Ups! Forskere pillede ved sommerfugls gener og ændrede vingerne

Forskere ændrede sommerfugles farve, men samtidig påvirkede det også strukturen på skællene i sommerfuglenes vinger.

Her ses den afrikanske sommerfugl Bicyclus anynana. Til venstre en oprindelig art og til højre den genmanipulerede. (Foto: William H. Piel and Antónia Monteiro)

Hovsa. Nogle gange går ting ikke helt som planlagt.

Det måtte nogle forskere fra National University of Singapore indse, da de ville ændre farven på en sommerfugls vinger ved at deaktivere fem gener med den såkaldte CRISPR/Cas9-teknologi. CRISPR er en enkel og billig metode til at ændre i organismers arvemasse.

Det lykkedes på sin vis også. Vingerne på sommerfuglen fik en anden farve.

Men en utilsigtet effekt af ændringen blev, at de små skæl, som er på sommerfugles vinger, ændrede deres struktur.

Det kom som en overraskelse for forskerne, at strukturen på skællene blev ændret, men det indikerer ifølge forskerne, at skællenes struktur og pigment tilsammen er med til at bestemme vingernes farve på sommerfugle.

Hidtil har man troet, at det enten var skællenes struktur eller pigment, der afgjorde sommerfuglenes farve.

Forskerne håber, at virksomheder i bioteknologien vil kunne udnytte sommerfuglenes skæl til lave levende farver i stedet for at bruge metaller i fremstillingen af farver.

Dansk forsker: Forventeligt med andre effekter

Det undrer ikke Lars Hansen, der er seniorforsker ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, at der er kommer en anden effekt end forventet ved slå et eller flere gener ud.

- Generelt så gælder det, at ligegyldigt hvilket gen man slår ud, så vil det få nye effekter, som man ikke havde gennemskuet, siger Lars Hansen.

Ifølge Lars Hansen er det normalt at gøre som forskerne fra Singapore og slå gener ud for at lære mere om funktionen af dem.

- Hvis vi tager et gen, som vi måske kender funktionen af, og slår genet ud, så kan vi prøve at forudsige den ventede effekt, men det er svært. Der kan sagtens komme andre effekter end den ventede effekt.

Lars Hansen forklarer, at man bør forvente, at uanset hvilket gen man slår ud, så vil få nye effekter, som der ikke kan gennemskues medmindre, at det er kendte gener.

Forskningen er offentligjort i det videnskablige tidskrift Cell Reports.

Facebook
Twitter