Flugten fra verdens yngste land

Tusinder af sydsudanesere krydser dagligt grænsen til Uganda på flugt fra vold og etnisk konflikt.

Flugten fra verdens yngste land

Tusinder af sydsudanesere krydser dagligt grænsen til Uganda på flugt fra vold og etnisk konflikt.

  • Af Christina Nordvang Jensen og Steffen Villadsen, Uganda
  • 6. juni 2017
Scroll for at læse

Jilda Anzoo træder gennem det tørre græs og de meterhøje siv. Hun vender sig om og smiler.

- Vi skal lidt længere denne her vej. Det er lige derovre, siger hun og peger.

Hun går målrettet gennem bushen i det nordlige Uganda. I tre måneder har hun ventet på at få et stykke jord, hvor hun og familien kan opbygge en form for hjem.

25-årige Jilda Anzoo havde mistet håbet om at få sit liv tilbage. Efter at havet set sit hjem stå i flammer og en livsfarlig flugt med hendes fire børn havde hun ikke troet, at hun ville komme i sikkerhed.

Men lige i dette sekund, da hun viser vej gennem bushen til det udleverede stykke jord, er håbet tilbage.

Ligesom over 1,8 millioner andre mennesker er hun flygtet fra den blodige borgerkrig i verdens yngste land Sydsudan, der blev selvstændigt tilbage i 2011.

FN betegner ikke bare konflikten som en af de værste humanitære katastrofer i verden - det er også den mest oversete.

Jilda stopper op og drejer en omgang om sig selv.

- Det er lige her.

- Her får jeg mit helt eget hjem.

Hun er en af flere tusinde flygtninge fra Sydsudan, som har fået mulighed for at skabe sig en tryg tilværelse i en nyoprettet flygtningelejr i Uganda.

Hun har opgivet at vende tilbage til Sydsudan, efter hun blev tvunget til at flygte, da der i juli sidste år udbrød nye kampe mellem præsident Salva Kiirs soldater og oppositionsleder Riek Machars oprørsstyrker.

De to ærkerivaler havde ellers et år forinden underskrevet en fredsaftale, der skulle slutte borgerkrigen .

Nu er situationen i landet så kritisk, at FN frygter for et folkedrab, og omkring 3,9 millioner mennesker er ramt af hungersnød som følge af borgerkrigen.

De første skud skar i øret på Jilda Anzoo. Så kom skrigene. Klokken var næsten fem om morgenen, da hun blev vækket. Hun satte sig hurtigt op og kiggede på sin mand. De stirrede hinanden i øjnene.

Han rejste sig fra sengen og styrtede hen mod husets dør for at se, hvor larmen kom fra.

- Hvad sker der? spurgte hun.

Men egentlig vidste hun det godt. Jilda Anzoo og hendes mand havde forudset, hvad der kunne være på vej. Familien havde derfor en uge forinden pakket et par kufferter med deres vigtigste ejendele, så de var parate, hvis de blev nødt til at flygte.

Nu stod de over for kampene. Et stykke væk fra deres hjem kunne de se det ene hus efter det andet blive brændt ned. I lyset fra de meterhøje flammer flygtede mørke skikkelser i alle retninger. Nogle faldt omkuld, mens andre undgik skuddene og fortsatte i løb ud i mørket.

Jilda Anzoo greb sine børn, og hendes mand tog kufferterne. I samlet flok løb de væk fra landsbyen, mens skrigene og skuddene forsvandt bag dem.

- Jeg mistede mange af mine venner og naboer. Jeg mistede mit hjem. Vi kan ikke tage tilbage. Hvis vi gør det, får vi en masse problemer, og vi vil ikke være i sikkerhed, siger hun.

Hun og hendes søster kom med en bil sammen med deres børn mod byen Nimule, der grænser op til det nordlige Uganda. Forinden havde de nået at hæve alle deres penge i banken, så de kunne betale chaufføren for at køre dem væk fra deres nedbrændte landsby, der havde udviklet sig til en krigszone.

Mens de blev ført over grænsen, blev deres mænd tilbage i Sydsudan for at forsøge at redde familiens jord og de få ejendele, de håbede, var tilbage. Det er situationen for de fleste familier, der krydser grænsen.

86 procent af flygtningene fra Sydsudan er kvinder og børn ifølge UNHCR. Mændene er enten blevet tilbage for at kæmpe for familiens hjem, forsøge at tjene penge eller også er de blevet dræbt i de voldsomme kampe.

Siden Jilda Anzoo nåede i sikkerhed i Uganda er kontakten med hendes mand foregået over telefon, når hun har råd til taletid.

