eksempelvis Google, og som alle kan tilgå.

De kan altså se, at brugeren har lavet en søgning i Tor-browseren, men ikke hvilke hjemmesider søgningen efterfølgende har ført dem til.

Det er etisk lige på grænsen

Ifølge Rasmus Munksgaard er den nye forskning et vigtigt bidrag til videnskaben.

- Det viser, at folk generelt bruger Tor til at tilgå ting, der er på the clear web. Vi har ikke tidligere haft indblik i, hvordan Tor bruges, siger han.

Men han synes også, at forskningen etisk er lige på grænsen.

- Der er nok nogle, der vil mene, at det er uetisk, at forskere følger med i brugen af en krypteret browser, også selvom forskerne ikke kan se den specifikke aktivitet. Det er jo en browser, du henter, fordi du netop ønsker privatliv, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter