Vis din krop på DR

Vær med til at skabe et billede af den gennemsnitlige danske krop via Instagram #drminkrop eller anonymt.

Måske er der lidt for meget på sidebenene. Måske er der et ar efter et cykelstyrt på knæet eller en overarm, der er lidt slappere, end den var en gang. Måske er du omvendt glad for en skønhedsplet, der har form som Fyn eller et smilehul på låret.

Men der er ingen grund til at gå og gemme det. Så DR opfordrer nu alle til at vise deres krop eller detaljer fra kroppen frem. Helt som den tager sig ud. Vis, hvad du er glad for eller har lært at leve med. Du behøver ikke vise dit ansigt.

Til sammen vil bidragene udgøre et billede af den gennemsnitlige, danske krop.

Sådan gør du

Læg dit billede op på Instagram med emneordet #drminkrop. Du skal være fyldt 18 år, og du må gerne skrive en lille tekst til billedet

Når du har lagt dit billede på Instagram med emneordet #drminkrop, bliver det vist på dr.dk/krop. Udvalgte billeder vil desuden blive vist på forsiden af dr.dk i tv.

Billederne kommer ikke automatisk ind på dr.dk. Vi gennemgår alle billeder, inden de bliver vist på dr.dk. Derfor kan der godt gå lidt tid, før du kan se dit billede på dr.dk.

Vær opmærksom på, at Instagram har strikse retningslinjer for nøgenhed:

"Hvis det opdages, at der bliver delt nøgenhed eller voksenindhold på en konto, bliver den deaktiveret, og din adgang til Instagram kan blive afbrudt."

Du kan også være anonym

Hvis du vil være anonym, kan du maile dit billede drdebat@dr.dk. Husk at skrive en lille tekst til billedet.

Skriv tydeligt i din mail, at du og fotografen giver os lov til at bruge dit billede, og at du ønsker at være anonym.

Så lægger vi billedet på Instagram (på DR Debats Instagramprofil).

Retningslinjer for #drminkrop

Du må kun bruge billeder af dig selv. Du skal være fyldt 18 år for at medvirke.

Ved at bruge emneordet #drminkrop accepterer du, at DR kan anvende dine billeder i redaktionel sammenhæng både på tv og net. Vi forbeholder os ret til at moderere billeder som er i strid med dansk lovgivning eller vilkårene for anvendelse af dr.dk.

Vi opfordrer til, at du respekterer ophavsretten og kun sender billeder ind, du selv har taget. Som fotograf står du også inde for, at personer på dit billede har godkendt, at billedet kan anvendes af DR.

Billeder du sender ind, bliver ikke lagret hos DR. Hvis du sletter et billede med #drminkrop fra din Instagram-profil, forsvinder det også fra dr.dk/krop.

Denne kampagne er ikke sponsoreret eller administreret af andre end DR, ligesom #drminkrop ikke er certificeret af Instagram.

Facebook
Twitter