VIDEO Tank rejsekortet op – og vent 24 timer på en bustur

Ifølge kunderne har rejsekortet mange begrænsninger. Det er ikke helt gennemtænkt, siger en buspassager til DR’s forbrugermagasin Kontant.

Vi lever i en digital virkelighed og er vant til hurtige opdateringer. Men den virkelighed har tilsyneladende ikke nået rejsekortet. I hvert fald ikke hvis man vil tage bussen og ikke har penge nok på sit rejsekort.

Bare spørg Sofie Westergaard, der en dag sammen med sin kæreste skulle med bussen fra Lyngby nord for København til Herlev.

Hun har ingen tank op-aftale på sit rejsekort, og derfor måtte hun selv selv sætte ekstra penge ind på kortet ved en automat. Men så nemt skulle det ikke gå.

- Da vi kommer ind i bussen, siger den (check in-standeren, red.) fejl, og jeg kan ikke komme med bussen, medmindre jeg betaler en billet. Det bliver vi så nødt til for at kunne komme hjem, fortæller Sofie Westergaard til DR's forbrugermagasin Kontant.

Der er lang ventetid efter optankning

Ifølge firmaet bag rejsekortet kan det tage op til fem timer, fra man tanker op, til man kan bruge kortet i toget. Men skal man med bussen, kan der altså gå helt op til 24 timer.

Ifølge firmaet bag rejsekortet er forklaringen, at udstyret i busserne er offline. Det vil sige, at passagererne først kan få deres rejsekort opdateret, når bussen har været i garage om aftenen, eller inden bussen forlader garagen næste morgen.

Men den forklaring har Forbrugerrådet Tænk svært ved at forstå:

- På rigtig mange andre områder, så forgår det jo lynhurtigt. Vi kan overføre penge fra den ene konto til den anden i banken på et splitsekund. Så det burde også være muligt for Rejsekortet at sørge for, at når man har sat penge ind på sin konto, så kan man tage ud og køre i bus eller tog lige med det samme, lyder det fra Lars Pram, direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Rigsrevisionen undersøger Rejsekortet

Forbrugerrådet Tænk frygter, at langsommeligheden i systemet vil skubbe passagererne væk fra den kollektive trafik.

- Ellers kommer vi jo derhen, hvor det bliver besværligt at køre med det offentlige. Så skal man jo planlægge i god tid, inden man skal på en bustur, og det kan ikke være meningen, siger Lars Pram.

Rigsrevisionen har gennem længere tid været i gang med en undersøgelse af Rejsekortet, og her har de mange takster på tværs af trafikselskaberne været et af flere områder, der er fokus på.

Men nu får den problematik sin egen rapport, som vil være færdig til sommer.

Rigsrevisionen ser også på blandt andet Rejsekortets brugervenlighed, og den del af undersøgelsen er klar til april.

Se mere om det forkætrede rejsekort i Kontant torsdag aften klokken 21.00 på DR1 - og se Sofie Westergaard fortælle mere i klippet ovenfor.