VIDEO TV-vært sætter (igen) livet på spil i selvkørende bil-test

So ein Ding-vært Nikolaj Sonne tager temperaturen på selvkørende biler anno 2018, hvilket viser sig at være en hel del mere nervepirrende end forventet.

Hvordan tester man helt lavpraktisk, om selvkørende biler virker efter hensigten?

DRs mangeårige tech-høvding Nikolaj Sonne har i tv-programmet So ein Ding gjort det til en tilbagevendende begivenhed at gå ud foran selvkørende testbiler for at afprøve deres evne til at se fodgængere og bremse i tide.

I år er ingen undtagelse - heller ikke selvom 2018 blev det år, hvor teknologien mistede sin uskyld ved den meget omtalte dødsulykke i Arizona i marts, hvor en kvindelig fodgænger blev dræbt af en selvkørende testbil fra Uber.

Lad det være sagt med det samme; Nikolaj Sonne er stadig i live, selvom den selvkørende 6-personers taxi fra det franske firma Navya meget muligt ville have ramt So ein Ding-værten, hvis han ikke have lavet en hurtig undvigemanøvre, som det fremgår af videoen øverst i artiklen.

Kæmpe kamp om at komme først med færdig løsning

Sonnes møde med den franske taxas evner til at navigere på egen hånd, foregik på den store elektronikmesse, CES, der hvert år finder sted i Las Vegas.

Her var selvkørende biler og en lang række tilhørende sensor-teknologier særdeles rigt repræsenteret, da der netop nu foregår et intenst ræs for at komme først med en løsning, der rent faktisk virker på offentlig vej.

Udover Waymo (Google), Uber og Lyft kæmper også flere af de traditionelle bilproducenter om dette marked, ligesom flere nye spillere som Navya også prøver at være med - og det er der god grund til. Den økonomiske gevinst er potentielt så stor, at Navyas direktør, Christophe Sapet, kalder kapløbet “et af de vigtigste i verden”.

- Det er virkelig interessant at genopfinde bilbranchen og introducere en selvkørende robot-taxa, siger Christophe Sapet, inden han giver Nikolaj Sonne en prøvetur i firmaets selvkørende taxa.

Sensorer som Google eller kamera som Tesla?

Som de fleste af de selvkørende biler er også Navyas taxi udstyret med en række forskellige sensorer såsom lidar, radar, kamera og GPS, som i fælleskab gør det muligt for bilen at navigere på egen hånd - en tilgang som kaldes sensor fusion.

Derudover er bilerne udstyret med en stor computerhjerne, der samler data fra de mange sensorer, og som ultimativt tager beslutningen om, hvorvidt bilen skal køre, bremse, overhale eller holde tilbage.

Ikke alle producenter sværger dog til, at et sammensurium af sensorer er den rette vej til at udvikle fuldstændig autonom bilkørsel. I den anden lejr finder man blandt andet Tesla, der mener, at kameraer er nok til at give bilerne det ‘syn’, de har brug for, for at kunne indsamle data til computeren, der så regner ud, hvordan bilen skal køre.

iPhone-hacker gør biler selvkørende for 1.000 dollar

Et andet firma, der ligeledes mener, at en selvkørende bil blot har brug for en kameraløsning, er comma.ai.

Firmaets lettere excentriske stifter, George Hotz, som Nikolaj Sonne mødte i San Francisco, har gjort det til sit mål at lave ultra billige systemer, som efterfølgende kan monteres på almindelige biler og gøre dem selvkørende. Indtil videre er det dog kun udvalgte japanske bilmodeller, der understøttes.

Comma.ai’s system er opbygget af få billige hardware-komponenter, og et tilhørende stykke open source software, som blot bruger data fra et enkelt kamera monteret i forruden til at se den øvrige trafik.

Dog må det på det kraftigste anbefales at være ekstremt varsom med at installere denne løsning på sin egen bil - også selvom George Hotz mener, at han er ved at lave bilens svar på Googles mobilstyresystem, Android.

Efter dødsulykke: Producenterne holder kortene tæt til kroppen

Uanset hvilken form teknologien tager, er fremtidens bil med hastige skridt på vej til at blive mere og mere selvkørende. Til gengæld er flere producenter blevet mere tilbageholdende med at vise deres teknologi frem i kølvandet på ulykken med Ubers testbil.

Det har dog ikke stoppet Nikolaj Sonne fra at banke døre ind og gøre status på, hvor vi er netop nu, og hvor de selvkørende biler er på vej hen.

Du kan se hele udsendelsen på dr.dk/tv lige nu, eller tv på DR2 tirsdag d. 27 november kl. 22.00.

Facebook
Twitter