VIDEO Sonne svitser Zuckerbergs "undskyld" - og guider dig ud af Facebook-suppedasen

Nikolaj Sonne går ugens Facebook-skandale efter i sømmene og forklarer, hvorfor den er så pokkers problematisk - også for dig.

Hvem ejer dine data på Facebook? Dig selv? Facebook? Eller måske kan dine venner ligefrem snuppe dine personlige data og stikke dig til andre?

Ja, ugens enorme Facebook-skandale kan være svær helt at greje.

For hvordan kan det lade sig gøre, at en app fra et hæderkronet universitet, som færre end 300.000 mennesker har brugt på Facebook, kan udlevere data om 50 millioner mennesker til et firma ved navn Cambridge Analytica?

Og hvordan hænger det sammen, når Mark Zuckerberg højt og helligt lover, at du selv ejer dine data, at Facebook så kan slette beskeder fra dine private samtaler på Messenger?

Nikolaj Sonne, vært på DRs teknologiprogram So ein Ding, guider dig i videoen øverst i artiklen igennem ugens helt store skandale, som blandt andet trækker tråde til afstemningsresultaterne af demokratiske valg i både USA og Storbritannien.

Desuden giver Sonne et konkret tip til, hvordan du nemt slipper ud af Facebooks data-høstmaskine og samtidig bevarer et velfungerende digitalt liv.