Verdens første hjemmeside har 30-års jubilæum: Du kan besøge den her

Siden var med til at lægge fundamentet for den måde, vi bruger internettet på i dag.

På verdens første hjemmeside kan du læse om, hvad World Wide Web er, (© Musée Bolo/ Wikimedia Commons)

I dag for 30 år siden blev verdens første hjemmeside tilgængelig for alle med adgang til internettet.

Siden, som blev publiceret på http://info.cern.ch/, blev lavet af den britiske forsker Tim Berners-Lee.

Hjemmesiden eksisterer stadig, og folkene bag har opdateret den, så den ser ud, som den gjorde dengang (den er lavet ud fra det første screenshot, som blev taget i 1992).

På siden kan du læse, hvad World Wide Web er, og du kan få forskellige informationer om webbrowsere og softwareprodukter.

Selv om hjemmesiden stadig fungerer, vil du hurtigt opleve, at den er noget mere primitiv end moderne hjemmesider.

Men trods sidens enkle udseende, blev den startskuddet til et mere brugervenligt internet.

Det forklarer Thore Husfeldt, der er professor i datalogi ved IT-Universitetet i København

- Teknologihistorisk og kulturhistorisk er det her et gennembrud af samme størrelse som trykpressen. For hjemmesiden gjorde informationer tilgængelige på nettet for en meget større gruppe af mennesker end hidtil, siger han.

En sammensætning af teknologier

Selve internettet har eksisteret siden 1960’erne. Før Tim Berners-Lee udviklede World Wide Web og den første hjemmeside, blev internettet blandt andet brugt til elektronisk post.

Men internettet var kompliceret og besværligt at bruge. Derfor blev det mest brugt af universiteter og forskningsinstitutioner.

Det fik Tim Berners-Lee lavet om på.

- Han lavede en intelligent sammensætning af flere teknologier, der allerede eksisterede. Han koblede nemlig hypertekst-strukturerer sammen via internettet, siger Thore Husfeldt.

Hypertekst er et system, hvor du via markeringer i brødteksten (hyperlinks) kan springe fra en side til en anden side. Wikipedia er et godt eksempel på en side, som benytter sig meget af hypertekst.

- Før World Wide Web blev hypertekst brugt på forskningsinstitutioner som CERN. De brugte det til at organisere deres interne platforme, siger Thore Husfeldt.

- Den gode idé kom så, da man tænkte, at man via internettet kunne få CERN’s interne side til at pege på en intern side fra en anden server i verden. Det kunne for eksempel være biblioteksdatabasen på DTU's server i Danmark, fortsætter han.

Det gjorde Tim Berners-Lee muligt via den såkaldte http-protokol.

- På den måde kunne man tilgå information på andre netværk på en smidig måde, siger Thore Husfeldt.

Ikke for alle i starten

Der var ikke mange kattevideoer og mad-blogs eller meget kendissladder, da den første internetside kom op.

- For de fleste mennesker stod der ikke noget interessant på den her side. Det var mest indhold til forskere og folk, der arbejdede på de forskellige institutioner, siger Thore Husfeldt.

Men det blev en del nemmere at navigere rundt på internettet. Og det førte senere til, at mere forskelligartet information kom på World Wide Web.

- Inden det her skulle man skrive kryptiske adresser på servere for at få adgang til sider. Det var fint for nørder som mig, men det var ikke for alle i starten, siger Thore Husfeldt og fortsætter:

- Nu kunne man bare klikke på et link og så hoppe videre til informationerne. Det var noget nemmere.

Det blev starten til det internet, vi kender i dag.

- Det var ikke bare for at indhente information, men også for at stille information til rådighed, og det skabte en demokratisering af information, siger Thore Husfeldt.

FacebookTwitter