100 år med kvindestemmer

Danske kvinder og den politiske magt – Fra valgretskamp til statsministerpost.

100 år med kvindestemmer

Danske kvinder og den politiske magt – Fra valgretskamp til statsministerpost.

  • 3. juni 2015
Scroll for at læse

Blomster bliver kastet ned fra vinduerne, og der bliver hujet fra fortovene. Et særsyn bevæger sig gennem København.

Anført af unge piger i hvide kjoler og med røde ordner af silkebånd har op mod 20.000 kvinder sat kurs mod Amalienborg.

Det er grundlovsdag den 5. juni 1915, og kvinderne fejrer med deres optog et stort skridt. Efter årtiers kamp har de fået ret til at stemme og stille op til Folketings- og Landstingsvalg – 66 år efter mændene.

Langt fremme i optoget går 78-årige Jutta Bojsen-Møller. Hun har været formand for Dansk Kvindesamfund fra 1894 til 1910 og har gennem årene været en ihærdig fortaler for kvindernes stemmeret.

Med en hat bundet fast om hagen i en stor sløjfe spadserer hun smilende i optoget ”som en Sol, og hvert Øjeblik maa hun standse for at blive snap-shottet”, som der står beskrevet i tidsskriftet København, der udkom dagen derpå.

Kvindeoptoget, der skal gå til Amalienborg og videre til Rigsdagen, er nøje planlagt -- uden indblanding fra mænd. Og nok derfor tvivler politiet på, at det vil forløbe ordentligt. Som en betjent siger til dagbladet Politiken på dagen.

- Gud véd, hvorledes det skal gaa, for de har jo ikke været Soldater!

Knap 100 år senere i en lejlighed i Charlottenlund nord for København kigger 96-årige Bente Bojsen-Møller på et af de billeder, der blev taget af Jutta Bojsen-Møller grundlovsdag 1915.

- Jeg har fået fortalt, at hun har stået oven på en taxa på Kultorvet og propaganderet for stemmeretten, siger hun fra sit spisebord, hvor hun bladrer i en gulnet udgave af Jutta Bojsen-Møllers erindringer fra 1924.

Bente Bojsen-Møller er gennem flere led forbundet til Jutta Bojsen-Møller. Det var hendes gudmor, hendes morfars søster og på sin fars side er hun kvindesagsforkæmperens oldebarn.

Med sine 96 år har Bente Bojsen-Møller oplevet skiftet fra, at politik var en mandsdomineret verden og frem til i dag, hvor statsministeren hedder Helle, og næsten fire ud af ti medlemmer i Folketinget er kvinder.

Samtidig er hun blandt de nulevende danske kvinder, der flest gange har benyttet den stemmeret, som Jutta Bojsen-Møller og de andre kvindesagsforkæmpere sikrede for præcis 100 år siden.

- Det kunne jeg da ikke drømme om at lade være med, siger hun.

Stemmeretten til kvinder i Danmark kom ikke med et knipseslag, men efter en årelang kamp ført af både mænd og kvinder.

Socialdemokratiet satte valgretten på den politiske dagsorden, mens det var læreren og Venstre-manden Frederik Bajer, der i 1886 første gang rejste forslag i Folketinget om valgret til kvinder. Inspirationen kom fra udlandet, hvor kampen for lige rettigheder allerede foldede sig ud i flere lande.

Frederik Bajers fremsatte sit forslag 27 år efter Grundlovens indtog og Enevældens endelige. Med Grundloven blev der indført demokrati i Danmark, men retten til at stemme og stille op til valg tilhørte kun omkring en tredjedel af befolkningen – hovedsageligt mænd med magt og penge.

Den del af befolkningen, der stod udenfor, fik tilnavnet de fem f’er: fruentimmere, fattige, forbrydere, fjolser og folkehold, som var navnet for tjenestefolk.

Under folketingsdebatten i 1886 mødte Bajers forslag modstand fra det konservative parti, Højre, der i mange år frem modarbejdede kvinders ret til at stemme.

Et af partiets medlemmer, højesteretssagfører Rasmus Strøm, sagde fra talerstolen:

- Jeg ved ikke, hvorledes den ærede Forslagsstiller har tænkt sig, at Forholdet vilde blive i et Ægteskab, hvor Manden og Kvinden stemte paa forskjellige Partier.

Gamle mænd på nye læber

Nutidens kvindelige politikere læser gamle citater op fra mænd mod stemmeret

Efter min Mening er Hovedforskjellen mellem Kvinden og Manden den, at hos hende er Følelseslivet og hos ham er Forstandslivet stærkest
CARL PLOUG, HØJRE

I de følgende årtier blev der mindst 11 gange stillet forskellige forslag om valgret til kvinder. De fleste blev vedtaget i Folketinget, hvor Venstre havde flertal, men kom ikke videre, fordi forslagene gang på gang blev stemt ned i det hedengangne Landsting, hvor Højre havde magten.

Under en debat i landstingssalen sagde Højre-politikeren Carl Ploug, at kvinder egnede sig til ”hjerteanliggender” og ikke til lovgivning, og han understregede sin pointe med ordene:

- Efter min Mening er Hovedforskjellen mellem Kvinden og Manden den, at hos hende er Følelseslivet og hos ham er Forstandslivet stærkest.

Sideløbende tog kampen til blandt folket. Flere valgretsforeninger blev stiftet, der blev samlet underskrifter, skrevet læserbreve, afholdt debatarrangementer og demonstrationer for stemmeret til kvinder.

Og med tiden begyndte Jutta Bojsen-Møller og andre kvinder at rejse landet rundt for at vække opmærksomhed om valgretssagen.

Kampen lønnede sig og fik medvind af, at Højre med årene mistede mere og mere magt. I 1903 fik kvinderne stemmeret til menighedsrådsvalg, og i april 1908 fik kvinder, der ikke var tjenestefolk, kommunal stemmeret.

En reportage fra kommunalvalget i 1909 giver indblik i, at ikke alle kvinder var lige trygge ved at skulle stemme alene bag et forhæng. På et stemmested bad en kvinde indtrængende om at få sin mand med, men blev afvist.

- Det kan ikke tillades.

- Jamen, det er min Mand, og han har lovet at hjælpe mig.

- Ingen maa ledsage Vælgeren ind i Rummet.

Mens kvinderne nu havde indflydelse på, hvilken borgmester deres by skulle have, havde de fortsat ikke mulighed for at få indflydelse på, hvem der skulle lede deres land og skrive landets love. Her var de stadig underlagt mænd.

Jutta Bojsen-Møller

Forrest på billedet i den sorte kjole og med en enkelt rose i hånden står Jutta Bojsen-Møller. Hun var 78 år i 1915 og døde i 1927.

Der gik yderligere syv år, før det ændrede sig. Men da det skete, lød der et råb fra tilhørerlogen i Folketinget. Det kom fra Jutta Bojsen-Møller, der brød al etikette med sin opførsel.

Venstre, Socialdemokratiet, Højre og Det Radikale Venstre var efter lange forhandlinger blevet enige om en ny grundlov, og med den fulgte endelig stemmeret til kvinderne.

- Jeg blev så begejstret, særlig for Kvindernes Stemmeret, at jeg ikke kunne lade være med at raabe hurra, og det smittede de andre Tilhørere, saa Stemmeretten fik et ordentlig Hurra, skriver Jutta Bojsen-Møller i sine erindringer.

Ikke alle kvinder var lige så jublende som Jutta Bojsen-Møller. Da sejrsoptoget gik gennem København to måneder senere, var det uden kvinderne fra Højres Kvindeforening. De var tilfredse med, at de selv havde fået ret til at stemme, men det blev overskygget af, at deres tjenestefolk havde opnået samme rettighed.

Arbejderkvinderne i Socialdemokratisk Kvindeforening var heller ikke en del af optoget. Det var nu ikke, fordi de manglede begejstring, men fordi de fejrede sejren med deres mandlige partifæller. For dem vejede partibånd mere end kvindekampen, lød det.
Salget af Dansk Vestindien blev det første, de danske kvinder skulle være med til at stemme om. De blev hvirvlet ind i dansk koloni- og slavehistorie og skulle tage et valg, der med nutidens blik var knap så demokratisk.

Ligesom danske mænd havde bestemt over danske kvinder i årtier, skulle de danske kvinder nu sammen med mændene være med til at bestemme skæbnen for indbyggerne på øerne i Caribien. De blev ikke selv hørt og havde ingen direkte indflydelse på, at danskerne ved en folkeafstemning i 1916 stemte ja til, at Danmark solgte øerne til USA for 25 millioner dollars.

Da kvinderne to år senere kunne stemme til deres første rigsdagsvalg, brugte totredjedel deres ret. Frygten blandt nogle mænd havde været, at kvinder nu kun ville stemme på kvinder, men sådan gik det ikke.

Fire kvinder blev valgt ind i Folketinget, og fem kom ind i Landstinget. Det svarede samlet set til 2,9 procent af pladserne.

Årstal for vedtagelse af kvinders ret til at stemme ved parlamentsvalg

Kør musen over punkterne på kortet

Valget fandt sted i 1918 - samme år som Bente Bojsen Møller blev født. Når hun husker tilbage på sit liv, har hun ikke mødt nogen modstand på grund af sit køn – bortset fra den dag hun kom til verden.

- Jeg havde to søstre, så jeg skulle absolut være en dreng. Far var på jagt nede i haven, og da der kom bud ned om, at der var kommet en pige, havde han ikke travlt med at komme op.

- Jeg var jo kun en pige, siger hun grinende og tilføjer, at hendes far nu var en god far, der tilskyndede hende til at tage på gymnasiet og siden på medicinstudiet.

Bente Bojsen-Møller mindes, at det var helt naturligt, at kvinder stemte i hendes barndomsår på Møn. På valgdage kørte hendes forældre i deres almindelige hverdagstøj sammen til Stege - Møns største by - for at stemme, og senere hjalp hendes far de ældre kvinder med at komme til stemmeurnerne.

- De gamle koner i nabobyen blev hentet i bil og kørt til valgstedet. Det gjorde far gladeligt. Han kørte for dem alle sammen, siger hun.

Nina Bang

Nina Bang var 58 år, da hun blev udnævnt til at være Danmarks første kvindelige minister. Som undervisningsminister tog Nina Bang initiativ til at ændre læreruddannelsen.

I 1924 vandt Socialdemokratiet med Thorvald Stauning i spidsen for første gang regeringsmagten fra Venstre. Det betød ikke kun sejr for arbejderne, men også at Danmarks første kvindelige minister blev udnævnt.

Nina Bang, der var blevet valgt ind i Folketinget i 1918, blev undervisningsminister. Og hun kunne samtidig bryste sig af at være verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering.

Men alt i alt gik det trægt med at få andelen af kvinder i regeringen, Folketinget og Landstinget til at afspejle befolkningens sammensætning. Frem til 1945 var langt under 10 procent af de opstillede kandidater kvinder, og kvinderne udgjorde kun omkring to procent af de kandidater, der blev stemt ind.

1. Nina Bang

Første kvindelige minister er socialdemokraten Nina Bang (1866-1928), der var undervisningsminister fra 1924 til 1926. På verdensplan var hun også den første kvindelige minister i parlamentarisk regering.

2. Eva Madsen

Første kvindelige borgmester er den radikale Eva Madsen (1884-1972), der var borgmester i Stege på Møn i 1950.

3. Mimi Jacobsen

Første kvindelige partiformand er Mimi Jacobsen (1948 - ), der var formand for CD fra 1989 til 2005.

4. Lene Espersen

Den første kvindelige udenrigsminister er den konservative Lene Espersen (1965 -), der sad på posten fra 2010 til 2011.

5. Helle Thorning-Schmidt

Den første kvindelige statsminister er Helle Thorning-Schmidt (1966 - ), der har bestridt topposten siden 2011.

