Verdens største bølgeanlæg skal sænke CO2-udledningen fra containerskibe

Dansk teknologi skal knække koden til kæmpe testbølgebassin i Sydkorea.

Et mindre brændstofforbrug er både godt for industrien og for klimaet. (© Grafik: Signe Heiredal (DR))

Når containerskibe og anden tung skibstrafik sejler på tværs af verdenshavene, står de for omkring tre procent af den samlede CO2-udledning til jordens atmosfære.

Derfor skal også skibsindustrien indstille sig på at finde mere energieffektive måder at drive forretning på, hvis målene fra FN’s klimaaftale skal realiseres.

Et skridt på vejen er at udvikle mere intelligente måder at designe skibe på, så de skal bruge mindre brændstof på at bevæge sig rundt.

Det finder man i såkaldte bølgeanlæg, hvor man under kunstige forhold og i store bassiner kan udsætte skibsmodeller for de belastninger, som skibene vil møde på det åbne hav.

På Aalborg Universitet har man sit eget lokale bølgeanlæg, som blandt andet udlejes til at teste lokale haveanlæg.

Men forskerne har nu også lavet en forretning ud af de computerprogrammer, som bruges til at kontrollere bølgerne, og det skal nu også bruges på verdens største og mest avancerede bølgeanlæg i Sydkorea.

- Vi har noget meget, meget godt software, og vi er et af de mest kendte for det marked i verden, fortæller bølgeforsker og lektor på Aalborg Universitet, Thomas Lykke Andersen.

Større bassin giver mere præcise resultater

For skibsindustrien er der et stort incitament til at lave effektive tests, da det i sidste ende kan spare dem for store udgifter til brændstof og materiel, hvis skibene bliver smartere designet.

Og her kommer anlægget i Sydkorea til at gøre en forskel, mener Thomas Lykke Andersen.

- Det er jo noget, man allerede gør, men som man nu kan gøre i en større skala og med større modeller og på en måde, så man får nogle mere præcise resultater, end det man kan få i et mindre laboratorium, siger han.

Anlægget i Sydkorea vil kunne lave bølger, der er cirka 1,3 meter høje, som kan testes på tre til fire meter lange skibsmodeller.

Tests på alle leder og kanter

Derudover kan anlægget lave strøm i vandet, så man kan udsætte skibene for både bølger og tidevand samtidig, mens en vindgenerator kan give skibene udfordringer fra luften.

Endelig er der i testcentret et dybhavshul, der er 50 meter dybt, og anlægget kan også slå bølger ned, så de ikke ligger og skvulper frem og tilbage mellem bassinkanterne og skaber urealistiske forhold.

- Det er vigtigt, fordi de ellers kan gå ud og forstyrre de rigtige bølger, som vi forsøger at lave. Bølgerne skal være så virkelighedstro som muligt, siger Thomas Lykke Andersen.

Thomas Lykke Andersen ved bølgebassinet på Aalborg Universitet, som nu skal levere teknologi til verden største bølgeanlæg i Sydkorea. (Foto: Uffe Bregendahl © DR Nórdjylland)

Sover roligt om natten

Han rejser selv til Sydkorea efter påske for at se, hvordan det går med at få softwaren fra Aalborg til at virke i det store nye anlæg.

- Der er lavet en masse nye ting i det her software til det her bassin, som vi har ikke kunnet teste herhjemme i Aalborg. Så det bliver spændende at komme derned og se, hvordan det virker i praksis, siger Thomas Lykke Andersen.

Han har dog fuld tro på, at det kommer til at fungere, som det skal.

- De har godt nok sagt, at jeg bliver sendt til Nordkorea, hvis ikke det virker, så… Men mon ikke jeg sover roligt om natten, griner han.

Efterhånden som computersoftwaren kommer op at køre, skal sydkoreanerne selv trænes i at bruge den.

Facebook
Twitter