Virtual reality snyder din hjerne: Dårligt gear gør dig søsyg

Siden virtual realitys spæde start har målet været at komme så tæt på virkeligheden som muligt.

Drømmen om at træde ind i en virtuel virkelighed har levet længe, men den har været holdt tilbage af, at teknologien hverken har været god eller billig nok.

I dag er udstyr, som muliggør en fordybende oplevelse, blevet både billigere og bedre.

Men helt grundlæggende har principperne bag virtual reality (vr) ikke ændret sig. Det handler om at stimulere kroppens sanser.

- Synssansen er den primære sans, vi bruger til at orientere os i verden med. Men de andre sanser er også utrolig vigtige, siger Rolf Nordahl, der er lektor og vr-forsker ved Aalborg Universitet.

Og når sanserne bliver stimuleret, så giver det følelsen af at være til stede i verden.

- Jo mere man kan bruge de forskellige sanser - lige fra høresansen til følesansen - desto mere vil det skabe en følelse af indlevelse i selve oplevelsen, siger han.

Vr efteraber virkeligheden

Når sanserne skal snydes til at få hjernen til at tro på, at de virtuelle oplevelser er virkelige, så benyttes flere små tricks. Og her er synet den vigtigste sans.

I brillerne i et vr-headset er der to små skærme - en til hvert øje. Og fordi hjernen er i stand til at udfylde forskellen imellem de to billeder, så giver det illusionen af, at omgivelserne er tredimensionelle.

Ligesom vi kender det fra den virkelige verden. Brillerne snyder altså hjernen ved at vise den samme scene, men med et lidt forskudt perspektiv på hver skærm.

Og det med at efterabe virkeligheden er også noget af det, som Rolf Nordahl arbejder med på sit laboratorium, hvor han sammen med sine kollegaer arbejder på at give en overbevisende oplevelse af at gå rundt i vr.

- Der er jo forskel på, om du går på sand, græs eller asfalt. Det giver forskellige følelser op gennem fødderne, men det giver også forskellige lyde. Og det er alt sammen sådan nogle ting, som man bliver nødt til at prøve at efterligne i virtual reality, siger han.

Søsyge kan ødelægge oplevelsen

En udfordring ved vr er, at cirka 15 procent af befolkningen oplever søsyge, når de befinder sig i de virtuelle verdener.

- Den glædelige nyhed er, at det for det meste er noget, som kan trænes væk. Hvis man udsætter sig selv for vr i små intervaller, så kan man træne sig til at blive bedre og bedre til at undgå at blive syg, siger Rolf Nordahl.

Og så kan bedre udstyr også være med til at skabe en mere behagelig oplevelse. Eksempelvis kan en hurtig computer være med at til at sænke risikoen for forsinkelser i forhold til bevægelser, som ellers er noget, der kan øge risikoen for søsyge.

Men kvaliteten af andet udstyr er også vigtig for at undgå en dårlig oplevelse.

- Jeg får selv tunnelsyge, hvis jeg bruger nogle af løsningerne med mobiltelefoner. Det kan jeg ikke selv klare, så har jeg tunnelsyge i 8-9 timer efter, siger Rolf Nordahl.