Verdens største fly skal skyde raketter ud i rummet

Microsoft-milliardær Paul Allen satser på at have sit enorme raket-fly på vingerne inden 2020, hvor han både vil sende mennesker og satellitter i rummet.

Det er milliardæren Paul Allen, der står bag Stratolaunch, som målt på vingefanget på 117 meter er verdens største fly.

SpaceX-stifter Elon Musk er ikke den eneste rigmand, der bruger nogle af sine mange penge på at komme ud i rummet.

Musk, der også er manden bag virksomheder som Hyperloop og Tesla, har startet SpaceX, der blandt andet har udviklet den store genbrugsraket Falcon Heavy, som sender forsyningsfartøjer til den Internationale Rumstation.

Paul Allen, der var med til at grundlægge Microsoft, er en anden milliardær, som også vil skyde raketter op i rummet.

Allen kan ikke prale af, at hans raket er større end Musks. Han har en anden strategi.

Paul Allen bruger nemlig fly. Dem vil han efter planen bruge til at løfte sine raketter højt op i atmosfæren og derfra sende dem ud i rummet.

Seks motorer og to flykroppe

Paul Allen har grundlagt Stratolaunch Systems Corp, som netop har afsløret planer om at udvikle en ny type raketter, hvor de mindste og tidligste skal tages i brug fra 2020. Både til bemandede ture og til opsendelse af fragt og satellitter.

Det krævede meget store fly. Derfor har Allen også, hvis man måler vingespandet, udviklet og bygget verdens største fly.

Flyet har to kroppe og seks motorer, der sidder på de 117 meter lange vinger. Stratolaunch har endnu ikke været i luften, men har kørt op og ned ad landingsbanen nogle gange. Ifølge planen skal monsterflyet på 540 ton flyve sin første testflyvning være senere i år.

1.450 satellitter på vej

Virgin Orbit, som milliardæren Richard Branson har stiftet, satser også på at bruge fly til at opsende raketter.

Rigmænd som Musk, Allen og Branson satser på - sammen med for eksempel en virksomhed som United Launch Alliance, der er et samarbejde mellem Boeing og Lockheed Martin, at tjene store penge på både rumturisme og de rekordmange satellitter, der skal sendes op de kommende år. Ifølge nogle analyser skal der opsendes 1.450 satellitter inden 2025.

Så stort er Stratolaunch-flyet i forhold til blandt andet Airbus' jumbojet A380, som er verdens største pasagerfly. (© Clem Tillier Wikimedia Commons)
Facebook
Twitter