Virtual reality kan gøre dig mere empatisk overfor hjemløse

Du kan få mere empati for hjemløse, hvis du lærer om dem gennem virtual reality fremfor medier som artikler og tv, viser forskning.

Vi får en større forståelse af andre mennesker, når vi oplever deres situation både med krop og hjerne, siger forsker. (Foto: L.A. Cicero © Stanford University)

Hvordan er det at miste sit job, sælge sine ting og finde husly i en bus?

Det kan du få en lille idé om i virtual reality-appen ’Becoming Homeless’ fra det amerikanske Stanford University.

Ved hjælp af appen har forskere fundet ud af, at vi mennesker kan blive mere empatiske overfor hjemløse, hvis vi lærer om dem gennem virtual reality fremfor traditionelle medier som artikler og tv.

- Det giver utrolig god mening, at man er tilbøjelig til at være mere empatisk, når man får en oplevelse af at være tilstede med hele kroppen og ikke kun forestiller sig det med hjernen eller det kognitive, siger Elisabeth Assing Hvidt, der er adjunkt på Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

- Mennesker er jo en sammensætning af krop og psyke, og vi kan ikke bare adskille vores oplevelser i nogle isolerede dimensioner. Så når vi går ind i et andet menneskes livsverden og oplever det både med hjerne og krop, så har vi en større forståelse af, hvad det menneske gennemgår, fortsætter Elisabeth Assing Hvidt.

Vi skruer op og ned for empatien

Forskerne bag undersøgelsen lavede to undersøgelser, som begge strakte sig over to måneder. Mere end 560 personer i alderen 15 til 88 år deltog.

Nogle af deltagerne prøvede ’Becoming Homeless’-appen, hvor de oplevede forskellige scenarier som hjemløs. I en scene mistede de for eksempel deres job, og i anden scene skulle de beskytte deres ejendele mod tyve.

Andre deltagere fik den samme historie skrevet som tekst i en artikel eller udført på en skærm i 2D, hvor de måtte klikke sig rundt med en computermus for at udfolde oplevelsen.

Herefter fik alle deltagere stillet en række spørgsmål. De personer, som prøvede appen, var mere tilbøjelige til at svare, at de hjemløses liv betyder meget for dem personligt. Og de var mere enige i udsagn som ”samfundet gør ikke nok for at hjælpe de hjemløse”.

- Vi har en tendens til at se empati som noget, vi har eller ikke har. Men forskning viser, at empati er noget man kan arbejde med og skrue op og ned for i forskellige situationer, siger professor og psykolog på Standford University, Jamil Zaki i en pressemeddelelse. Han er en af forfatterne til undersøgelsen.

I begge undersøgelser valgte over 80 procent af de personer, som prøvede appen at skrive under på en skriftlig anmodning om retten til en prismæssigt overkommelig bolig. Af de andre deltagere var der 60-70 procent, der skrev under på anmodningen.

I virtual reality-appen 'Becoming Homeless' får du et indblik i, hvordan det er at blive hjemløs.

Mere forskning i virtual reality og empati

Ifølge de amerikanske forskere, giver undersøgelsen anledning til at forske mere i, hvordan virtual reality påvirker mennesker. Det er for eksempel interessant at vide, hvilken betydning det har for menneskers empati på længere sigt, lyder det i pressemeddelelsen.

Adjunkt Elisabeth Assing Hvidt ser også virtual reality som et interessant redskab til forskning i fremtiden:

- Det er jo rigtig spændende, at vi kan bruge teknologi som for eksempel virtual reality til de mellemmenneskelige værdier og blive klogere på for eksempel empati, siger hun og fortsætter:

- Vi bør helt klart fortsætte med at inddrage teknologi i sundhedssektoren og kigge på, hvad den kan bruges til udover at bidrage til et mere effektivt og omkostningslavt sundhedsvæsen.

Sundheds- og erhvervspsykolog Ebbe Lavendt finder også undersøgelsen fra Stanford University interessant. Han mener, det generelt er vigtigt for samfundet, at der bliver forsket i empati:

- Vi handler ofte mere moralsk og behandler andre bedre, når vi er empatiske. Derfor er empati vigtig for samfundet som helhed. Jo mere vi ved om, hvordan vi kan indrette vores omgivelser og interaktioner, så vi fremprovokerer empati, desto bedre vil det være for alle parter på den lange bane.

Facebook
Twitter