Historiske lorte afslører hemmeligheder om Danmark

Lort lyver ikke, og derfor gemmer oldgamle ekskrementer på uvurderlig historisk viden om danskernes hverdag.

Historiske lorte afslører hemmeligheder om Danmark

Lort lyver ikke, og derfor gemmer oldgamle ekskrementer på uvurderlig historisk viden om danskernes hverdag.

  • Af Morten Olsen
  • 30. sep. 2017
Scroll for at læse

På Nationalmuseet i København sidder Mette Marie Hald og roder i en pose gammel lort. Bogstaveligt talt.

Afføringen i posen er fra 1300-tallet, men alligevel kan man se fortærede madrester med det blotte øje.

Det er langt fra den Indiana Jones'ke forestilling om livet som arkæolog. Men ekskrementer gemmer på hemmeligheder om vores fortid, der kan få det til at krible i fingrene på en forsker.

For i modsætning til mennesker pynter lorte ikke på sandheden. De kan fortælle os, hvad vores forfædre levede af og blev syge af, hvilke lande vi handlede med hvornår, og hvor de rige og fattige boede i byerne.

Det her er Danmarkshistorien fortalt gennem afføring, og vi starter med en 125 millioner år gammel lort fra en dinosaur:

Ekskrementet er kommet ud af bagenden på en rovdinosaur ved Robbedale på Bornholm.

Jesper Milàn, der er inspektør og palæontolog på Geomuseum Faxe, har gransket og analyseret den på kryds og tværs med scanninger og mikroskop.

Han fortæller begejstret, hvordan man ud fra denne ene lille lort kan fortælle en hel lille historie om en dag for 125 millioner år siden:

- Den er fundet ved et område, der var en lagune eller en flodslette. Her har dinosaurussen gået rundt langs vandkanten og spist fisk, for der var fiskeskel i lorten. Udover det kan vi se, hvad der er sket, efter at lorten er blevet lagt.

- Den må være blevet hærdet lidt i solen. Så er der insekter, der er begyndt at gnave i den, for der er forskellige gravegange fra insekter, der går dybt ind i den. Til sidst må den være blevet skyllet ud i havet og begravet på sandbunden, forklarer Jesper Milàn.

En anden af hans favoritlorte stammer fra en krokodille, der levede for 30 millioner år siden i det, vi i dag kender som Sofienlund i Jylland.

Og hvis du spekulerer over, hvad den dog lavede på vores breddegrader, så er svaret, at Danmark dengang befandt sig et helt andet sted i et subtropisk klima nede omkring Middelhavet.

Først senere rykkede det nordpå på grund af pladeforskydninger.

Krokodillers afføring kan desværre ikke sige så meget om, hvad de har spist, fordi de har en mavesyre, der er 50 gange stærkere end andre dyregrupper, så alt, hvad der kommer ned i maven på dem, bliver opløst.

Til gengæld er der en god sammenhæng mellem diameteren på dyrenes afføring og længden på selve dyret, så derfor anslår Jesper Milán, at krokodillen har været cirka fire meter lang.

Herfra springer vi godt 30 millioner år frem i tiden til en hundehømhøm fra godt 7.000 år før vores tidsregning:

Danmarks ældste hundelort blevet fundet i Maglemose i Mullerup på Sjælland og hviler i dag på Nationalmuseet.

Den er ikke blevet undersøgt nærmere, da det er dyrt og den næppe vil kunne fortælle os noget, der er værd at vide, som vi ikke allerede ved fra gamle knogler og skrald.

- Derfor er det eneste, som man kan sige ud fra den, at der engang har været en hund, som lagde en lort, som Peter Steen Henriksen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet, udtrykker det.

Vi ved dog, at de første hunde i Danmark var på størrelse med grønlandske slædehunde og blandt andet hjalp mennesket med at jage med sin fine lugtesans.

Hundelorten må tage til takke med at være udstillet med status som danekræ - eller danebæ - som det humoristisk kaldes i forskerkredse.

Menneskelort er generelt en mangelvare fra vores fjerne fortid, formentlig fordi folk forrettede deres nødtørft i det fri, så alt afføring med tiden er blevet til jord.

Derfor var opfindelsen og udbredelsen af latrinen i middelalderen ikke bare en landvinding for middelalderens danskere. I dag er de også små skattekister, der dukker op, når vi graver ud til metroer, badelande, og hvad vi ellers forsøder vores moderne liv med.

Det nyder arkæobotaniker og seniorforsker på Nationalmuseet Mette Marie Hald godt af:

Mette Marie Hald gik i foråret i gang med et projekt, hvor hun og en kollega analyserer indhold af gamle latriner. De er kommet ind fra hele landet og stammer fra middelalderen og renæssancen.

- Det er jo gammel menneskelort, vi står med, for at sige det lige ud. Det har ofte ligget meget vådt, og det betyder, at det er meget velbevaret, og der er masser af ting i, som vi normalt ikke finder andre steder, forklarer Mette Marie Hald.

I projektet vil forskerne sammenligne, hvad man har spist forskellige steder i landet og i forskellige bydele.

Blandt andet glæder Mette Marie Hald sig til at se nærmere på et område i København, hvor hun ved, at der boede mange hollændere.

Men før den viden kan foreviges i en rapport, ligger der et lille års pillearbejde foran forskerne. Prøverne fra latrinerne skal ind på laboratoriet og gennemgås. Det sker ved først at køre det igennem en si, så der er korn og madrester tilbage, og derefter sortere det under en lup.