Hun er lettet hver gang, hun hører hans stemme. For hver dag der går, borer længslen, frygten og uvisheden om hans sikkerhed sig dybere fast i hende.

Ved den nordlige grænseby Oraba omkring 160 kilometer væk fra Jilda Anzoos nye stykke jord står FN og medarbejdere fra Ugandas regering klar til at registrere de mange mennesker, der flygter.

Dagligt tager flere tusinde samme vej som Jilda Anzoo. Bare i april krydsede over 46.000 flygtninge grænsen til Uganda. Og siden borgerkrigen brød ud i 2013 er over 800.000 mennesker flygtet til nabolandet.

Mange har vandret i næsten en uge gennem grænselandet mellem Sydsudan og Uganda for at nå i sikkerhed. Undervejs er nogle blevet angrebet af regeringens soldater og har fået røvet de få ejendele, de havde medbragt.

De skal nu gennem samme ventetid og procedure som Jilda Anzoo, før de kan få udleveret et stykke jord. I første omgang bliver de kørt med busser til et center, hvor de kan overnatte de første nætter.

Da flygtningene kommer ombord på busserne bliver en meddelelse afspillet over anlægget. En mandlig stemme forklarer på arabisk og engelsk, hvad de næste skridt bliver for de 54 flygtninge, der sidder i bussen.

Den mandlige stemme over anlægget bliver erstattet af den kvindelige vokal fra den sydafrikanske dronning af afropop Brenda Fassie, der ledsaget af afrikanske rytmer messer:

- No more dying there. We are going to see the King. Halleluja.

Musikken spiller om kap med støjen fra den skramlende bus, der ryster sig vej over det tørre, hullede underlag.

Bussen vrider sig fra højre til venstre og tilbage igen for at undgå de største huller, mens speedometerets nål vibrerer omkring 90 kilometer i timen.

- Halleluja, Halleluja, we are going to see the king, skratter det fra højtalerne

- Ellers er der så stille. Der er brug for lidt glæde, siger buschaufføren.

Når blikket skuer ned over bussens sæder, dukker det ene tomme blik efter det andet frem fra det mønstrede stof belagt med plastik. En kort øjenkontakt og blikket falder ned eller vender sig mod busruden og det frodige grønne landskab, der glider forbi.

Der kan godt gå lang tid, før bussens passagerer ligesom Jilda Anzoo kan begynde at opbygge et nyt hjem.

På grund af den massive flygtningestrøm har Jilda Anzoo opholdt sig i flere måneder i et modtagecenter, før hun kunne få sit stykke jord. Normalt er proceduren, at det kun skal tage et par uger, men den tidsplan er for længst skredet.

Livet som flygtning er ikke ukendt for Jilda Anzoo. Hendes 25 år lange liv har båret præg af flugt og krig. Hun flygtede fra borgerkrigen i Sudan, da hun var barn, og store dele af hendes opvækst var i en flygtningelejr i Uganda.

Men da Sydsudan efter en årelang borgerkrig blev en uafhængig nation i 2011, tog Jilda Anzoo ligesom mange tusinde andre tilbage i forsøget på at skabe en ny tilværelse med hendes mand og børn.

Hun arbejdede som lærer og hendes mand som politibetjent, og på mange måder beskriver hun det som et liv, der aldrig har været roligere. Men som hun selv siger, skulle der dengang ikke meget til, før livet blev mere stabilt end før.

Nu er hun flygtet igen, denne gang med sine egne børn. En fremtid i Sydsudan, tror hun ikke længere på.

For hende er et stykke tilgroet jord i Uganda et langt bedre sted end hjemlandet.

I Nyunmanzi modtagecenter i Adjumani i det nordlige Uganda bor omkring 3.500 mennesker i FN telte. Mange af dem er flygtet før, da den første borgerkrig brød ud, inden Sydsudan blev selvstændig i 2011. Nu sidder de igen i en flygtningelejr langt væk fra deres hjem.

Alumgisi Albert, der er assisterende lejrleder i Nyunmanzi-flygtningelejrene i Adjumani-provinsen i det nordlige Uganda, har set mange af flygtningene før. Også Jilda Anzoo.

- Det er enormt trist. Jeg har hjulpet mange af de samme mennesker, da de flygtede under krigen, der rasede i Sudan i over 20 år. Det var inden uafhængigheden, og nu er de så tilbage igen. Det er der ikke noget liv i.

- Jeg kan kende dem, og de kalder mig endda ved fornavn. Det er ikke så svært at forstå, når de fortæller, at de efterhånden har opgivet udsigten til et liv i Sydsudan, forklarer han.

Jairo Munive, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), mener, at det særligt er de unge flygtninge, der formentlig aldrig vender tilbage til det uroplagede land.

- Store dele af befolkningen vendte tilbage i euforien over selvstændigheden i 2011. Der var en tro på, at det ville gå godt, men nu er der ikke noget at vende tilbage til. Jeg vil mene, at hvis man er ung eller barn og under 35 år, så vender man ikke tilbage til Sydsudan. Så forsøger man at få det til at hænge sammen i eksempelvis Uganda, siger han.


De over 3.500 flygtninge i denne lejr har ikke meget at tage sig til. De få mænd, der er flygtet, bruger det meste af deres dag på at spille kort med hinanden.

Kvinderne ordner de huslige pligter med at vaske tøj og passe børn. I omegnen af 90 procent af lejrens beboere er kvinder og børn. Enten er mændene blevet dræbt, eller også er de blevet tilbage for at passe på familiernes jord og kvæg eller deltage i kampene i Sydsudan.

To gange om dagen stiller de flere tusinde mennesker sig op i en lang kø til mad. Her får de udleveret majsgrød og bønnesauce.

Jilda Anzoo er taknemmelig over, at hun får mulighed for at begynde en ny tilværelse på et stykke land i Norduganda. Hun samler sin lange træpind op og begynder at søge ud mod den store nyanlagte vej.

Mens Jilda Anzoo går i kanten langs den ujævne vej fortæller hun, hvordan flygtningelejren med tiden skal udvikle sig til en helt lille by. Et marked er allerede så småt ved at skyde op, hvor lokale kvinder sidder på tæpper og sælger tomater, bananer og små tørrede fisk.

Før lå området til den nye lejr tørt og uberørt hen. Der var blot gravet et par latriner og opført en barak af simple pæle og skinnende bølgede bliktage, der stod klar som fælles køkken for det første hold af flygtninge.

Ellers var det store stykke land blot varm og glohed bush, hvor en enkelt landevej skar sig igennem.

Det var svært at forestille sig, at der i dette område en uge senere skulle ligge en flygtningelejr med 3.500 beboere. Store maskiner er i gang med at pløje sig vej igennem jorden for at lave et simpelt vejnet i området.

Det inddeler den nye lejr i seks blokke, hvor der skal bo 100 familier i hver. En lastbil med et kæmpe bor på ladet er i gang med at mase det ned gennem den sprøde jordbund i jagten på vand til de nye indbyggere.

Jilda Anzoo har ingen planer om at tage tilbage og være en del af opbygningen af Sydsudan, hvis det på et tidspunkt bliver muligt.

Hun svinger sin venstre arm frem og tilbage, mens den højre holder godt fast om pinden, der banker i jorden i takt med hendes skridt. Hun viser hen til det telt, hvor hun har sovet de første nætter.

I et hjørne ligger en måtte med to kufferter ovenpå. Hendes yngste pige, Miriam, sidder og leger med en blå plastikkop. Om få dage, når hun har fået udleveret materialer af FN, kan hun flytte ud på sit nye stykke jord og begynde at bygge sin lerhytte.

- Jeg glæder mig til, at vi kan starte forfra. Det bliver dejligt efter så meget uro og uvished, siger Jilda Anzoo, mens hun remser op, hvilke afgrøder hun ønsker at dyrke i sin have:

- Majs, tomater, løg, korn, aubergine.

Foran et andet stort hvidt FN-telt i den nye lejr står de første folk i kø foran det såkaldte distributionscenter. De venter på at få udleveret tæpper, plastdunke til vand, macheter og materiale til at bygge deres hytter.

Andre sidder i den sparsomme skygge under mindre buske oven på deres få ejendele og venter på, det bliver deres tur.

I fremtiden er det også her, de skal hente deres månedlige ration af blandt andet mad og sæbe.

En stor del af de mennesker, der laver mad til flygtningene er frivillige ugandere. To gange dagligt får folk serveret majsgrød og bønnesauce.

Jilda Anzoo håber, at hendes familie snart kan blive forenet i det midlertidige hjem. Det er det, regeringen i Uganda kalder det. Midlertidigt.

Planen er, at det ikke er et permanent ophold, men at de mange flygtninge skal vende tilbage, når situationen er stabil i Sydsudan igen.

Uanset hvilke planer regeringen i Uganda har med flygtningene i fremtiden, så ved Jilda Anzoo godt, hvad hendes ønske er:

- Jeg vil allerhelst begynde et nyt liv her. Jeg kan virkelig ikke se en ende på konflikten.

Credit


Tekst og video: Christina Nordvang Jensen og Steffen Villadsen

Klip: Jakob Skov Jakobsen

Grafik og opsætning: Morten Fogde Christensen

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann