Zuckerberg i fuld kontrol: Glider af på kritiske spørgsmål fra Senatet

Mark Zuckerberg har relativt let overstået den første halvdel af spørgsmålene i Senatets høring.

Mark Zuckerberg har tirsdag aften dansk tid svaret på spørgsmål fra 44 amerikanske senatorer i en høring om den verseredne data-skandale. Facebook-stifteren var rolig og klarede rimelig let de fleste spørgsmål. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

Facebook-stifter Mark Zuckerberg har her til aften overstået størstedelen af den første af to høringer i den amerikanske kongres.

Her har 44 medlemmer af Senatet hver haft fire minutter, til at stille spørgsmål til Zuckerberg.

Høringen kommer i forlængelse af den data-skandale, der har givet firmaet Cambridge Analytica mulighed for at påvirke udfaldet af det amerikansk valg på baggrund af Facebook-brugeres data, de er kommet i besiddelse af.

Du er billedet på den amerikanske drøm

Høringen startede med at formanden for retsudvalget i Senatet, Chuck Grassley, adresserede Mark Zuckerberg direkte:

- Du er billedet på den amerikanske drøm. Men du har en forpligtelse til at sikre at den drøm ikke bliver til et privacy mareridt. Vi lytter. Amerika lytter. Og hele verden lytter med, sagde han.

Men det de hørte fra Zuckerbergs mund, var der så at sige intet nyt i, og her lidt over halvvejs i seancen har Zuckerberg relativt let klaret frisag.

Zuckerberg: Ja, vi har begået fejl

Helt overvejende har han givet de præcis samme svar, han allerede har givet i tv-interviews i de seneste par uger og den tale han læste op i starten af høringen, som var offentliggjort på forhånd.

Det vil sige, at Mark Zuckerberg tog ansvaret for de problemer, som Facebook kæmper med, og at han gentog, at selskabet er på vej med nye tiltag, som skal minimere chancen for data-misbrug i fremtiden.

Dette gælder fx øget kontrol med politiske reklamer og at app-udviklere fremover ikke kan få adgang til de samme data, som de tidligere har kunne få fingre i.

Med andre ord, er der i skrivende stund kommet meget få nye ting frem under den flere timer lange høring.

Gled af på de svære spørgsmål

De få gange Facebook-stifteren har været i problemer - som fx på spørgsmålet om hvorvidt Facebook indsamler data på tværs af enheder og data fra når folk er offline - har han afværget.

Det gjorde han enten ved at sige, at han ikke helt forstod spørgsmålet, eller at han ikke var i stand til at svare præcist nok, så hans team var nødt til at vende tilbage med et mere præcist svar på et senere tidspunkt.

Af de få interessante svar, der kom frem, sagde Zuckerberg, at hvis man sletter sin Facebook-profil, så bliver alle data slettet fuldstændig. Dette gælder dog kun fra Facebooks servere og ikke data der fx er endt hos app-udviklere.

“Jeg håber ikke vores dataindsamling overrasker”

Mere overraskende var det måske, at Facebook-stifteren havde en forventning om, at brugerene har styr på, hvad Facebook gør med deres data.

- Jeg håber ikke vores dataindsamling overrasker brugerne, sagde Zuckerberg - en udtalelse der kommer få dage efter, at mange brugere rasede over at Facebook, mod deres vidende, har indsamlet oplysninger om alle sms’er de har sendt og telefonopkald de har foretaget på deres Android-telefoner.

Den eneste gang Zuckerberg var en smule i vanskeligheder, var da han blev spurgt ind til firmaet Palantir, en dataanalysevirksomhed som blandt andet arbejder for det amerikanske politi og militær. Palantir har en stærk forbindelse til Facebook fordi firmaets grundlægger Peter Thiel, som har været med til at finansiere Facebook helt fra starten i 2004, sidder i Facebooks bestyrelse.

Zuckerberg afviste dog al kendskab til, om Palantir havde samarbejdet med Cambridge Analytica.

Zuckerberg: Brugerne har fuld kontrol over deres data

Alle spørgsmål om hvorvidt brugerne har nok kontrol over deres data og nok forståelse for hvad de går ind til, når de bruger Facebook prellede fuldstændig af på Zuckerberg.

Han gentog flere gange, at det var brugerens egne data, og at de blot kunne slette dem når de ville, og at de kunne dele billeder og oplysninger med de personer, de selv ønsker at dele med.

Høringen fortsætter i et par timer endnu. Onsdag kl. 16 dansk tid starter så en ny høring med i Repræsentanternes Hus, hvor Mark Zuckerberg for sidste gang skal i den varme stol i Washington DC, inden han kan returnere til sit hjem i Californien.

Facebook
Twitter