VIDEO Trucker-træf for børn

Indlagte børn på Regionshospitalet i Viborg skiftede sygesengen ud med førerhus.

Børnene på Regionshospitalet i Viborg blev i morges vækket af dybe lastbilhorn fra et trucker-træf uden for hospitalet. Og den morgenvækning blev vel taget imod hos børn og forældre, der brugte formiddagen på at inspicere de tonstunge biler.

- Lastbiler er jo altid fedt for børn, og når man er meget på hospitalet, bliver der et stort fokus på sygdom. Så er det godt at få et afbræk i hverdagen, siger Sune Dyrberg, far til Oliver, der er blevet behandlet for epilepsi.

Initiativet kommer fra Steen Møller Jensen, der er stifter af foreningen 'lastbiler for børn', hvor lastbilejere kører ud og viser deres biler frem for børn på hospitalerne.

- Vi vil ud at gøre en masse børn glade, der har en trængt hverdag. Jeg har selv været indlagt i længere tid med min egen datter, og jeg kunne mærke, at der ikke skulle meget til at gøre en forskel, siger Steen Møller Jensen.

Ikke alle børn havde mulighed for at forlade sygesengen, og derfor var der medbragt fjernstyrede lastbiler, børnene kunne lege med indendørs.

Se indslaget i videoen herover.

Facebook
Twitter