VIDEO Her falder 205 kilo tung rumraket i Østersøen efter få sekunder i luften

Det danske rumeventyr gik ikke helt som forventet.

Efter tre timers ventetid skete et lille mirakel alligevel i dag i Østersøen. Men det gik ikke helt som forventet, da den danske amatørraket Nexø 1 langt om længe blev skudt i luften.

- Det er så smukt, lød det fra livesendingen fra Copenhagen Surborbitals, der hele dagen har transmitteret live fra raketaffyringen af Danmarks første amatørraket.

Men kort efter raketten blev affyret, gik det galt.

- Hov, hvad sker der nu, blev der kort efter sagt på livetransmissionen.

Raketten nåede at ryge 1514 meter op i luften. Men så begyndte raketten at falde i meget høj fart mod vandet igen.

Raketten er reddet

Copenhagen Surborbitals skriver på deres Facebook-side, at de endnu ikke ved, hvad der gik galt under affyringen. Men raket-entusiasterne skriver dog på Twitter, at raketten nåede at blive reddet fra at synke til havs.

https://twitter.com/CopSub/status/756869408375574528

Planen var egentlig, at den 5,6 meter lange raket skulle fyres mellem seks og otte kilometer op i luften i Østersøen, 35 kilometer øst for Nexø.

Raket-entusiasterne fra Copenhagen Suborbitals havde egentlig planlagt at sende deres Nexø 1-raket op mod rummet klokken 12 i formiddags, men i løbet af eftermiddagen blev opsendelsestidspunktet udsat flere gange.

Danmark skal være rumnation

Copenhagen Suborbitals har arbejdet i otte år på at gøre Danmark til en rumnation gennem crowdfundede midler. Denne raket er kun en test forud for den egentlige mission: At sende en mand i rummet og sikkert tilbage igen.

I værkstedet på Refshaleøen arbejder gruppen på at udvikle den 15 meter høje Spica-raket, der skal nå hele vejen ud i rummet, der begynder 80-100 km oppe. Den raket skal udstyres med en rumkapsel, så Copenhagen Suborbitals kan sende en amatørastronaut ud i rummet.

Det er dog endnu uvist, hvornår rumeventyret for alvor begynder.