- Det, vi finder, er meget varieret, og det er meget spændende. Man har en tendens til at tænke, at det bare var grød og brød, som de levede af i middelalderen, men vi finder også æblekerner, figenfrø, kirsebærsten og alle mulige krydderurter og masser af bær, siger Mette Marie Hald:

I laboratoriet lugter lorten i latrinerne ikke længere, men det kan den godt gøre, lige når den bliver gravet fri til trods for, at den har haft nogle hundrede år til at dampe af.

Mette Marie Hald har ingen kvaler med at rode i materialet, som mest af alt minder om havekompost – men som hun siger med fast stemme, så glemmer man ikke at vaske hænder bagefter.

Latrineindholdet giver os flere oplysninger om den menige dansker end skriftlige kilder, der oftest handler om kongelige, biskopper, godsejere og andre med høj status, Men det kan også fortælle om forskellen på menig mand og magthavere.

På Moesgaard Museum ligger Bispeklumpen, der er cirka 300 år gammel og muligvis lagt af biskop Jens Bircherod.

Den blev i hvert fald fundet på hans gamle bispegård, da den blev revet ned i 1937. Siden har den ligget gemt på Aalborg Museums magasin med et protokolnummer på siden, så den altid kunne findes igen.

Bispeklumpen har fået sin flotte facon, fordi den havde forputtet sig i bunden af en smadret flaske, der også havde fundet vej til latrinen.

Det særlige ved latrinen er, at vi ved præcis, hvilken husholdning den har hørt til. For det meste ved vi blot, hvilke kvarterer eller boligkomplekser latrinerne har tilhørt.

- Jeg synes, at det var fantastisk at komme så tæt på nogle bestemte husholdninger og en hverdagssituation i Aalborg som den her. De her biskopper nævner i de historiske kilder noget om det, de spiser, men ligesom os andre, fortæller de altid de specielle ting om dem selv.

- Vi vil jo alle sammen hellere fortælle om den middag, som vi fik til en bryllupsfest end den pizza, som vi købte i går aftes, men her har vi et lille vidnesbyrd om en hverdagssituation på bispegården, siger Peter Mose Jensen.

Han fik Bispeklumpen røntgenfotograferet af konservatorerne på Moesgaard Museum, og der kunne de straks se, at der var en masse guf i den, som Peter Mose Jensen udtrykker det.

Han fandt hverdagsting som boghvede, knoglestumper, humle og klid, men også spor af mere eksotiske madrester som for eksempel multebær, peber, figner og vindruer, som formentlig er importeret fra udlandet.



Det bekræfter den historie, som man kender om Aalborg, nemlig at Bispegården lå tæt på apotekergården i Jens Bangs Stenhus, hvor tyskeren Johannes Frederik Friedenreich boede frem til sin død i 1690.

Friedenreich havde monopol på salget af urter og krydderier, og gode forbindelser til Hamborg, der var en slags europæisk central for eksotiske madvarer dengang, og efter hans død videreførte hans hustru gesjæften og senere deres søn.

Men latriner i 1700-tallets Aalborg var ikke bare lokummer. De blev også brugt til at kaste gammelt køkkenaffald og andet i. Så da Bispeklumpen blev gravet ud i sin tid, fandt man også gamle skosåler og stumper af keramik, og Peter Mose Jensen fandt sågar fodrodsknoglen fra en kattekilling, da han undersøgte sagen nærmere.

Den er måske drattet i tønden og har endt sine dage på tragisk vis, eller også har den være dødfødt og er røget ud med alt mulig andet affald. Vi ved det ikke og kommer det næppe nærmere. Men sikkert er det, at lort er et vigtig vidnesbyrd om vores fælles fortid, og hvordan helt almindelige danskere levede tidligere.

Men en ting er det, som vi lever af, noget andet er det, som vi dør af. I 1853 døde cirka 6.000 københavnere af at skide sig selv ihjel.

Sygdommen, der kostede så mange mennesker livet, var kolera, og midt i al elendigheden tog en norsk læge en prøve af en patients flydende afføring, der i dag er at finde på Medicinsk Museion i København.

Flaskens indhold er så interessant, at forskere den dag i dag stadig er interesseret i at analysere indholdet.

Det forklarer Ion Meyer, der er vicemuseumschef og samlingsleder på Medicinsk Museion i København, som er ved at undersøge, om man kan åbne flasken.

Ved at analysere indholdet kan forskerne forhåbentlig få ny viden om, hvordan kolerabakterien har udviklet sig til at blive den kolerabakterie, som vi stadig finder rundt omkring i verden i dag.

- Det er en enestående chance for at få et indblik i bakteriens udvikling. Normalt kan vi jo ikke gå tilbage og finde bakterier, der er 160 år gamle. Vi håber på at kunne finde DNA-materiale, der kan vise, hvordan bakterien har udviklet sig, forklarer Ion Meyer.

Nu om dage er er alt så gennemdokumenteret, at fremtidens forskere næppe må ty til lort, når de om hundrede år skal tage et kig ind i Danmark anno 2017.

Men skulle du alligevel have lyst til at efterlade et vidnesbyrd til eftertiden, så skal du forrette din nødtørft i stille vand og sørge for, at det er en solid karl, der går til bunds.

På den måde bevares den ifølge forskerne i et vådt miljø og bliver ikke til jord, så fremtidens videnskabsmænd kan putte den under lup eller måske i montré.

Credit


Tekst: Morten Olsen

Grafik: Morten Fogde Christensen

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann