Youtube og Facebook har fået nok: Tech-giganterne bekæmper vaccine-vrøvl

Fjernede bøger og søgninger uden resultat er blandt tiltag mod indhold, der advarer mod vaccination.

Youtube og Facebook er nogle af de kæmpefirmaer, der har taget konkrete skridt for at komme fejlagtig information om vaccination til livs.

Facebook var i februar måned nok engang i vælten. Denne gang fordi indhold, der advarede mod at lade sine børn vaccinere, blev foreslået til brugere af det sociale medie.

Det skete i kølvandet på et mæslingeudbrud på den amerikanske vestkyst, som ansporede kongresmedlemmet Adam B. Schiff (D) til at skrive til Facebooks direktør Mark Zuckerberg.

Siden da har Facebook taget skridt for at komme de fejlagtige informationer til livs, og flere andre techfirmaer gør dem følgeskab.

Fjernede bøger og tomme søgeresultater

For at undgå at sprede falsk information om skadelige virkninger af vaccination vil Facebook og de andre techgiganter gøre flere ting.

Her er hvad Facebook, Amazon, Pinterest og Youtube siger, de vil gøre, eller allerede gør:

It-firmaernes tiltag mod anti-vaccine budskaber

  • Facebook: Grupper og sider, der spreder falsk information gøres mindre synlige i nyhedsfeedet og ved søgninger. De samme grupper og sider vil heller ikke komme frem som automatiske anbefalinger. Herudover bandlyses reklamer, der indeholder fejlagtig information om farerne ved at lade sig vaccinere, ligesom man ikke skal kunne rette sine reklamer mod brugere, der i forvejen har vist interesse for den type indhold.

  • Amazon: Har inden for de seneste uger fjernet bøgerne 'Healing the Symptoms Known as Autism' og 'Fight Autism and Win' fra deres onlinebutik, skriver webmediet NBC News.

  • Pinterest: Her giver en søgning på eksempelvis "vaccine" ingen resultater i skrivende stund. I stedet vises en besked om, at billeder relateret til søgeordet ofte giver resultater, der overtræder tjenestens retningslinjer.

  • Youtube: Har besluttet at stoppe med at vise indkomstgivende reklamer på kanaler med anti-vaccine budskaber

Billedtjenesten Pinterest har fjernet alle resultater på søgninger som eksempelvis "vaccine".

Ny forskning afdækker baggrund for anti-vaccine indhold

Tiltagene sker i en tid, hvor flere og flere har de sociale medier som deres primære nyhedskilde, og området får derfor ekstra stor opmærksomhed fra medier og på universiteter.

For nylig kunne forskningstidsskriftet Nature således bringe ny viden om de typer af fejlagtig information, der ses på de sociale netværk.

De kan overordnet inddeles i fire temaer, skriver webmediet The Verge.

Den første er manglende tillid til videnskaben og regeringsorganer. Den anden er frygt for sundhedsrisici. Hertil kommer bevæggrunde som bunder i konspirationsteorier og til sidst troen på alternative behandlingsformer.

Facebook
Twitter