KUN FOR VOKSNE Aldersgrænsen for at få lov til at stemme er gradvist blevet lavere gennem de sidste cirka 150 år.

- 1849-1915. 30 år for folketingsvalg og 40 år for landstingsvalg. Kun nogle mænd kan stemme.

- 1915-1953. 25 år for folketingsvalg og 35 år for landstingsvalg. Både mænd og kvinder kan stemme.

- 1953-1961: 23 år til Folketinget. Landstinget blev afskaffet i 1953.

- 1971-1978: 20 år.

- 1978 - : 18 år.

Det ændrede sig en smule ved det første valg efter Anden Verdenskrig i oktober 1945. Valget var Bente Bojsen-Møllers første, da man dengang skulle være 25 år for at kunne stemme.

Hun var 27 år, læste nu medicin på Københavns Universitet og boede sammen med tre mandlige ingeniørstuderende i et lille hus i Taarbæk nord for København, fordi deres kollegium var raseret af tyskerne.

Hvilket parti hun skulle stemme på, var hun ikke i tvivl om. Hendes morfar Frede Bojsen – Jutta Bojsen-Møllers bror - havde nemlig været en fremtrædende Venstremand.

- Jeg har altid stemt Venstre - på grund af min bedstefar. Han var en klog mand, siger hun.

Over radioen fulgte de fire studerende under valgnatten med i, at Venstre efter 19 år igen kunne danne regering alene.

5,4 procent af de valgte kandidater var kvinder. Ikke meget sammenlignet med nutidens billede, men en fordobling i forhold til tidligere valg.

Kvinder stemmer gennem 100 år

Sideløbende med Bente Bojsen-Møllers karriere som læge og i takt med, at flere kvinder kom på arbejdsmarkedet, steg antallet af kvinder i Folketinget.

I 1979 rundede andelen 20 procent. I 1988 30 procent. Og ved folketingsvalget i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) blev Danmarks første kvindelige statsminister, slog andelen af kvinder i Folketinget rekord med en procent på 39,1.

For Bente Bojsen-Møller var det ikke en god nyhed, da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister.

- Nej, for jeg stemmer jo ikke socialdemokratisk. Men jeg havde intet imod, at det var en kvinde, og jeg synes, at hun klarer sig godt i front.

Mens det går fremad med andelen af kvinder i landspolitik, går det den anden vej i byrådene. Her udfylder kvinderne mindre, end de har gjort. Ved seneste kommunalvalg i 2013 faldt andelen af kvinder fra 31,8 til 29,7 procent.

Og ser vi rundt på de andre nordiske lande, ligger Danmark bagerst i feltet. Førstepladsen indtager Sverige, hvor kvinder sidder på 43,6 procent af Riksdagens pladser.

Nogle kvindelige vælgere stemmer udelukkende på kvinder for at få andelen af kvinder op i politik. Sådan har Bente Bojsen-Møller det ikke. Hun ved, at hun til det kommende folketingsvalg vanen tro vil stemme på Venstre, som Jutta Bojsen-Møller også gjorde.

Men hun ved ikke, om hendes kryds skal sættes ved en kvinde eller en mand.

- Hvis der er to lige gode, så vælger jeg nok kvinden. Fordi kvinder er de færreste, siger hun, tænker lidt, inden hun tilføjer:

- Men jeg vil ikke stemme på en kvinde, bare fordi der er en kvinde. Sådan skal det ikke være. Man kan brænde sig gevaldigt, hvis man kommer til at stemme på nogle idioter.

Credit


Tekst: Laura Marie Sørensen

Video: Stine Thomsen

Redaktør: Hans Christian Kromann

Kilder: Historien er baseret på tidsskrifter, avisartikler, mødereferater, annoncer og referater fra folketingsdebatter. Derudover interview med Bente Bojsen-Møller og bøgerne: (Helle Juhl: På lige fod), (Jutta Bojsen-Møller: Træk fra et langt liv), (Malene Mygind: Kvinders valgret) og (Dorthe Chakravarty og Hanne Mortensen: Danske kvinders historie). Video-materialet stammer fra DR’s arkiv.