Verdens største batteri kan forsyne storby med strøm i seks timer

Teslas kommende megabatterier skal hjælpe, når strømmen svigter.

Tesla Megapack-batterierne bliver Teslas hidtil største batterier og kan ifølge virksomheden selv erstatte naturgasanlæg. (© Tesla (pressebillede))

Tesla er bedst kendt for sine elbiler. Men firmaets batteriteknologi kan skaleres til meget større projekter end elektriske bilmotorer.

Det har tidligere resulteret i batteriløsningerne Powerwall til hjemmet og Powerpack til virksomheder.

Nu lancerer Tesla så Megapack. Et nyt kæmpe-batteri, som blandt andet skal hjælpe elværker, der har svært ved at følge med efterspørgslen.

Hvert Megapack-batteri har en kapacitet på tre megawatt-timer og en ydelse på op til 1,5 megawatt. Ved at koble flere batterier sammen vil Tesla skabe gigantiske Megapack-anlæg.

Skal lagre energi fra vindmøller og solceller

Megapack kommer i kølvandet på, at Tesla i 2017 færdiggjorde verdens største lithium-ion batterianlæg i det sydlige Australien.

Naturkatastrofer og barskt klima giver på disse breddegrader problemer for energiforsyningen, som er langt mindre stabil, end vi er vant til herhjemme.

De problemer står Australien ikke alene med, og Tesla mener, at Megapack-projektets kæmpe-batterier kan være løsningen.

Teslas batterier kan nemlig hjælpe, når strøm fra vedvarende energikilder i perioder svigter.

Det mest åbenlyse brugsscenarie for de store batterier er at opbevare energi fra de vedvarende energikilder. Den energi kan så frigives, når behovet opstår, for eksempel fordi solpaneler eller vindmøller ikke leverer den mængde energi, de er designet til.

Skal erstatte små naturgasanlæg

Megapack skal også bidrage, når elværkerne ikke kan følge med efterspørgslen.

Mange steder bruger man i dag mindre anlæg til at producere strøm, når elværkerne ikke kan producere den nødvendige strøm.

De mindre anlæg er ofte gasturbiner, som kører på naturgas, som nok er det mindst klima-skadelige af de fossile brændsler (olie, kul og gas), men som stadig udleder væsentligt mere CO2 end vedvarende energi.

Samtidig er naturgas en dyr ressource.

Ikke overraskende vil det derfor, Ifølge Tesla, give mening for både økonomi og klima at udskifte de små gasanlæg med Megapack-batterierne.

De nye batterier kan også fungere som et slags mini-elværk, der kan placeres helt uafhængigt af et almindeligt elværk.

Det giver ifølge Tesla den fordel, at man kan udskyde dyre opgraderinger af elnettet eller bygge et elnet, som fungerer parallelt med det eksisterende.

Kan drive alle San Franciscos hjem i seks timer

Teslas ambition er at levere batterianlæg, der er mindre komplekse end eksisterende løsninger.

Det sker blandt andet ved at levere batterierne samlet fra fabrikken i moduler, der hver kan lagre tre megawatt-timer.

Et Megapack-anlæg kan have kapacitet på over en gigawatt-time. (© Tesla (pressebillede))

Kobles modulerne sammen, kan der skabes et anlæg, der samlet set kan lagre mere end én gigawatt-time.

Der er nok til at forsyne alle hjem i storbyen San Francisco, der huser mere end 800.000 indbyggere, med strøm i seks timer.

Hurtigere at bygge end andre anlæg

Den modulære tilgang gør det ifølge Tesla muligt at bygge et batterianlæg ti gange hurtigere end de løsninger, der er på markedet i dag.

Herudover skriver Tesla i en pressemeddelelse, at Megapack kræver 40 procent mindre plads end nuværende løsninger, der leverer tilsvarende ydelse.

Hvad et Megapack-anlæg koster, og hvornår Tesla forventer at stå klar med det første anlæg, er endnu uvist.