VIDEO VR-porno bliver mere og mere populært

Virtual Reality-porno vokser eksplosivt i disse år, så vi satte en række danskere til at teste, om det er nu er så fantastisk, som alle siger.

Virtual reality er fremtiden.

Eller det har vi i hvert fald hørt i nogle år efterhånden. Men hvornår kommer det indhold, som virkelig får os til at suse ud og købe de dyre briller?

Måske er det allerede landet for ifølge tal fra verdens største pornoside Pornhub, er forbruget af VR-porno steget voldsomt det sidste år.

De fleste har ikke VR-briller liggende. De er dyre. De koster omkring 4000 kroner, og så skal du have en god computer til at trække det.

Xavi Clos, producer af VR-porno hos Badoink

Antallet er daglige visninger er steget med mere end 176 procent siden juli sidste år, og hver dag bliver der i snit afspillet VR-porno en halv million gange på sitet.

Og lytter man til de danskere, vi testede VR-porno på, så er de da heller ikke i tvivl.

- Jeg ville have det for sindsygt, hvis jeg havde sådan noget derhjemme, lyder det fra 24-årige Sara Lisa.

Se alle reaktionerne i videoen øverst i artiklen.

Stadig et nichemarked

Men selvom VR-porno vokser i popularitet for tiden, så er det stadig et nichemarked, fortæller Xavi Clos, producer af VR-porno hos Badoink, til DR Viden.

- Vi har produceret VR-porno de sidste tre år. Og markedet vokser, men det går stadig langsomt, siger han.

Den største årsag til, at det ikke er mere udbredt, er ifølge ham, at det endnu ikke er normalt at have udstyret derhjemme.

- De færreste har VR-briller liggende. De er dyre. De koster omkring 4000 kroner, og så skal du have en god computer til at trække det.

Er det noget, du kunne finde på at bruge derhjemme? Se prøvekaninernes refleksioner over, hvad VR-porno kan her.

Kæmpestort om få år

Xavi er dog ikke i tvivl om, at VR-porno nok skal blive stort i fremtiden - især fordi det bliver muligt at tilkoble sexlegetøj, så oplevelsen bliver endnu mere virkelig.

- Vi har allerede et samarbejde med Kiiro, der laver Fleshlights [Red. En onanimaskine til mænd, der udvider og trækker sig sammen]. Den kan du allerede i dag synkronisere med videoen, så den passer med bevægelserne, forklarer han.

Om få år kan du tage en dragt på, så du kan føle det hele - som var du tilstede.

Xavi Clos, producer af VR-porno hos Badoink

Og det bliver endnu vildere i fremtiden.

- Om få år kan du tage en dragt på, så du kan føle det hele - som var du tilstede, forudser han.

Bevægelser skal 'undertekstes'

Badoinks VR-porno er synkroniseret med en Fleshlight, som du kan koble på, når du ser filmen.

Men for at bevægelserne i filmen passer med sexlegetøjets vibrationer, skal en person manuelt indtaste, hvornår penis bevæger sig 'frem' og 'tilbage'.

- Lidt ligesom når skrives undertekster, så har vi folk til at sidde og synkronisere bevægelserne, siger Xavi Clos, producer af VR-porno for Badoink.

VR kan måske lære os noget

For de fleste af os lyder det måske lidt underligt at tage en dragt på og have sex i virtual reality med en pornostjerne. Men måske er det ikke en hel dum idé.

Ifølge Astrid Ditte Højgaard, ledende overlæge ved Sexologisk Klinik på Aalborg Universitetshospital, kan teknologien måske hjælpe os med at blive bedre til sex.

- Vi er jo meget avancerede dyr. Nogle ting er svære for os, og nogle ting skal vi arbejde på at lære. Ser man på hunde, aber og andre højtstående dyr, skal de lære at dyrke sex. En hanhund, der har haft sex flere gange, er bedre. Det er det samme med mennesker. Vi bliver bedre, når vi øver os til sex, og der kommer teknologien ind i billedet, siger hun.

Og netop det med at lave videoer, der kan lære os noget om sex, er Xavi Clos allerede i gang med.

- Vi laver sexologi-videoer der indeholder øvelser til at blive en bedre elsker - til både mænd og kvinder, siger han.

Intimitet i brillen

Noget af det deltagerne i videoen ovenfor blev overrasket over var, hvor intimt VR-porno er. I modsætning til almindelig porno bestemmer du selv, hvor du ser hen under akten - og skuespillerne fokuserer meget på øjenkontakt.

Og intimitet er netop, hvad brugerne efterspørger, forklarer Xavi Clos.

- Vores kunder vil have mere kysseri. De vil have lange introer, samtaler med kvinden og så vil de have øjenkontakt. De vil med andre ord have følelsen af, at de er sammen med kvinden, siger han.

VR-porno topper juleaften

Juleaften er den dag på året, hvor der bliver set suverænt mest VR-porno. Ifølge Pornhub er der i gennemsnit knap 500.000 daglige visninger på deres side, men juleaften 2016 stak ud med hele 900.000 visninger af VR-porno.

Ifølge Xavi Clos, der producerer VR-porno for Badoink, skyldes det, at folk får VR-briller i julegave og skal prøve dem af.

- Og så har de hørt, at der findes porno, griner han.

Juleaften er også den dag, hvor producenten Badoink sælger mest porno.

Ukendt effekt

Men når pornoen bliver så virkelig, at man næsten føler, man er sammen med skuespilleren, gider vi så overhovedet have almindelig sex længere? Og er der større risiko for, at vi bliver afhængige af den virtuelle sex?

Ikke nødvendigvis, forklarer psykolog Lise Nissen-Lauritzen, der til daglig behandler folk med pornoafhængighed.

- Om det skaber en større risiko for afhængighed, det ved jeg ikke. De mennesker, der bliver afhængige, var måske blevet det af noget andet alligevel. Der bliver jo heller ikke flere alkoholikere, fordi der bliver fremstillet alkohol, der smager virkelig godt, siger hun.

Hun understreger dog, at der endnu ikke er noget forskning, der har undersøgt, hvordan VR-porno påvirker os, så det er svært at forudsige.

- Jeg ved ikke, om den virtuelle verden påvirker hjernen på en anden måde. Men den mulighed kunne der godt være. Om det decideret gør, at der er flere mennesker, der bliver afhængige af det, er svært at vide. Men interessant at undersøge, siger hun.